Sammenstyrtet hal udløser bøder
To entreprenørfirmaer er blevet idømt bøder på 40.000 kr. efter hal-kollaps i Rødovre.
I januar 2009 styrtede en hal, som var under opførelse og skulle være en tilbygning til Rødovrehallen, sammen.
Nu er to jyske entreprenørfirmaer blevet dømt i sagen, efter at være blevet sigtet kort tid efter ulykken, hvor to håndværkere kom alvorligt til skade.
De to firmaer blev ved Retten i Glostrup kendt skyldige og idømt bøder på 40.000 kr. hver.
Anklager er glad
Sammenstyrtningen skete, da håndværkere fjernede en 50 meter lang stålbjælke fra bygningens stålfundament, hvorefter hele konstruktion kollapsede.
Anklager Michael Winther fra Københavns Vestegns Politi glæder sig over dagens dom.
"Det er en vigtig og principiel sag. Mange mennesker kunne være kommet til skade som følge af de her firmaers byggesjusk," siger han i en pressemeddelelse.
Det ene firma, der nu er gået konkurs, blev dømt for ikke have leveret og monteret en sikkerhedsmæssig forsvarlig stålkonstruktion, mens det andet firma ikke have udført det efterfølgende anlægsarbejde sikkerhedsmæssigt forsvarligt.