København 10.01.2006 kl. 03:00

Hele filmuniverset er hans legeplads

AF Af ELISABETH SAUGMANN

Thomas Engell er komet i dansk film med speciale i det hele. Kreativiteten kan skyldes, at han blev kysset af Ella Fitzgerald som dreng, mener han.

"Tit overser man chancen, fordi den er iført arbejdstøj", står der på væggen i filmmanden Thomas Engells produktionsselskab på Nørrebro, hvor maskinparken ligner en lille rumstation.

Evigt arbejdende Thomas Engells krop kræver kringler her i filmselskabet "Casablancas" gamle lokaler.

»Jeg er blevet kysset af Ella Fitzgerald, så måske er der smittet noget af dér,« angiver han som en mulig forklaring på den dynamiske status som hurtigløber i dansk film.

Nysgerrighed og håndværksmæssig stolthed fletter fingre i hans sjældent multi-funktionelle hjerne, hvor musikaliteten råder: »Selve den skabende proces er et og alt for mig, uanset hvor mange der råber hurra.«

Thomas Engell, 38 år, har så mange skalpe i bæltet, at han sådan set burde være 400 år. Han komponerer, indspiller musik, klipper, fotograferer, redigerer, instruerer.

Desuden laver han efterarbejde ved at pudse sten op til diamanter.

Han har bl.a. klippet den smukke "Jorn i Havana", klippet balletfilm, lavet en banebrydende interaktiv undervisnings-dvd, co-produceret Carlsbergs 150- års multimedieshow og lavet lyd og slutklip på dokumentarfilmen "Why Bristol" om ler-animationens Mekka. Og med fotografen Dan Säll har han netop lavet en lækker IC-4 design-film.

Han udvikler nye teknologiske værktøjer og er gæstelærer på Den Danske Filmskole, hvor han aldrig selv har gået.

Han er inddannet, ikke uddannet, for vejen til filmen er gået gennem musikkens verden og barndommens lysende land.

Her stod den på kontrollerede eksplosioner hjemme i kælderen til gyserfilmsoptagelser samt masser af lyd og musik sammen med søsteren Louise Engell, der som sanger er på trapperne med en ny cd. Desuden låner hun sin stemme til "Barbie", "Minnie Mouse" og Laa-Laa i "Teletubbies".

Forældrene var musikere. Moderen sang med Gustav Winckler og internationale jazzfolk på steder som Hotel Marina, hvor baby-Thomas fik tornerose-kys af koryfæer. Far, John Nilsen, var bassist og sanger i Blue Boys, og forældrene drev musik- og pladeforretningen "Blue Boys Shop" på Frederiksberg.

Masser af kærlighed

Drengen voksede op i 1970'erne, og musikshoppen myldrede med musiknavne som Shu-Bi-Dua, Mikkel Nordsø, Kim Sagild, Jan Monrad, Fuzzy og Anders Koppel.

»Der var ingen penge, men masser af kærlighed, det kan ikke have været kedeligt at have mig som søn. Jeg lavede lejligheden om til øvelokale for en drønende jazz-jamsession, så det er ikke småting, jeg har budt min far og mor, men jeg er altid blevet oplsugt af processen, hvis der var noget, jeg ville lære,« husker Engell.

Folk, der brænder, må naturligvis være vilde i varmen. Det var han også som dreng, især da faderens tospors Movic-båndoptager blev affyringsrampen til filmland:

»Jeg begyndte at fortælle historier længe inden, jeg lavede film. Jeg skrev og instruerede hørespil med min søster og hendes veninder som skuespillere. Lydene var fra BBC's lydeffekt-plader med science fiction, horror-lyde og knirkende døre, kørende biler og knust glas. I skolen fik jeg hørespil med ind i mange fag. Hvorfor jeg byggede mine egen mikrofon? Vi havde ingen. Min morfar var værkfører på fjernsynsfabrikken Dux og havde foræret mig en loddekolbe.«

Blue Boys

Også det gammeldags teater møvede sig ind i hans barndom, og med skolekomedierne fik han ægte teaterblod på tanden.

I gymnasiet lavede han musik til skolens teaterstykker, spillede i orkester og lånte synthesizere, så han kunne lave det sounddesign, som hans filmbutik nu er berømt for.

»Ikke alle designere laver deres egne lyde, men jeg skaber de organiske lyde, der skal komponeres med, som derfor samples og mixes,« fortæller Engell, der selv samler sine computere. På den måde kan han selv reparere dem lige på stedet.

Tværsamarbejdet omkring en film har han lært i musikkens samspil:

»Musik funker, når ingen spiller falsk, derfor skal man undgå falske toner i samarbejdet.«

Fra barndommens musikforretning husker han især magien i et flammende orangerødt trommesæt, som han måtte spille på, til det blev solgt.

På Thorvaldsens Skole gik han sammen med Jacob og Jesper Binzer, der skabte bandet Rebel Rouge og senere D.A.D., men først og fremmest brugte han faderens musiknetværk:

»Da jeg fik timer hos jazztrommeslageren Ed Thigpen i "Action Reaction" studiet, i den sorte firkant, frygtede min mor, at jeg skulle blive solgt til hvid slavehandel. Men far var berejst og ikke det mindste nervøs for en neger, der duftede af naftalin, drak fløde og spiste brunsvigere. Meget eksotisk, især når man kun er 11 år.«

40 kitler i timen

Som teenager blev han "voksen på et sekund", da faderen døde, men han havde sine to tryghedsbaser.

