Annonce
København

Historisk lavt antal hashklubber

Der er nu under ti aktive hashklubber i København, og det er det laveste antal i årevis.

De seneste 14 dage har politiet lukket eller udstedt forbud mod otte aktive klubber, og de resterende kan den kommende tid forvente at blive udsat for et fortsat massivt pres fra politiet. På et tidspunkt var der flere end 60 klubber i byen, og der er på tre et halvt år fundet 119 adresser med klubber.

»Nu bliver vi ved til niveauet er acceptabelt, og dernæst gælder det om, at antallet af klubber i København til stadighed er på et beskedent niveau. Vi har ingen forventninger om, at vi helt kan afskaffe dem,« siger kriminalinspektør Ole Wagner, leder af narkoafdelingen ved Københavns Politi.

Samtidig noterer han sig, at der nu for første gang er dømt fængselsstraf for at overtræde forbuddet mod at komme i hashklubber. En ung mand har netop fået syv dages fængsel for at have trodset politiets forbud. Manden havde fået forbuddet i en klub, og da han mødte op i en anden klub, faldt hammeren.

Ole Wagner oplyser, at politiet af hensyn til beboerne vil forsøge at undgå, at klubberne åbner igen.

Opgivende beboere

Men konsekvensen er, at der bliver et øget pres på de tilbageværende klubber, og det har nu fået beboere flere steder i København til at reagere.

I lørdags kunne JP København fortælle om beboerne i Kongens Enghave-kvarteret, der var så trætte af pushere, klubber og hashhandel, at de nu har etableret et natteravnskorps.

I denne uge var der så borgermøde for beboerne omkring Jægersborggade på Nørrebro, der i årevis har huset flere hashklubber. Omkring 80 beboere var mødt op for at diskutere problemerne. Men ifølge JP Københavns oplysninger var også repræsentanter fra klubberne, der menes styret af rockergruppen Hells Angels, mødt op, og det lagde en vis dæmper på forsamlingen. En af beboerne, der ønsker at være anonym af frygt for repressalier, siger:

»Trafikken til hashklubberne er øget markant, siden Pusher Street lukkede. Vi beboere er trætte af trafikken. Det er ikke rart, at der bliver solgt hash i gaden. Det skaber utryghed, og mange lader sig gå på af det. Folk finder hash alle vegne, i opgange, i legeredskaberne, på legepladsen, i blomsterkrukker, i elskabe og under cykelsadler,« siger beboeren, der samtidig beskylder politiet for at have været for passive indtil nu.

Utryghed ved politi

Beboeren peger samtidig på, at politiet selv er med til at skabe utryghed, når det møder op med ti mand og narkohunde og sparker døre ind, når der skal ransages.

»En hoveddør koster nemt 10.000 kr., og den hænger vi på. Det er ikke lige dén måde, de vinder vores opbakning til det, de laver. Tværtimod skaber det en antipati mod politiet, og det er ærgerligt, for vi vil jo gerne af med hashklubberne,« siger beboeren.

Dertil siger Ole Wagner:

»Jeg har forståelse for, at man kan føle sig utryg, hvis politiet ofte kommer væltende, men på den anden side er vi nødt til at gøre det nu, hvis der skal være tryghed for beboerne i fremtiden,« siger han.

eva.plesner@jp.dk

carsten.christensen@jp.dk

Følg
Jyllands-Posten
SE OGSÅ
Annonce
Annonce
Forsiden lige nu
Annonce
Annonce
Indland
Annonce
Annonce

Jyllands-Posten anvender cookies til at huske dine indstillinger, statistik og målrette annoncer. Når du fortsætter med at bruge websitet, accepterer du samtidig brugen af cookies. Læs mere om vores brug her