Høvdingesøn i søndagstøjet

Engang høvdingesøn i Ghana. Nu præst i Kingos Kirke på Nørrebro. Sådan formede Gud tilværelsen for Chris Akwasi Uduro, der kom til Danmark i 1993. Hver søndag eftermiddag samler han sin afrikanske menighed til bibellæsning, håndspålæggelse og masser af musik og lovsang. Amen!

De er godt i gang med at skrive deres eget kapitel i europæisk kirkehistorie - de mange afrikanske indvandrermenigheder, der dukker op i Europas storbyer. Alene i København findes der fire menigheder med rødder i det vestafrikanske land Ghana. I Kingos Kirke på ydre Nørrebro samles 30-50 ghanesere og enkelte andre afrikanere hver søndag for at lovprise Gud.

Chris Akwasi Uduro tager imod med åbne arme og et smil så bredt, at det næsten deler det lille kirkerum i to. Henne ved vinduet står en gammel skrivepult under skråvæggen. Herfra skal Chris Uduro om lidt forkynde Guds ord, men endnu er kun ganske få sæder besat bagest i lokalet, så der er tid til at høre lidt om menighedens historie, inden Chris åbner Bibelen.

»Jeg følte, at Gud talte til mig om, at jeg skulle samle herboende ghanesere om et kristent fællesskab. Mange ghanesere, der havde været vant til at gå i kirke i Ghana, mistede kontakten til kirken, da de flygtede til Danmark. I april 1999 ringede jeg rundt til 14 ghanesiske familier og inviterede dem til andagt i mit eget hjem. Men der kom kun én familie. Vi gennemførte andagten, men lod ellers sagen ligge. Jeg var meget skuffet,« fortæller Chris Uduro på formfuldendt engelsk.

Gudstjeneste på loftsværelse

Men hvor der er vilje, er der vej. Chris Uduro begyndte at lede efter et mødelokale i en kirke, og efter flere afslag fik han kontakt med Kingos Kirke, hvor han mødte forståelse for sin mission.

»Præsten viste os et værelse ovenpå og spurgte, om vi ville være interesserede i det. Jeg blev utrolig glad, for loftsværelset i Kingos Kirke mindede mig om det rum i Jerusalem, hvor Jesu disciple var samlet til bøn sammen med jomfru Maria og de andre kvinder efter Jesu himmelfart,« siger Chris Uduro. »Nu havde vi fundet stedet. Men der manglede nogen til at fylde det.«

ABC for afrikanere

Chris Uduro foretog endnu en rundringning til de ghanesiske familier, og denne gang mødte de op. Det blev til begyndelsen på Alive Bible Congregation eller ABC, som menigheden også kalder sig. I begyndelsen prædikede Chris Uduro på det ghanesiske sprog twi. Men i dag består menigheden også af afrikanere fra andre lande, så nu holdes gudstjenesterne for det meste på engelsk.

Eftermiddagssolen rækker ud efter glasvasen med tre hvide plasticroser på pulten. Langsomt fyldes det interimistisk indrettede loftsrum. De kommer enkeltvis, i par eller familier med børn. Hilser på hinanden og sætter sig på stabelstolene op mod bagvæggen. Børnene er urolige, som børn er, men snart er der stille oppe under kirketaget. Chris ser ud over sin menighed. Hans sorte øjne lyser op på et bagtæppe af modlys og blinkende lysstofrør. Langsomt bladrer han igennem siderne i den læderindbundne bibel. Fingrene stopper ved historien om Jacob, der af Gud bliver befalet at ofre sin elskede søn Isak.

Mobil menighed

»Tell us something. Fortæl os, hvad du har læst, Osei. Hvorfor skal Jacob ofre det, han elsker mest af alt på jorden,« spørger Chris Uduro venligt.

Osei rømmer sig og rejser sig fra stolen ovre ved skydedøren. De andre vender blikkene mod den store mand. Hans hænder skjuler næsten Bibelen, der ligger opslået i håndfladerne. Han skal lige til at forklare, da Chris' mobiltelefon afbryder andagten. Upåvirket slukker Chris telefonen og lægger den tilbage i inderlommen på det ulastelige jakkesæt. »Fortæl os om Jacob og Isak,« gentager Chris.

Oseis dybe stemme fylder loftsrummet. Som en kærre ruller ordene langsomt op mod Chris, der er trådt frem foran pulten.

»Amen! Halleluja! Aaaa-men!,« stemmer han i, da Osei afslutter sin fortolkning af den gammeltestamentlige fortælling. Menigheden applauderer med et mumlende "Amen" og almindelig uro på stolerækkerne.

Bibellæsning

Bibellæsningen er en vigtig del af den to timer lange gudstjeneste. Halvdelen af menigheden fremlægger deres fortolkninger - alle stående - i plenum. Imens spiser børnene kiks. En lille pige med proptrækkerkrøller begraver ansigtet i sin mors skød og gaber. I det hele taget hersker der en afslappet stemning nu. Én prikker til sidemanden og hvisker. Andre griner højlydt og klapper, nogle kommer til, andre går, og Chris' mobil afbryder næsten rytmisk seancen.

