Reddet af en flyver

Som 14-årig blev Maria Meraj udråbt til bandeleder af medierne. Som 15-årig var hun overladt til sig selv og boede 11 forskellige steder på et år. Den Gule Flyver blev hendes redning.

Som 14-årig blev Maria Meraj udråbt til bandeleder af medierne. Som 15-årig var hun overladt til sig selv og boede 11 forskellige steder på et år. Den Gule Flyver blev hendes redning.

Maria mistede sin mor, da hun var seks år gammel. Allerede dengang overtog hun en del af husarbejdet og fik ansvaret for sin egen tøjvask.

I hendes pakistanske familie mente man, at hun nok skulle klare det.

»Jeg ved ikke, om min far takkede nej til psykologhjælp. I hvert fald fik jeg overhovedet ikke bearbejdet min sorg,« husker Maria Meraj.

Da hun var 14 år, mistede hun sin søster, der døde af en hjerneblødning.

»Ingen kunne forstå, hvorfor jeg var så vild, men der er jo altid en årsag. Når jeg tænker tilbage i dag, håber jeg ikke, at mine børn bliver, som jeg selv var. På den anden side håber jeg heller ikke, at de må det samme igennem.«

I dag er 24-årige Maria Meraj godt på vej i det, hun selv kalder for den rigtige retning, men ser hun blot ti år tilbage, var hendes liv "helt vildt".

Smidt ud af skolen

I 7. klasse gik det for alvor skævt. I sommerferien modtog hun et brev, hvori der stod, at hun ikke skulle komme tilbage i klassen igen.

»Jeg blev bare så vred. Vi havde jo ikke lavet andet end drengestreger. I hvert fald ikke noget, vi ikke havde lavet før.«

Dog vil Maria Meraj godt erkende, at hun ikke var bleg for at slå fra sig.

»Jeg har altid været lidt drenget og dyrket både judo og kickboksning. Hvis nogen råbte "perker", slog jeg igen. Vi var kun to udenlandske familier på min skole, så jeg følte mig hele tiden ramt. Jeg lod aldrig bare tingene ligge, men var hele tiden klar til at forsvare mig,« siger hun og fastholder, at det var temmelig uskyldigt det, de lavede dengang.

Beslutningen om, at hun skulle smides ud af skolen, er hun sikker på, var inspektørens.

»Min klasselærer vidste ingenting,« siger hun.

Derfor kom brevet også som et chok for Maria Meraj, der uden held forsøgte at få beslutningen omgjort.

»Jeg vidste, at min far ville blive gal, når han fandt ud af det. Det er nemlig utroligt vigtigt for ham, at hans børn får gode uddannelser. Derfor gik jeg op til inspektøren, der kun havde været der i et par måneder og dårligt kendte mig. Hun havde kun fem minutter og sad og kiggede i nogle ligegyldige papirer, imens jeg forsøgte at forklare mig,« siger hun.

»Til sidst blev jeg så gal, at jeg væltede hendes kaffe ud over det hele, men det var jo bare for at blive hørt.«

Udråbt som bandeleder

Episoden med skoleinspektøren cementerede Maria Merajs allerede dårlige forhold til lærere og pædagoger.

»Der var aldrig nogen, der lyttede til mig. De skulle altid forsøge at styre mig på en eller anden måde, men de var der aldrig, når jeg havde brug for det. Tværtimod snakkede de alle om, hvor slem jeg var. Egentligt synes jeg ikke selv, at jeg var særlig vild, men de blev jo ved med at holde fast i deres overbevisninger, så til sidst tænkte jeg; OK, hvis de vil have det på den måde, skal de også få det på den måde.«

I medierne blev hun udråbt som bandeleder. Blandt andet stod der i Politiken: »En gruppe yngre piger på Østerbro i København terroriserer deres jævnaldrende med trusler, afpresning og vold.«

»Det var nogle journalister, der havde talt med en SSP-konsulent. Ingen havde talt med mig. Det kan da godt være, at det var lidt vildt, det vi lavede, men helt ærligt. Jeg var 15 år, kun et barn. Og jeg er altså temmelig spinkel, så jeg har svært ved at forstå, at jeg kunne skabe så stor frygt,« siger hun.

Da hun blev smidt ud af skolen, blev hun også uvenner med sin far.

»Det er pudsigt. Dem, man elsker allermest, er også dem, man kan blive allermest uvenner med. Sådan havde vi det,« husker hun.

Samtidig blev hun mere og mere frustreret over ikke at blive lyttet til.

Fjernet hjemmefra

Hendes sagsbehandler mente, at Maria Meraj ikke havde det godt hjemme og derfor burde fjernes.

