Kampen skærpes mod diskrimination på diskoteker

Diskoteker, som bevidst afviser danskere med indvandrerbaggrund, går en usikker fremtid i møde. Kulturborgmester Martin Geertsen vil have bevillingsnævnet til at diskutere problemet direkte med politi, indvandrergrupper og diskoteksejere.

Bevillingsnævnet i Københavns Kommune skal sidde med ved bordet, når det nye udvalg bestående af Mellemfolkeligt Samvirke, københavnske restauratører, dørmænd, politi og indvandrere mødes for at diskutere problemerne med diskrimination ved de københavnske diskoteksdøre. Bevillingsnævnet består foruden kultur- og fritidsborgmester Martin Geertsen (V) af fem andre BR-politikere samt en vicepolitiinspektør.

»Det har hele tiden været planen, at politiet skulle sidde med i udvalget. Ved at lade bevillingsnævnet deltage sikrer vi desuden, at det brede politiske spektrum også er repræsenteret og selv hører om problemerne, frem for at de skal høre det hele fra mig,« siger Martin Geertsen.

Diskoteksmiljøer

Som beskrevet i JP København for godt en måned siden lever racediskriminationen i bedste velgående i det københavnske diskoteksmiljø. Gang på gang oplever unge med indvandrerbaggrund at blive afvist i døren uden lovlig grund, mens deres pæredanske venner går direkte ind.

I løbet af efteråret satte Mellemfolkeligt Samvirke spotlys på problemet med projektet "En plads på dansegulvet". Projektet mundede ud i et stort debatmøde på Copenhagen Jazzhouse, som bl.a. førte til nedsættelsen af det nye udvalg.

Bevillingsnævnet udsteder som bekendt spiritusbevillinger og kan i praksis lukke et diskotek fra dag til dag. Martin Geertsen afviser dog, at beslutningen om at involvere bevillingsnævnet i udvalgets arbejde også bunder i et ønske om at skræmme diskoteksejerne til at overholde loven.

»Sådan har jeg slet ikke tænkt det. Paraderne skal ned. Der er brug for dialogbaseret arbejde for at få løst det her problem,« siger borgmesteren, der understreger, at det stadig kræver klare beviser, før nævnet fratager en restauratør hans bevilling.

Godt med dialog

Borgmesterens beslutning bliver modtaget med glæde af Mellemfolkeligt Samvirke.

»Det er positivt, at bevillingsnævnet bliver inddraget. Dialog mellem alle parter er central for løsningen af det her problem. Den har ikke eksisteret tidligere. Her foregik det hele gennem pressen,« siger minoritetskonsulent Simon Christensen.

Efter planerne mødes udvalget for første gang den 24. april i forbindelse med bevillingsnævnets ordinære møde. Simon Christensen havde gerne set, at parterne mødtes tidligere, og han vil derfor foreslå Martin Geertsen, at de tager et indledende møde for bl.a. at diskutere udvalgets målsætning.

»Vi skal finde ud af, hvor vi skal hen med de her møder. Dialog er det første skridt, men vi skal ikke bare mødes for mødernes skyld.«

Så sent som i weekenden førte diskotek Jazzhouses afvisning af en gruppe unge med indvandrerbaggrund til, at de unge overfaldt tre betjente uden for diskoteket. Om de afviste følte sig diskrimineret, er uvist.

jpk@jp.dk

Andre læser

Mest læste

Del artiklen