Ritt B.: Erhvervsfolk skal mere på banen

Københavns overborgmester Ritt Bjerregaard (S) mener, at byens erhvervsfolk i højere grad skal være med til at styrke udviklingen i hovedstaden.

Iført turkis trøje og grønne cowboystøvler skilte Ritt Bjerregaard (S) sig ud blandt de fortrinsvis mørke jakkesæt og kortklippede frisurer ved Byggesocietetets og Realkredit Danmarks årlige nytårskur i Bella Center i går.

Teamet var globaliseringens påvirkning af Danmark og København og de udfordringer og nye muligheder, som erhvervslivet står over for. I sin første rigtige tale som overborgmester pegede Ritt Bjerregaard på de mange muligheder, der er i København, og lovede dialog, et opgør med vanetænkningen og ikke mindst det regelrytteri, der gør livet surt for de mindre iværksættere og erhvervsdrivende, som ønsker at åbne en lille bod eller butik.

Samtidig var der en venlig opsang til erhvervslivet.

»I må i erhvervslivet danne fælles front med os lokale politikere for at sikre byens udviklingsmuligheder. Andre steder i landet ser vi, at de lokale virksomhedsledere går i front, når der skal sikres nye arbejdspladser eller investeringer til regionen. Men nu har jeg fulgt byens udvikling tæt gennem et godt stykke tid. Og det er alt, alt for sjældent, at jeg ser vore fremmeste erhvervsfolk tage del i kampen for en stærk hovedstad,« sagde Ritt Bjerregaard.

Overborgmesteren benyttede også de mange erhvervsfolks opmærksomhed til at pege på globaliseringens skyggesider. Som når integrationen slår fejl, og mange unge mennesker hverken får en uddannelse eller et arbejde, og virksomheder rykker til udlandet.

»Og nu vi er ved det: Kunne I så ikke gå hjem og få etableret nogle flere praktikpladser til især de etniske unge? I dag bliver vi nødt til at importere håndværkere, samtidig med at alt for mange unge i København ikke kan få en praktikplads. Det kan vi ikke være bekendt,« sagde hun.

Blandt budskaberne fra Ritt Bjerregaard var også, at der i erhvervsudviklingen både skal være plads og ordentlige rammer for de store og de små virksomheder, der har andre behov.

Ritt Bjerregaard gjorde det samtidig klart, at det er nødvendigt, at København styrker konkurrenceevnen. Både i forhold til brugen af informations- og kommunikationsteknologi, innovationsevnen og iværksætterlysten og ikke mindst de menneskelige ressourcer.

Byggesocietetets landsformand og ordstyrer, advokat Lars Heilesen, mente, at overborgmesteren havde givet erhvervsfolkene lidt at gå hjem og tænke over.

»Jeg tror, at Ritt Bjerregaards ånd er sluppet ud af flasken,« sagde Lars Heilesen, hvorefter han i lyntempo messede en del af den alenlange liste af regler, som gælder i forhold til deregulering af støj, op. Som eksempel på det bureaukrati, som erhvervslivet og mindre erhvervsdrivende i dag render ind i.

Andre læser

Mest læste

Del artiklen