København - tårnenes by med højdeskræk

Dansk arkitektur har været fastfrosset i en angst for det store i de sidste 40 år. Det mener dagens kronikør, som nu vejrer morgenluft.

København var og er tårnenes by.

Hvis man studerer Københavns våbenskjold, får man et temmelig interessant indtryk af Københavns heraldiske selvforståelse. Tre tårne står side om side med fødderne i vand. Og spidsen af det højeste tårn krones af en halvmåne. Sindbilledet på en moderne multikulturel metropol med havnefronter befolkede af byliv og boligtårne.

For fire år siden sad jeg i et debatpanel med Per Arnoldi, hvor han kaldte København »en havneby med vandskræk«. Den fobi ser det ud til, at vi har kureret med utallige projekter i Nordhavn, Sydhavn, Amager og Islands Brygge.

Men efter at arkitekten Erick van Egeraats Hansastad af slanke minitårne på Krøyers Plads måtte opgives pga. højderne, fristes man til at fortsætte, hvor Arnoldi slap, og give København diagnosen "Tårnenes by med højdeskræk".

Men hvornår er det sket? Vores forfædre var tydeligvis glade for tårne. Børsens spir og Vor Frelsers Kirkes tårn er nogle af de fedeste tårne, jeg kender. Og da jeg var barn, var der et spørgsmål i Trivial Pursuit, som lød: »Hvor ligger det højeste bolighus i Europa?«

Svaret var: »Domus Vista i København«. Sådan lyder svaret ikke længere. Vi holder af de gamle tårne, også selv om de er nogle store industrielle betonsiloer, som er efterladenskaber fra forurenende fabrikker og ølbrygning. Kornsiloen på Carlsberg og Frøsiloerne på Islands Brygge må gerne være høje, fordi de var der før os. Men hvornår mistede vi modet til selv at kunne præstere noget stort?

David og Goliat

Vi skal tilbage til 1960'erne, hvor to store boligprojekter af samme størrelse og tæthed blev opført til samme pris i henholdsvis Høje Gladsaxe og Albertslund. Et højhusbyggeri og en tæt-lav landsby, som skulle gå hen og blive dansk arkitekturs David og Goliat.

Albertslund var en araberlandsby af etplans gårdhavehuse i hvid beton med tætte gågader i menneskelig skala. Alt var lige stort eller småt, og de små huse med de flade tage udgjorde et tæt lavt tæppe af bebyggelse.

Høje Gladsaxe koncentrerede alle boliger i fem modernistiske monolitter, som stod og skuede stolt ud over åbne grønne arealer, hvor borgerne fik plads til fysisk udfoldelse.

Men der var for meget plads til de relativt få beboere. Arealerne, som skulle have været fyldt af liv, blev til et socialt vakuum. Plads blev til tomrum. De vindblæste åbne arealer lå øde hen.

Man begyndte at spekulere over, hvad der gik galt. Man mente, at det dårlige vejr var højhusenes skyld. En sociolog fandt ud af, at børn, der boede højere oppe end 3. sal, aldrig legede på legepladsen. Højhuse var ude af den "menneskelige skala". Højhuse var uegnede til at bo i.

I Albertslund var der ingen store arealer, så de var ikke forblæste. Og de relativt tomme gader så mindre tomme ud, fordi de var så smalle. Og selv om der var nogen, der savnede afveksling, variation og åbenhed, konkluderede man, at tæt-lav var fremtiden. Højhusene var dinosaurer dømt til at uddø på det danske boligmarked.

Tæthed = byliv

Men der findes utallige eksempler på, at byggeri i højden sagtens kan være med til at skabe attraktive byer. New York har et fantastisk levende gadebillede. Man er ikke ved at blæse væk, selv om der er højhuse overalt. Stockholm har i gennemsnit to etager mere end København, selv om byen ligger endnu længere mod nord og skulle have endnu mere behov for lys.

