Konservative nægtet adgang til Ungdomshuset

Alle er velkomne i det nye ungdomshus, lød løftet fra de unge. Mandag kunne to konservative politikere dog konstatere noget andet.

Artiklens øverste billede
To konservative lokalpolitikere kunne mandag konstatere, at det nye ungdomshus på Dortheavej ikke er åbent for alle.Foto: Gregers Tycho/JP

De konservative lokalpolitikere Rasmus Jarlov og Jakob Næsager havde mandag sat sig for at deltage aktivt i det første fællesmøde, et såkaldt mandagsmøde, i det nye ungdomshus på Dortheavej i Københavns Nordvestkvarter.

De ville fortælle om naboernes kritiske syn på Ungdomshuset og forsøge at finde ud af, hvad de unges planer med huset er. Men de blev afvist ved døren.

”Det er bekymrende, at Ungdomshuset ikke vil i dialog med sine kritikere. Det varsler desværre ikke godt for naboskabet i Nordvestkvarteret,” siger Rasmus Jarlov til jp.dk.

Brutal afvisning

Afvisningen var ifølge de to lokalpolitikere noget diffus og endte i en "brutal afvisning".

”Først var begrundelsen, at vi var konservative. Derefter måtte vi gerne komme ind, men det skiftede så hurtigt igen til, at vi ikke måtte komme ind, før man på mandagsmødet havde besluttet om vi måtte komme ind. Det endte med, at vi ikke måtte komme ind, fordi fonden bag Ungdomshuset havde besluttet, at kun de, der var aktive, måtte komme ind før den officielle åbning tirsdag,” fortæller Rasmus Jarlov.

”Vi måtte så desværre gå igen, efter at vi ved indgangen var blevet brutalt afvist og bla. skubbet hårdt i ryggen og fået smidt vand på os,” siger han.

Giver ikke op

De to lokalpolitikere, der er erklærede modstandere af det nye ungdomshus, har dog ikke tænkt sig at give op. Næste mandag forsøger de igen.

Det undrer dog Rasmus Jarlov meget, at de ikke fik lov at komme ind.

”Vi mødte op til mandagsmødet, fordi Ungdomshuset ingen kontaktpersoner eller officielle repræsentanter har. De siger selv, at man skal henvendes sig på mandagsmødet, fordi det er der beslutningerne bliver truffet, men da vi gjorde det, blev vi afvist. Det er synd,” siger han.

Bliver de to fortsat afvist, vil de undersøge det juridiske i brugen af ungdomshuset.

”Det er en grundlæggende betingelse for at få kommunal støtte, at huset er åbent for alle. Det er betænkeligt, hvis det kun er åbent for en lukket gruppe,” udtaler Rasmus Jarlov til jp.dk.

Det har ikke været muligt at få en kommentar fra Ungdomshusets pressegruppe. Ungdomshuset holder åbent hus tirsdag.

SE OGSÅ: Se det nye ungdomshus

SE OGSÅ: Demonstration mod Ungdomshuset

null

Andre læser

Mest læste

Del artiklen