Millioner retur til fjernvarmebrugere

Ingen havde reageret på, at Brøndby Fjernvarmes regnskaber i årevis har været ulovlige.

Flere end 13.000 brugere af fjernvarme i Brøndby kan takke en årvågen medborger for, at de det næste halve år formentlig kan se frem til klækkelige nedslag på deres varmeregninger på sammenlagt over 13 mio. kr.

Efter vedholdende klager fra forretningsmand og Brøndby-borger Carsten Berger har Energitilsynet i et opsigtsvækkende pålæg tvunget fjernvarmeværket til at tilbagebetale de mange penge.

Det er klart ulovligt, at værket ulovligt har ophobet store overskud i sine regnskaber, fastslår Energitilsynet, der forinden forgæves havde forsøgt at »tale sig til rette« med værket om sagen.

Ifølge loven skal fjernvarmeværker betale eventuelle overskud tilbage til forbrugerne det efterfølgende år.

Alligevel har Brøndby Fjernvarme de seneste to år opsparet de mere end 13 mio. kr. for at kunne modstå kommende prisstigninger.

Historisk sag

Ifølge tilsynet er det ikke tidligere sket, at et fjernvarmeværk direkte har fået pålæg om at tilbageføre overskud til forbrugerne.

Værket vil, ifølge formanden Vagn Mølgaard, da heller ikke overgive sig uden sværdslag.

»Sagen er principiel. Vi overvejer nu at anke dommen til energiankenævnet,« siger Vagn Mølgaard, der ud over at være revisor er socialdemokratisk medlem af Brøndby Byråd.

»Årsagen til de store overskud er, at vi har ændret regnskabsprincipper med afskrivninger over flere år end hidtil. Overskuddet ville vi have brugt på at udligne prisstigninger. Men vi havde dog ikke regnet med at få så store overskud,« siger formanden for værket.

For forbrugerne er afgørelsen, ifølge Vagn Mølgaard, kun en stakket frist hvad angår mærkbare prisnedsættelser.

Ganske vist får de klækkelige nedslag på deres aconto-varme frem til den 1. juni. Men derefter venter der prisstigninger på 10-15 pct., oplyser han.

Ingen bemærkninger

Selv om de ulovlige overskud kan føres tilbage til regnskabsåret 2003-2004 har hverken Energitilsynet, værkets generalforsamlinger eller værkets revisionsfirma, KommuneRevision, fundet anledning til bemærkninger.

Først efter gentagne klager fra forretningsmanden Carsten Berger, blev sagen indbragt for Energitilsynet.

Carsten Berger havde sat sig for at kulegrave de yderst indviklede varmeregnskaber og undrede sig:

»De store overskud var klart ulovlige. Der var fra værkets side tale om fejlskøn i udgifterne på over 25 pct. Derfor indsendte jeg en klage, men fik end ikke noget svar tilbage. Først da jeg gik direkte til tilsynet, blev jeg hørt, « siger Carsten Berger.

KommuneRevision ønskede i går ikke at kommentere sagen over for KØBENHAVN.

Det er således uvist, om den principielle afgørelse vil få betydning for andre fjernvarmeværker.

Andre læser

Mest læste

Mest læste Finans

Del artiklen

Giv adgang til en ven

Hver måned kan du give adgang til 5 låste artikler.
Du har givet 0 ud af 0 låste artikler.

Giv artiklen via:

Modtageren kan frit læse artiklen uden at logge ind.

Du kan ikke give flere artikler

Næste kalendermåned kan du give adgang til 5 nye artikler.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke gives videre grundet en teknisk fejl.

Ingen internetforbindelse

Artiklen kunne ikke gives videre grundet manglende internetforbindelse.

Denne funktion kræver Digital+

Med et Digital+ abonnement kan du give adgang til 5 låste artikler om måneden.

ALLEREDE ABONNENT?  LOG IND

Denne funktion kræver Digital+

Med et Digital+ abonnement kan du lave din egen læseliste og læse artiklerne, når det passer dig.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke tilføjes til læstelisten, grundet en teknisk fejl.

Forsøg igen senere.