Farmor var tidligere vaskeriarbejder med kælenavnet "40 kitler i timen", morforældrene var fra et borgerligt miljø, og opbakningen fra begge sider var stor og kærlig til den søgende dreng, der nu som voksen tager børn alvorligt.

Så var det, han fandt sin fars smalfilmskamera i klædeskabet. Det blev afgørende. Sammen med barndomskammeraten fotografen Claus Rosenløv byggede de filmkulisser i musikforretningens kælder og lavede krimifilm med dukker de smed ud af vinduerne:

»Hovedpersonerne var vores familie og venner, min morfar var skurken Bombe-Olsen.«

Ved at producere 1.000 sandwich til Københavns Karneval fik de råd til et nyt kamera, og selv om begrebet "handlingsakse" var en by i Rusland, gik de i gang med en slags "Star Wars" med brug af computere og magnesiumsprængladninger.

Filmen var tiltænkt DR's børne-tv, men de gik hurtigt død for penge.

Skæbnen ankom til moderens musikbutik i form af instruktøren Hans Henrik Jørgensen, der gjorde hende opmærksom på sønnens avancerede talent.

»Han gav mig lærebøger og opfordrede mig til søge ind på filmskolen, men det faldt mig aldrig ind, at jeg kunne være god nok til det. Jeg lærte tværtimod alt på gefühl, når jeg optog lyd, filmede, klippede og synkroniserede. Jeg var 8mm-håndværker helt nede på kartoffelskrællerniveau, kreativiteten sprang fra det dårligste udstyr. Jeg ved ikke, om man bliver bedre af at have større computere og alt teknisk grej, for uden idéens drivkraft kan det være lige meget. Men det var kun sjovt, fordi det var disciplineret.«

Enfoldighed er en fordel

Nu som dengang er Thomas Engells ærmer renset for motorsave.

Hans filosofi er sådan, at Hamlet godt kunne komme og deltage med sit kranium i hånden og den berømte monolog om at være eller ikke være:

»Troskyldighed er en del af kreativitetens væsen. Er man ikke enfoldig et langt stykke i processen, tør man slet ikke gå videre. Man skal have det i sig, man kan lære værktøjerne, men den menneskelige ressource er en anden sag. Som når en skolelærer er så fantastisk, at man vælger biologi som tilvalg bare for at lære af ham, emnet underordnet. Det giver stof til eftertanke, ikke sandt.«

Det store gennembrud kom med computerens fremkomst, der skabte en ny legeplads, hvor de mest lysvågne hoppede på raketten og fyrede den af:

»Jeg åd det hele råt. Jeg var nysgerrig, og alt var nyt, ingen vidste noget, det var bare om at gå i gang,« fortæller Engell.

Skærmtrolden Hugo

Han erobrede computerlands hotte steder i løbet af "nul komma Microsoft", samplede og udviklede systemer og produkter som bare pokker, og kun himlen var loft over de nye muligheders pionerånd.

Og så kom skærmtrolden Hugo ind i hans liv. Eller omvendt.

Det berømte, interaktive Hugo-tvspil fik bedre sound og nye lyde via Engells hidtil usete 18-bits sampling. Og han komponerede ny musik og deltog i videreudviklingen af spillets scener, med Engells mor som Afskylia og søsteren som Hugoline.

»Vi arbejdede i hemmelighed, og man kunne høre en knappenål falde til jorden, da vi præsenterede TV2 for trolden med ny symfonisk musik og kæmpe lydeffekter.« Også internationalt blev det et hit, især hans historie-julekalender "Hugo og det fortryllede agern". Men hans berømmelse er i høj grad baseret på flotte feberredninger med efterarbejde i mange filmiske kategorier.

Han hopper ind og retter lyd, musik, mix, billede, og betjener sine mixerpulte med øjenvipperne.

Showdoktor

»Folk kommer med dokumentarfilm, der er optaget under vanskelige omstændigheder, som skal gøres flotte. F.eks. "Dronningens musikanter", som Livgarden havde bestilt hos Dan Säll til Dronningens 60 års dag. Lydsiden lød som noget fra en knaphulsmikrofon uden batteri. Det er ok at være showdoktor, man har jo alligevel aldrig superfrit valg, med mindre man har en rig onkel. Og jeg giver da ikke samme flabede råd som Groucho Marx' berømte showdoktor: "Luk showet og hold lokalet åbent om natten". Jeg kom også sent ind i Carlsbergs multimedie-show, der måtte vi opfinde en ny, raffineret digital afviklingsteknik til lyd og billede. Dronningen kom til premieren og sad i salen som den eneste, hun har faktisk set meget af mit arbejde uden at vide det,« smiler Engell.

Fremtiden ligger og smiler til ham ude i den horisont, han sådan set selv har tegnet.

Flere projekter er hemmelige. Men han fortæller gerne, at han er på vej til London for at starte optagelser med den kinesiske bestseller-forfatter Xinran til en film om kinesiske børn.

»Jeg fortæller historier, men en film kan laves på en milliard måder, derfor er den filmiske stemning afgørende. Jeg er tålmodig og fokuseret. Man lærer sig selv at kende, mens man går med små skridt, man bliver ikke noget i kraft af sit arbejde, det er omvendt, og jeg kan godt lide at være Thomas.«