Slut med ulovligheder
UNGDOMSHUSET burde for længst have været ryddet. Ejendommen er solgt, og ved at udsætte rydningen krænkede politi og Københavns Kommune de nye ejeres ejendomsret.
I et retssamfund ville disse ejere kunne gøre et stort erstatningsansvar gældende mod overborgmester Ritt Bjerregaard og politidirektør Hanne Bech Hansen. Det sker formentlig ikke her.
Bedre er det ikke blevet af aktivisternes fremfærd i månederne, siden retten endegyldigt fastslog, at Ungdomshuset var solgt.
I et retssamfund ville de ansvarlige aktivister for længst have været spærret inde og ville se frem til såvel domme for vold og hærværk som erstatningsansvar for de skader, de har forvoldt i kvarteret.
Loven er ikke lige
Siden Christiania fødtes i 1971, har det været tydeligt for enhver, at i Danmark gælder lovene om ejendomsret og besiddelse mere i den ene end i den anden retning. Har man det rette progressive sindelag, og er man modstander af det onde, kapitalistiske samfund, kan man slippe af sted med meget, især i København, som man ikke kan slippe af sted med, hvis man har mere borgerlige holdninger, såsom holdningen om, at ejendomsretten er ukrænkelig, og at man ikke ustraffet holder andres ejendom besat i 1971 statens ejendom, altså offentlighedens, og nu Faderkirkens.
Ungdomshusets problemer rækker dog dybere, end at det holdtes ulovligt besat i månedsvis. Situationen med en ejendom, som kommunen for skatteydernes penge stillede til rådighed, var en opskrift på kaos og vold.
De unge, som brugte huset, opfattede det med rette som fremmed ejendom. De følte derfor intet ansvar for det. Derfor tøvede de ikke med at indkalde voldsaktivister, da rydningen truede. De kunne også regne med velvilje fra kommunens nye magthavere, der, som vi så, strakte sig meget langt for at undgå en rydning og derved opfordrede de ulovlige besættere til at optrappe volden.
Voldsmonopolet
Magthaverne opgav voldsmonopolet, som ellers er grundlaget for den moderne stats legitimitet og stabilitet. Det er et farligt skråplan. Hvis magthaverne tilstrækkelig mange gange signalerer, at man ikke tør håndhæve voldsmonopolet, når det kan blive farligt, opfordrer man fjenderne af orden og frihed til at rykke grænserne endnu mere.
Skulle kommunen have et ungdomshus, ville den rigtige fremgangsmåde have været at lade grupper af unge selv købe og drive det. Hvis der virkelig var et behov for et ungdomshus, var måden at bevise dette behov at lade de interesserede bære prisen. Eventuelt med lån garanteret af kommunen, men alligevel sådan, at de unge selv hæftede for ejendommens sikkerhed og tilstand.
Hvad ingen ejer, vil ingen føle omsorg for. Det var Ungdomshusets grundskavank. Derfor blev brug til misbrug, indtil aktivisterne overtog scenen og skabte den situation, hvor en rydning blev nødvendig.