Efter bibellæsningen rejser tre unge mænd sig. Den ene sætter sig over bag keyboardet, den anden bag bongotrommerne, mens den yngste griber en tamburin og stiller sig foran sit tomandsorkester.

Han synger for. Gospel er det vel ikke, men stemningen er den samme. Hænder klapper mod hinanden i skæve rytmer. Rent, skarpt, som små hule smæld fra en pisk. Trommerne og keyboardet lægger en sørgmunter bundtone, der forplanter sig til menighedens struber. Fødder sætter i bevægelse, og en kvinde danser ud på midten af gulvet. Hendes brede hofter svinger pendulagtigt i takt til musikken.

Andre står med lukkede øjne med ansigtet fortrukket som i en pinefuld orgasme, hænderne løftet som et levende kors. Flere kvinder danser ud på gulvet, tamburinen slår, stemmerne vokser i styrke, kroppe snitter og glider forbi hinanden...

En orange plasticskål fyldes med sammenrullede pengesedler og klirrende mønter. "Money-walk", kalder Chris det. Menigheden får ikke nogen støtte fra det offentlige, så pengedansen er stort set den eneste indtægt. Og selv om tro kan flytte bjerge, kan den endnu ikke betale dyre instrumenter og for de kager, Chris byder på efter gudstjenesten.

Kun keyboardet spiller nu. Glade øjne møder hinanden. Hænder trykker hænder, mens fødderne stadig danser. Chris Uduro velsigner sin menighed, og de samles i en fælles bøn. Han bevæger sig op bag pulten igen, de andre finder tilbage til deres stole. Han hviler den ene hånd på bibelen og strækker den anden ud mod rækkerne med åben håndflade.

Mirakel i taxien

»Jeg havde en fantastisk oplevelse forleden dag,« siger Chris så. »Guds kraft er stor, det var et mirakel. Jeg havde kørt rundt i min taxi hele dagen. Det var en sløj dag, og jeg havde næsten ikke haft nogle kunder. Jeg bad til Gud, at jeg måtte tjene nogle penge. Lidt efter fik jeg en tur, men det var kun en lille tur til 50 kroner. Kunden bad mig gøre et stop ved hans hus - han skulle lige hente noget. Jeg bad igen til Gud, og han hørte mine bønner. Jeg kunne høre, at telefonen ringede inde fra huset og taxameteret kørte..! - Tiden gik og lige så stille løb der krone på krone på taxameteret. Jeg tjente næsten 300 kroner. Halleluja! Det var et mirakel,« næsten råber Chris. »Aaa-men, amen,« konfirmerer menigheden.Omvendt onkel»Kirken er åben for alle,» siger Chris Uduro, da kaffebordet er blevet sat frem. »Der kommer mange forskellige mennesker og besøger os. Sidste søndag kom der en italiener forbi. Han havde hørt os ude fra gaden og kom bare ind til os. Sådan er det. Der kommer også muslimer, somaliere og grækere. Vi bedømmer ikke folk ud fra deres nationalitet. Hos os er alle brødre og søstre, Guds børn. Men det er trist; mange danskere tror ikke på Gud. Danskerne har glemt deres tro,« siger han.

At høvdingesønnen skulle ende som kristen præst på Nørrebro havde selv den nærmeste familie ikke forestillet sig. Familiens ældste er nemlig ikke kristne. De har en oprindelig naturfolksreligion - en tro på, at alt i naturen har en sjæl, der kan tilbedes. Og selv om Chris Uduro modtog kristendomsundervisning i skolen i Ghana, var det først, da en onkel vendte hjem fra et studieophold i England, hvor han havde fundet den tre-enige Gud, at Chris begyndte at interessere sig for den kristne tro. Senere fik han kontakt til en pinsemenighed, hvor han kom i en årrække, indtil han i 1993 sammen med sine kone måtte flygte ud af Ghana på grund af politisk uro.

Nu er han selvlært præst. Men det var ingen hindring for, at han for to år siden kunne blive ordineret af en ghanesisk biskop fra en pinsemenighed i Tyskland. I dag har han tæt kontakt til en af Kingo Kirkens danske præster, der har hjulpet menigheden med at organisere sig og et par gange om året prædiker for ABC.

Missionen er klar

Vejen til en officiel præsteuddannelse er lang, men missionen er klar:

»Vi ønsker at bringe det kristne evangelium ud til så mange afrikanere som muligt. Vi vil følge Jesu befaling om at gøre alle folkeslag til hans disciple. Derfor vil jeg dygtiggøre mig og læse til præst, « siger Chris Uduro, mens han med øjnene siger på gensyn. »Vi ved, at Jesus altid vil være i vores hjerter.«

Der bor i dag cirka 1200 ghanesere i Danmark.

thomas.ambrosius@jp.dk

Andre læser

Mest læste

Del artiklen