Problemet i Gladsaxe var ikke højden på husene eller størrelsen på græsplænerne, men manglen på mennesker. Både Høje Gladsaxe og Albertslund blev opført med bebyggelsesprocenter på 30. Det vil sige, at på en 100 kvm grund kan du opføre 30 kvm hus. Næsten som i et villakvarter. Til sammenligning har Østerbro en bebyggelsesprocent på over 200. Det er ikke noget under, at der virkede tomt, når man byggede i 15 etager med tætheder som i et parcelhuskvarter.

Angsten for tæthed kommer fra gamle dage, hvor der f.eks. ved århundredeskiftet boede omkring 40.000 mennesker på Blegdamsvej. Man forbandt tæthed med dårlig hygiejne og mangel på lys og luft. Men i dag har vi toilet og bad, ventilation og store velisolerede vinduer. Derfor kan vi ikke alene sagtens bo tæt. Det er også langt sjovere, hvis vi gør det.

Jo tættere vi bor sammen, jo flere mennesker er der til at gå på café og handle lokalt, og jo flere børn er der til børnehaver og til legepladsen. Der er jo ingen cafeer, hvis der ikke er kunder til dem. Og det er den meget enkle kvantificerbare formel, som vi har glemt: At i byen er kvantitet i sig selv en kvalitet.

Højdeskræk

Derfor er det fedt, at Klaus Bondam (R) i sit nye politiske udspil som bygge- og teknikborgmester tager hul på højhusdebatten. Dansk arkitektur har været fastfrosset i en agorafobi, der retter sig mod højden, og vi arkitekter har i stedet låst os fast på få bygningstyper, som vi så har gået og pudset og poleret detaljerne på de sidste 40 år.

I stedet for at se, om vi kunne indrette vores byer og bygninger anderledes, har vi brugt alle vores kræfter på at få panelerne til at flugte med væggen eller på at designe endnu et lækkert Vola-agtigt dørhåndtag.

Piet Hein har stillet diagnosen på dansk arkitektur med dette gruk-digt: »Den som ved små ting hæfter sig, lader store ugjort efter sig.«

Ved udelukkende at fokusere på den pæne bygning og den gode detalje har vi glemt de store spørgsmål om byen - og livet.

Hvad angår højhusdiskussionen, synes jeg, det er synd at forvise højhusene til periferien. Jeg mener sagtens, at der er flere steder i brokvartererne og Indre By for den sags skyld, som kan tåle bygninger, der rækker ud over de obligatoriske seks etager. Det er blot et spørgsmål om at finde kriterierne for, hvor og hvor høje de kan være, og hvordan de kan udformes, så de ikke skygger for solen eller blokerer for udsigter.

Frem for at planlægge efter dogmer om universalmål for rigtigt og forkert, bør vi i hvert enkelt tilfælde være åbne for at studere forholdet mellem afstande og bygningshøjder, soldiagrammer o.l. Vi har i dag en lang række redskaber i form af computergenererede solstudier og visualiseringer, som gør os langt mere kvalificerede end tidligere til at sprænge rammerne.

At åbne for højhusdebatten er et kærkomment startskud på at få ryddet op i en række arkitektoniske tabuer, men hvis vi vil noget med bylivet og boligmanglen, vil det kræve diskussioner om mere end højden på husene.

Boligbjerget

På det seneste har vi haft lejlighed til at udfordre et par af vores arkitektoniske tabuer, det gælder f.eks. modviljen mod sammenblanding af funktioner.

Traditionelt har man foretrukket at bygge kontorer og boliger hver for sig. Hver funktion sin egen bygning. Derved har man udelukket enhver mulighed for afveksling og symbiose og skabt døde monofunktionelle erhvervsparker og sovebyer. Forskellige aktiviteter har forskellige behov. Derfor kan de netop supplere hinanden og bedre deles om kvaliteterne, som f.eks. sollys, tilgængelighed og husdybder.

Vi opfører lige nu et boligbjerg i Ørestad, hvor 80 haveboliger er stablet oven på et kunstigt grundfjeld af parkering og butikker. Hver for sig ville de bare være en almindelig boligblok og et P-hus. Tilsammen bliver de til en sydvendt skråning af havehuse midt i Amagers flade landskab. Alle parcelhusets herligheder i en bymæssig kontekst.

