Fri bane for jernhestene

Cykler er fra den 8. januar velkomne i S-togene i myldretiden. DSB S-tog ophæver den udskældte spærretid.

Godt nyt til pendlere med hang til jernheste: DSB S-tog ophæver søndag den 8. januar den såkaldte spærretid, der hidtil har betydet, at cykler var forment adgang i togene i myldretiden.

»Vi håber dermed at give vores cyklende kunder et bedre produkt. Desuden håber vi, at tiltrække flere kunder til S-toget,« forklarer Benny Würtz, adm. direktør i DSB S-tog.

Måske undrer pendlerne sig en smule over, hvad nyheden egentlig er.

Siden maj i fjor har det nemlig været tilladt at tage cykler med i S-toget i de travleste morgen- og eftermiddagstimer. Hidtil har der dog været tale om en forsøgsordning, som nu gøres permanent.

»I hvert fald lige så permanent, som alle andre permanente ting. Men det er klart, at hvis der altid er cykler med i togene, kan det komme til at genere flere af vores kunder. Og hvis det går sådan, kan det være, at kunderne skal til at betale lidt mere for få cykler med på de gode tidspunkter af døgnet,« siger Benny Würtz.

Nørreport undtaget

Passagererne må dog fortsat finde sig i, at spærretiden gælder på en enkelt station - nemlig Nørreport.

»Det er af hensyn til sikkerheden. Det kan godt være, at nogle mennesker ikke rigtig forstår det. Men når der er rigtig mange mennesker på perronen, er der ikke plads til at få cykler ind i togene. Vi risikerer, at nogen ryger i sporet - og det er jo det værste, der kan ske,« siger Benny Würtz.

Hos Dansk Cyklist Forbund i København vækker det glæde, at cyklerne i fremtiden er velkomne i S-togene hele døgnet. »Problemet har først og fremmest været, at spærretiden har ligget på de tidspunkter på dagen, hvor folk har allermest brug for at kunne tage cyklen med i toget for at komme til eller fra arbejde og uddannelse,« forklarer Erik Hjulmand, formand for cyklistforbundets lokalafdeling i hovedstaden.

Andre læser

Mest læste

Del artiklen