»Jeg gav hende ret. Det var jo min far, jeg var bange for. Hvis ikke han var der, kunne jeg gøre lige, hvad jeg havde lyst til uden at være bange for hans reaktion,« siger Maria Meraj.

»Desuden troede jeg, at jeg aldrig skulle se ham igen. Min storesøster var flyttet hjemmefra som 17-årig mod hans vilje og havde ikke talt med ham i mange år.«

Men problemerne forsvandt ikke.

I det følgende år boede hun 11 forskellige steder. På hoteller, pensionater og på Sønderbro Observationshjem.

»Jeg boede blandt ludere og kriminelle. Jeg tog aldrig selv stoffer, men stjal for at få råd til at gå i byen og have fedt tøj. Hold kæft et liv. Det var helt vildt. På den ene side var det vildt hårdt og barskt, for jeg måtte jo klare mig selv. På den anden side var der hele tiden gang i den,« husker hun.

»Jeg kunne ikke komme ind på nogen skole, for de havde alle læst min syge historie og ville ikke vide af mig.«

Dengang var hun 15 år og havde ingen kontakt med sin familie.

Den Gule Flyver

Da hun fik sin egen lejlighed på Nørrebro, begyndte hun i Den Gule Flyver.

»Jeg kendte nogle, der gik der, så jeg havde været med dernede et par gange. Lederen, Annie, virkede enormt pædagog-agtig, synes jeg. Men jeg havde jo også forbehold over for pædagoger. Alligevel vidste jeg, at det her var min sidste chance. Endda temmelig meget min sidste chance, hvis jeg ville have mig en uddannelse og igen få kontakt med min familie.«

Savnede familien

For Maria Meraj savnede sin far og sine søskende.

»Jeg satte pris på min frihed, men jeg savnede dem. Jeg vidste også, at jeg måtte bevise over for min far, at jeg ikke var helt tosset. Derfor ville jeg gerne begynde i skole igen. Og Den Gule Flyver var den eneste skole, der ville have mig,« siger hun.

Selv om der også her var vanskelige tider, og selv om hun i begyndelsen skændtes meget med lærerne, holdt hun fast.

»Vi skændtes, men vi blev altid gode venner igen. Langsomt ændrede jeg mit syn på dem. De troede jo på mig og lyttede til, hvad jeg fortalte. Det var jeg ikke vant til.«

Efter to et halvt år på Den Gule Flyver fik Maria Meraj sin 10. klasses-afgangseksamen.

Derefter arbejdede hun som frivillig for det sociale projekt "De vilde unge" og i et par år som leder af deres anti-narkokampagne "Dope No Mania".

Hun har også arbejdet som lærer på en Tvind-skole i København.

»I dag laver jeg slet ikke noget kriminelt. Nu er jeg begyndt at se fremad og vil have mig en uddannelse. Helst inden for jura, journalistik eller grafisk design. For ti år siden levede jeg kun fra dag til dag,« siger hun.

Familien er hun begyndt at se igen.

De snakker jævnligt sammen, men faderen har stadig lidt svært ved at acceptere sin datters problemer.

»Det handler utroligt meget om ære. Jeg har sagt undskyld, men han vil ikke tabe ansigt. Alligevel ved jeg, at vi holder af hinanden, selv om vi ofte kommunikerer gennem min stedmor.«

mette.hovmand@jp.dk

Andre læser

Mest læste

Mest læste Finans

Giv adgang til en ven

Hver måned kan du give adgang til 5 låste artikler.
Du har givet 0 ud af 0 låste artikler.

Giv artiklen via:

Modtageren kan frit læse artiklen uden at logge ind.

Du kan ikke give flere artikler

Næste kalendermåned kan du give adgang til 5 nye artikler.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke gives videre grundet en teknisk fejl.

Ingen internetforbindelse

Artiklen kunne ikke gives videre grundet manglende internetforbindelse.

Denne funktion kræver Digital+

Med et Digital+ abonnement kan du give adgang til 5 låste artikler om måneden.

ALLEREDE ABONNENT?  LOG IND

Denne funktion kræver Digital+

Med et abonnement kan du lave din egen læseliste og læse artiklerne, når det passer dig.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke tilføjes til læstelisten, grundet en teknisk fejl.

Forsøg igen senere.

Del artiklen
Relevant for andre?
Del artiklen på sociale medier.

Du kan ikke logge ind

Vi har i øjeblikket problemer med vores loginsystem, men vi har sørget for, at du har adgang til alt vores indhold, imens vi arbejder på sagen. Forsøg at logge ind igen senere. Vi beklager ulejligheden.

Du kan ikke logge ud

Vi har i øjeblikket problemer med vores loginsystem, og derfor kan vi ikke logge dig ud. Forsøg igen senere. Vi beklager ulejligheden.