Sammenblandingen af forskellige funktioner giver mulighed for en form for funktionel alkymi, hvor arkitektur skabes ved sammenblandingen af almindelige ingredienser som boliger, butikker og biler.

Et andet eksempel på, at det er muligt at slå flere fluer med et smæk, er kløverkarreen. Kløvermarken ligger i dag tom og forblæst ude på Amager. Den var i sin tid Københavns første lufthavn og var i efterkrigstiden landsby for tyske flygtninge. Siden har den været hjem for Amagers foreningsliv med sit en mio. kvm store tæppe af fodboldbaner. Foreningerne er glade for deres fodboldbaner midt i byen, selv om de ofte klager over blæsten på grønsværen.

Derfor skulle man være idiot, hvis man foreslog at fjerne en af hjørnestenene i Amagers frilufts- og idrætsliv. Men hvem siger, at det skal være enten-eller? Hvad med både-og?

Hvis vi kunne få lov til at købe et smalt bånd på 20 m hele vejen rundt om Kløvermarken - hvor vi tager hensyn til naboer og eksisterende bebyggelser og anlæg langs kanten, ville vi få et byggefelt, som er tre km langt. Som en kæmpemæssig karré ville kløverkarreen slange sig rundt om kløvermarken med plads til 3.000 boliger, uden at det har kostet så meget som en fodboldbane.

Der vil være masser af store porte, buer og generøse åbninger, som forbinder kløvermarken med omgivelserne, ligesom bebyggelsen vil hæve og sænke sig i respekt for naboerne og for at give udvalgte udsyn til byens tårne.

I stueetagen på den nye karré vil vi kunne inkorporere cafeer og butikker samt klubfunktioner til Kløvermarkens friluftsliv.

Tagetagen vil med sin fantastiske beliggenhed og bebyggelsens bevægelse op og ned være en fælles taghave for kløverkarreens utallige beboere, som bugter sig gennem Amagers bylandskab som en amagerkansk udgave af Den Kinesiske Mur.

Byen får 3.000 nye bynære boliger, Kløvermarken får mere liv, nye faciliteter og læ for blæsten til idrætslivet, og borgmesteren får indfriet sine valgløfter uden at sælge ud af byens rekreative herligheder.

Urbant laboratorium

Jeg fornemmer i dag, at København er ved at vågne op inden for arkitekturområdet. Om den øgede interesse for arkitekturdebatten skyldes den enorme værdistigning på ejendomsmarkedet eller er resultat af en form for boligfanatisk biedermeierbølge, skal jeg ikke kunne sige.

Folk er blevet langt mere optagede af deres by og dens byrum og bygninger, og hvilke muligheder de tilbyder. Og selv om Københavns arkitekturhistorie stadig er tætbefolket af fantastiske bygninger, der ikke blev til noget - som Sverre Fehns fugl på Kgs. Nytorv, Utzons Langelinie Pavilion og senest Egeraats tårne på Krøyers Plads - fornemmer jeg en tendens til en øget nysgerrighed, eksperimentvillighed og positiv forventning, som jeg ikke har oplevet tidligere.

Hvis den udvikling, som vi har oplevet de sidste fem år, fortsætter i samme tempo, vil København kunne udvikle sig til et urbant laboratorium for sociale og arkitektoniske eksperimenter. Jeg forestiller mig et København, hvor man kan se offentlige pladser på byens tage. Og et København, hvor unge og gamle, kristne og muslimer kan leve i en tæt og integreret forening af boliger, butikker, kultur- og sportshaller med højt til loftet og langt til horisonten. Og en københavnsk skyline befolket af nye tårne, spir og minareter til at give Vor Frelsers Kirkes spiral og Børsens snoede drager hårdt tiltrængt selskab fra vores (frem)tid.

Tænk, hvis Ritt Bjerregaards boliginitiativ og Bondams tårnudspil kunne puste nyt liv i den alkymi

stiske formel på byliv, som man fornemmer ligger skjult i Københavns våbenskjold:

Tårne + vand + forskellighed = et levende København.

Andre læser

Mest læste

Del artiklen