De har ikke fået et knus i 20 år

Steen Larsen bruger sine egne erfaringer til at hjælpe socialt udsatte, så de ikke bliver sat på gaden.

Når en beboer ikke vil lukke viceværten ind i sin lejlighed, selv om der fosser vand ned gennem gulvet til underboen, eller det summer med tusindvis af bananfluer ud under døren, eller der bare lugter fælt, så bliver bolig-social medarbejder Steen Larsen tilkaldt.

»Jeg bruger min næse som redskab. Jeg kan lugte, hvis den er gal, når jeg træder ind i en opgang. Ofte møder jeg mennesker, som ikke har fået et knus i 20 år. De får aldrig besøg, og ingen taler med dem. De er bange og skammer sig, fuldstændig som du og jeg ville gøre, hvis al vores elendighed pludselig blev udstillet,« siger han.

Der findes 15 af Steens slags i Københavns Kommune. Deres opgave er at forebygge, at socialt udsatte psykisk syge eller misbrugere bliver smidt ud af deres bolig eller må indlægges, fordi de ikke kan klare sig selv. Arbejdet er ikke for sarte sjæle.

Men hvad driver den tidligere økonom og cand. polit., der nu i 13 år har brugt sit liv på mennesker, ingen andre kan holde ud?

Kontoret er på størrelse med et stort garderobeskab og er fuldstændig tilrøget af pibetåger. Denne kontoræske er en del af socialcenter Ryvang, som har lokaler i Østerbros nok styggeste bygning ved Ryparken Station.

Øl i frokostpausen

Steen Larsen er 49 år. Det tykke grå hår sidder på plads, lidt som i 80'erne. Ansigtet er en anelse hærget, øjnene blå og levende.

Kontorstolen knager og brager, da den høje mand læner sig tilbage for at fortælle, hvordan det barske job og hans eget liv blev kastet sammen til en meningsfuld helhed.

»Jeg var så heldig, at jeg havde fået et godt job som økonom, men mit liv hang ikke sammen. Jeg arbejdede om dagen, men levede som bums resten af tiden. Jeg vågnede om morgenen og gik på arbejde med en promille i kroppen fra aftenen før. I frokostpausen sneg jeg mig så af sted og fik et par øl. Så kunne jeg holde den gående, til jeg havde fri. Al min ferie blev brugt som enkeltdage, når tømmermændene blev for stærke.«

Efter arbejde gik Steen på værtshus, han blev der og drak, til de lukkede, og tog så det sidste tog hjem til et usselt kælderværelse.

Ejerlejligheden var gået på tvangsauktion, og han skyldte en million væk.

Steen røg også hash hver eneste dag. Det havde han gjort, siden han var 15.

Det er en historie i sig selv, hvordan Steen som ung mand kæmpede sig til en akademisk uddannelse gennem hashtåger og gentagne branderter. Han fortæller, at han blev stædig, fordi ingen troede, han kunne klare det, og at han foretrak at læse hele pensum derhjemme i ensomhed mellem sine eksamener.

»Det var lettere for mig at læse det hele op alene end at skulle møde op hver dag til noget som helst.«

Måske var det samme stædighed, der til sidst fik ham til at lægge sprutten væk.

Vendepunktet

En dag satte chefen stolen for døren. Den ellers dygtige medarbejder havde kørt linen for langt ud.

Firmaet bookede en plads til behandling efter Minnesotametoden, og indtil der blev plads, skulle Steen Larsen deltage i møder hos Anonyme Alkoholikere, AA, ellers ville han blive fyret.

»Jeg havde ikke meget håb, jeg havde lovet mig selv så mange gange, at jeg skulle holde op med at drikke, men hver gang begyndte jeg igen.«

Steen Larsen så det som sit livs nederlag, da han måtte gå til AA-møde i en tilrøget kælder og bede en flok alkoholikere om hjælp.

»Der blev min stolthed knækket, og først da blev jeg i stand til at modtage hjælp fra andre. Jeg fandt ud af, at der var et eneste svar på alting, nemlig at jeg havde været nede i et fuldstændigt mørke, og at jeg skulle blive helt ædru.«

Barsk opvækst

Steen Larsen voksede op sammen med seks kammerater. To af dem døde på grund af stofmisbrug, inden de blev 30 år. Moderen døde af kræft, da Steen var 8 år gammel, og da han var 18 tog hans far sit eget liv - han hængte sig.

»Jeg havde aldrig forholdt mig til mine forældres død. Jeg drak sorgen væk. Da jeg blev ædru og lå alene i mit kælderværelse, kunne jeg pludselig huske det hele. Jeg troede, jeg skulle dø. Det knagede og bragede i mine tindinger, og jeg havde forfærdelig hovedpine og var dybt deprimeret. Jeg vandrede omkring på hovedbanen og i Istedgade og græd og drak sodavand. AA- møderne var det eneste, jeg havde.«

Steens krop rasede længe for at komme af med abstinenser fra et halvt livs misbrug af hash og alkohol. Efter en periode på seks uger havde han en oplevelse, som han ikke er bange for at kalde en »åndelig gave«.

»Jeg lå i min seng i et kælderværelse, da jeg oplevede en strøm af lys og varme. Jeg fik et billede af mig selv nærmest set fra månen, som en lille bitte prik blandt andre, men som alligevel var noget i sig selv. Pludselig var meningen der. Jeg skulle ikke tilbage til mit tidligere job og tjene en masse penge og være en smart fyr, som jeg havde regnet med. Jeg skulle bruge mine bitre erfaringer til at hjælpe andre. Det gav mig for første gang en mening med mit liv, som ikke havde været der før.

Og altså, det er jo det, der er drivkraften i mit arbejde, at jeg kan genkende den smerte, de mennesker sidder i. Derfor har jeg et stort ønske om at hjælpe dem. Jeg ved, hvor dårligt de har det.«

Steen ryster på hovedet, det er længe siden, men kampen i kælderen er ikke ret langt væk.

Snuser sig frem

I det daglige arbejde som bolig-socialmedarbejder er det dog ikke nok at have en indre drivkraft. For hvordan får man åbnet døren til et menneske, der er psykotisk og angst for alle andre og føler sig forfulgt?

»Udsatte og isolerede mennesker har ofte en særlig følsomhed over for andre,« fortsætter Steen Larsen.

»De kigger meget på, hvordan jeg reagerer, holder øje med min reaktion, når jeg træder ind over dørtærsklen. Jeg taler ikke så meget, er ikke overvenlig. Jeg prøver at være sådan lidt mand til mand, selv om de sidder i skidt op til halsen og ikke har været i bad i et år«.

»Og så har jeg jo min lugtesans, selv om jeg er storryger. Jeg kan lugte mig frem til problemerne, når jeg går rundt i kvarteret. De gange, jeg har fundet folk, der er døde, kan lugten blive siddende i næsen resten af dagen, det er ubehageligt.«

Når Steen ikke arbejder, lever han et roligt liv sammen med sin kæreste, løber ture i skoven og ser tv som alle andre. Men der kommer ikke rødvin på bordet i weekenden, og arbejdsmobilen er som regel tændt.

Andre læser

Mest læste

Del artiklen