Fyret direktør overtrådte loven

Den tidligere sundhedsdirektør Bo Andersen i Københavns Kommune fik en alt andet end smigrende bedømmelse, da Højesteret i en dom i dag afviste hans krav om 3,1 millioner kroner.

Direktøren blev fyret fra sit job i august 2003, og det var kommunen berettiget til, fordi han svigtede groft i sagen om tilsyn med plejehjemmene, fastslår retten.

Loven bestemte, at alle plejehjem skulle have mindst to tilsynsbesøg om året, men i 2002 var der kun gennemført seks ud af 128 lovpligtige tilsyn i kommunen. Som øverste ansvarlige i forvaltningen tilsidesatte Bo Andersen sine pligter, da han skjulte for politikerne, hvor galt det stod til.

Der blev begået en åbenbar lovovertrædelse, og Andersen gjorde sig også skyldig i en klar tilsidesættelse af pligten til loyalt at betjene det politiske system, ligesom han tilsidesatte den sandhedspligt, der påhvilede ham som forvaltningschef.

Ritzau

Andre læser

Mest læste

Del artiklen