Christiania nægter at fjerne hus

Beboerne på Christiania vil ikke efterkomme forsvarsminister Svend Aage Jensbys (V) krav om at fjerne et ulovligt hus i fristaden - i hvert fald ikke uden yderligere sværdslag. Dermed er der lagt op til åben strid mellem Christiania og en række af Folketingets partier, der opfordrer til at fjerne huset omgående.

Det står klart, efter at et talstærkt fællesmøde i fristaden torsdag aften diskuterede forsvarsministerens trepunkts-ultimatum til at få bragt orden i forholdene omkring det omstridte Info-huset i Bådsmandsstræde i København.

Ministeren havde givet christianitterne en frist til fredag klokken 12 for at præsentere en handlingsplan for området, og den del af aftalen levede Christiania op til.

Af brevet til Forsvarsministeriet fremgår det, at beboerne i Info-huset allerede i sidste weekend efterkom to af punkterne, der handler om at fjerne låsene fra husets boldbane og en rulleport ved indkørslen til Info-husets parkeringsplads for derved at skabe fri adgang til området.

Men når det kommer til det sidste krav om at fjerne et nybygget træhus, der er opført ulovligt på et fællesareal i nærheden af Info-huset, vil christianitterne ikke umiddelbart give sig.

400 deltog i mødet<7h3>

Ifølge Ritzaus oplysninger deltog omkring 400 christianitter i det godt fire timer lange fællesmøde i kulturhuset Byens Lys, og et overvældende flertal af christianitter mener, at det mest fornuftige er at lade huset blive stående i stedet for at flytte det 20 meter til et autoriseret byggeområde.

- Vi vil enormt gerne flytte det, men hvad er fidusen i det, siger et medlem af Christianias kontaktgruppe til Ritzau.

Christianias kontaktgruppe beklager i brevet, at den ønskede procedure ikke har været fulgt omkring opførelsen af nybyggeriet og erkender, at huset ikke ligger i et af fristadens byggefelter. Men Christiania lægger op til en ændring af aftalen med Forsvarsministeriet, så det ulovlige hus bliver omfattet af byggefelterne.

- Christiania har på et tidligere fællesmøde givet tilladelse til byggeriet og håber, at huset vil kunne bestå på den nuværende placering, skriver Christianias kontaktgruppe.

Forsvarsministeren står fast

Men forsvarsminister Svend Aage Jensby er ikke indstillet på at lytte til christianitterne, selv om han har sagt god for et hastemøde om sagen på mandag.

- Christianias svar er ikke acceptabelt med hensyn til det ulovlige nybyggeri på fællesarealet. Min holdning er uændret. Huset skal væk, siger Svend Aage Jensby, der dog kvitterer for, at Christiania har opfyldt de to andre krav.

Svend Aage Jensby har tidligere truet med sanktioner i form af bøder eller rydning af huset, hvis ikke christianitterne lever op til loven og lokalplanerne, og står det til Kristeligt Folkepartis formand, Jann Sjursen, så skal regeringen sætte hårdt mod hårdt på Christiania.

- Jeg forventer, at forsvarsministeren øjeblikkelig fjerner den ulovlige bygning for at signalere til beboerne, at der trods alt er visse regler for, hvad christianitterne kan tillade sig, siger Jann Sjursen.

De Konservatives forsvarsordfører, Helge Adam Møller, siger, at christianitterne tilsyneladende ikke helt har forstået, at der er kommet en borgerlig regering til magten.

- De har været vant til at kunne købslå med den tidligere regering, som har set i gennem fingrene med, at Christiania kun i begrænset omfang har levet om til myndighedernes krav. De ville gøre klogt i at fjerne huset i en fart, siger Helge Adam Møller.

Også Socialdemokratiet bakker op om forsvarsministerens kurs:

- Hvis ministeren ikke mener, at christianitterne overholder loven, så må huset fjernes. Hvis man først giver los med dispensationer, så kan vi hurtigt få problemer, siger Per Kaalund (S).

På forhånd var der også lagt op til, at Christianias fællesmøde kunne finde på at udvise nogle af beboerne i Info-huset fra Christiania på ubestemt tid, fordi de gentagne gange har været på kant med de øvrige christianitter, begået voldelige overfald og sat sig ud over Christianias interne regler.

Ifølge politiet er der tale om personer med tætte relationer til rockergrupper, og politiet har fundet våben, ammunition og store mængder hash i området omkring Info-huset.

Men ifølge deltagere på fællesmødet fik beboerne i Info-huset en klar melding om, at deres stil og måde at opføre sig på ikke er i overensstemmelse med Christianias værdier.

- De fik at vide, at Christiania denne gang bakker op om Info-huset, men at de så til gengæld skal opføre sig ordentligt i forhold til fællesskabet, siger en af mødedeltagerne.

/ritzau/

Andre læser

Mest læste

Mest læste Finans

Giv adgang til en ven

Hver måned kan du give adgang til 5 låste artikler.
Du har givet 0 ud af 0 låste artikler.

Giv artiklen via:

Modtageren kan frit læse artiklen uden at logge ind.

Du kan ikke give flere artikler

Næste kalendermåned kan du give adgang til 5 nye artikler.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke gives videre grundet en teknisk fejl.

Ingen internetforbindelse

Artiklen kunne ikke gives videre grundet manglende internetforbindelse.

Denne funktion kræver Digital+

Med et Digital+ abonnement kan du give adgang til 5 låste artikler om måneden.

ALLEREDE ABONNENT?  LOG IND

Denne funktion kræver Digital+

Med et abonnement kan du lave din egen læseliste og læse artiklerne, når det passer dig.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke tilføjes til læselisten, grundet en teknisk fejl.

Forsøg igen senere.

Del artiklen
Relevant for andre?
Del artiklen på sociale medier.

Du kan ikke logge ind

Vi har i øjeblikket problemer med vores loginsystem, men vi har sørget for, at du har adgang til alt vores indhold, imens vi arbejder på sagen. Forsøg at logge ind igen senere. Vi beklager ulejligheden.

Du kan ikke logge ud

Vi har i øjeblikket problemer med vores loginsystem, og derfor kan vi ikke logge dig ud. Forsøg igen senere. Vi beklager ulejligheden.