Moderne musketerer

I denne uge kæmper den europæiske elite i fægtning om europamesterskabet. Det sker i Valby Hallen.

Herhjemme hører fægtning til blandt de mindste idrætsgrene, men fægteforbundet håber, at arrangementet kan være med til at tiltrække nye medlemmer til sporten.

Allerede i forhallen lægger man mærke til hyletonerne. Nogle er høje og meget insisterende, andre sværere at skelne, fordi lydbølgerne er længere tid undervejs. Men de er der, og de skaber et inferno, som havde man gemt sig i en Fona-butik natten over og skruet op for prøvebilledet på alle tv-apparater samtidig.

Inde i hallen med udsigt til i alt fire kobberpister, hvor otte fægtere forsøger at gøre det af med deres respektive modstander, er det imidlertid de lynhurtige bevægelser, som stjæler billedet. Ingen af fægterne ser ud til at være generet af lyden fra de elektroniske apparater, der rundt omkring konstant hyler for at fortælle, om en træffer er gyldig eller ej.

I stedet udstråler hver eneste hvidklædte bevægelse maksimal koncentration. Her er ikke plads til uoverlagte udfald, som prompte vil blive straffet af modstanderens klingespids. Derfor indledes alle dueller med små fjerlette hop frem og tilbage i respektfuld venten på modstanderens eventuelle reaktion. Først derefter sættes angrebet og måske paraden ind, og der scores point.

Lille sportsgren

Med blot knap 1.200 aktive fordelt på 35 klubber hører fægtning til blandt de allermindste sportsgrene herhjemme. Alligevel er det lykkedes Dansk Fægteforbund (DFF) at trække et stort mesterskab som EM til København, hvor 23 danske kvinder og mænd indtil på søndag vil krydse klinger med de bedste fægtere i Europa.

Og det glæder selvsagt Knud Skadborg, næstformand i DFF og chef for organisationskomiteen:

»Ved at få sådan et stort stævne til byen håber vi at skabe mere medieopmærksomhed om fægtesporten og derigennem også at kunne tiltrække nye medlemmer. Samtidig er EM også en enestående mulighed for at vise vores aktive fægtere, hvad fægtning på højeste niveau vil sige.«

En af dem er kårdefægteren David Bonde. Den 30-årige københavner med base i Hellerup Fægteklub har tilhørt den hjemlige elite i over 10 år, så han ved godt, hvad der skal til for at slå de bedste europæiske fægtere. Men at chancerne for, at han og Dannebrog stryger helt til tops, når konkurrencen i kårde skal afgøres i løbet af onsdagen, er forsvindende små, indrømmer han gerne.

»Jeg vil være godt tilfreds, hvis jeg slutter blandt de sidste 16. Ender jeg blandt de sidste 32, vil det være et godkendt resultat, men så heller ikke mere. Jeg ved godt, at det ikke lyder af så meget, men de andre nationer er rigtig gode. De har en meget længere tradition for at fægte, end vi har, ligesom de har flere penge og en større talentmasse. Et land som Frankrig har for eksempel lige så mange fægteklubber, som vi har aktive.«

Tre slags våben

Fægtesporten er delt op i tre forskellige våben: fleuret, sabel og kårde, hvor der kæmpes både individuelt og for hold. Regler, taktik og teknik varierer så tilpas meget, at stort set ingen fægtere kan gøre sig gældende på højeste niveau inden for flere våben. »Kården er det våben, der lægger sig tættest op ad de musketerdueller, vi kender fra film som "De tre musketerer". Netop fordi man må score overalt på kroppen, er kården et mere defensivt våben, hvor det gælder om ikke at blotte sig. Derfor handler det taktiske spil meget om at få den rigtige afstand til modstanderen og så vente på det rigtige tidspunkt. Det kan være en bevægelse eller et skridt fremad, som man kan bruge til sit eget angreb,« forklarer David Bonde, der har været dansk mester på kårde to gange individuelt og otte gange for hold.

Ved et stævne som EM indledes alle konkurrencer med en forrunde i mindre puljer, hvor alle møder alle til fem point. Herefter ryger de dårligste ud, mens de sidste 64 deltagere seedes efter deres præstation i puljen, hvorefter konkurrencen fortsætter efter cupsystemet. Det betyder, at den, der først fægter sig til 15 point, har vundet kampen og går videre, mens taberen er ude.

Efter en pause på næsten tre år på grund af en ondsindet skade i knæet har David Bonde kun fægtet på fuld tid igennem godt et år. Det indebærer tre ugentlige fægtetræninger samt anden fysisk træning ved siden af halvdagsjobbet som fysioterapeut. Men han har tidligere prøvet at træne med nogle af de bedste fægtere i verden.

Ingen penge

I 1997 flyttede han et år til Tyskland for at leve som fuldtidsprofessionel fægter - uden at der dog var penge i sporten for ham. Dengang måtte han afholde stort set alle udgifter selv, og det må han på trods af sin landsholdsstatus stadig.

Indtil videre er Kasper Winkel Petersons placering blandt de sidste 16 ved VM i 2003 i fleuret det bedste danske resultat ved et stort mesterskab. Men skal det forbedres, kræver det mere træning for de bedste, flere træningsophold i udlandet og ikke mindst deltagelse i flere internationale stævner, mener David Bonde.

Mere kamptræning

»Jeg har fægtet så længe, at jeg ved, at min teknik er i orden. Det, der har haltet op til EM, er kamptræningen. I år har jeg fægtet fire World Cup-stævner, og jeg burde have været ude til det dobbelte. Reelt er pengene det eneste, der stopper mig. Normalt får jeg 500 kr. i støtte af klubben og det samme beløb af forbundet i forbindelse med stævner i udlandet. Og det kommer man altså ikke langt for, når startgebyret alene er på 500 kr.,« siger David Bonde, der anslår, at han i år allerede har brugt cirka 15.000 kr. af egen lomme på sin sport:

»Men det er ikke noget, jeg klynker over. Sådan er betingelserne, og jeg er her ikke, for at andre skal betale mine udgifter. I bund og grund gør jeg det her, fordi jeg elsker at fægte, og fordi jeg elsker konkurrence.«

jpk@jp.dk

Andre læser

Mest læste

Del artiklen