Nørrebro-biograf klar til start

Fredag får København endnu en biograf at se premierefilm i, når Empire Bio på Nørrebro åbner billetlugen.

Biografen, der har adresse i Guldbergsgade 29, får fire sale med plads til i alt 600 personer.

Den første film ruller over lærredet kl 12.30, men også fremover vil biografen få spilletidspunkter, der er anderledes, end de fleste biografgængere normalt køber billetter til.

Ugen igennem vil der være forevisninger kl. 12.30, 15, 17.30, 20 og 22.30.

Spilletidspunkterne er lagt for at tage hensyn til publikums arbejdstider og et ændret gå-i-byen-mønster, fortæller den daglige leder af biografen, Lasse Soll Sunde.

Rabat til entusiaster

Priserne vil dog ikke adskille sig væsentligt fra, hvad biografer i København forlanger for en plads i biografsalens mørke.

Billetterne vil koste mellem 40 og 65 kroner på alle ugens dage. Samtidig vil der blive mulighed for rabatkort for filmentusiaster.

Biografen har fire sale, hvor man kan synke ned i sæderne uden at skulle tage hensyn til eller konkurrere med sidemanden om retten til et armlæn. Alle sæderne får nemlig dobbelte armlæn.

Og for dem, der ligefrem vil indgå i kærligt håndgemæng med personen nærmest, er der også flere "kysserækker" med topersoners sofaer.

Trafikal løsning på vej

Naboerne til den nye biograf har tidligere i JP København udtrykt bekymring for en forventet stigning i biltrafikken, men ifølge Lasse Soll Sunde er der en løsning på vej.

»I løbet af et par måneder vil vi have en løsning på parkering, da vi lige nu arbejder intenst på at skaffe bilpladser til vore gæster, uden at det vil genere de omkringboende,« lover han uden at ville uddybe nærmere.

Den nye biograf lægger ud med "sikre film", men siden er det meningen, at også kultfilm og klassikere skal rulle over lærredet, siger Lasse Soll Sunde.

De første film bliver "Dr. T & The Women", "Hånden på hjertet", "Italiensk for begyndere", "Sunshine" og "Hjælp jeg er en fisk".

peter.kronsted@jp.dk

Andre læser

Mest læste

Del artiklen