Ny behandling mod blodpropper

Godt 1.500 borgere i Københavns Amt får hvert år en blodprop i hjernen. Blodpropperne resulterer ofte i funktionstab og handikap, men efter længere tids forberedelse er Amtssygehuset i Glostrup klar til at tilbyde en ny type behandling, der kan mindske patienternes men.

Den nye behandling, hvor blodpropper i hjernen opløses med en særlig medicin, kræver dog, at patienten kommer under behandling inden for tre timer efter, at de har fået en blodprop. Det stiller krav om en hurtig indsats, og allerede i ambulancen er det muligt at kontakte specialister, hvis der er mistanke om en blodprop i hjernen på en patient. Vurderer specialisterne, at det er tilfældet, vil ambulancen køre direkte til Amtssygehuset i Glostrup.

Flere risici

Den nye form for behandling er dog ikke uden risiko.



»Det vanskelige i behandlingen består - ud over den begrænsede tid til rådighed - i, at det ikke er uden risiko at fjerne blodets evne til at størkne. Under de forkerte omstændigheder, som f.eks. ved for højt blodtryk, kan proceduren føre til det modsatte, nemlig at man fremkalder en hjerneblødning,« udtaler sygehusudvalgsformand Leif Flemming Jensen (S), Københavns Amt.

Han påpeger, at der desuden stilles krav om stor ekspertise, bl.a. med CT- eller MR-skanninger og neurologisk vurdering, for at vurdere, om den enkelte patient kan have gavn af den nye behandlingsform, som i begyndelsen kun vil blive tilbudt i dagstimerne.

Sygehus i front

På sigt forventer Københavns Amt at kunne tilbyde den nye behandling til endnu flere, i takt med at nye præparater formentlig vil gøre det muligt at begynde behandlingen, selv om der er gået mere end tre timer, siden blodproppen opstod.

»Vi har konstant udbygget det neurologiske område på Amtssygehuset i Glostrup, og dette er blot et af flere faglige felter på området, hvor sygehuset nu er i front. F.eks. har sygehuset avancerede operationer, der fjerner blodudposninger i hjernen, rygkirurgi og hovedpineforskning på verdensplan, som understøttes af den nye forskerpark på sygehuset,« lyder det fra Leif Flemming Jensen.

Andre læser

Mest læste

Del artiklen