DM i kitesurfing - på sne!

Fredag var der DM i snowkiting på Kløvermarken på Amager. Disciplinen er ligesom kitesurfing, men på sne. Desværre tabte Kong Vinter pusten undervejs og lagde en dæmper på dragernes dag.

Mens mange kælkeglade københavnere i disse dage kælker byens bakker brune, dyster andre i en lidt mere avanceret og sjælden snesport, nemlig snowkiting, der er en slags surfing med drage - på sne.

Fredag var der danmarksmesterskab i disciplinen på Amager.

»Det er lidt spontant, men nu er der faldet rigtigt meget sne, og det er jo et sjældent fænomen i Danmark, så vi skyndte os at slå til og kan derfor lige netop nå at have et DM, inden året er omme,« fortæller Thomas Alsbirk, meteorologistuderende og initiativtager til arrangementet.

Nyt for alle

Thomas Alsbirk har ikke specielt megen erfaring med snowkiting, og det er der egentlig heller ikke nogen af de andre 12 deltagere, der har. Men han har kitesurfet i mange år, og snowkiting udspringer af denne sport.

I kitesurfing surfer man på vandet med et bræt efter en drage (kite) ved hjælp af vindens kraft. Men i snowkiting skifter man brættet ud med et snowboard eller et par ski og surfer på sneen i stedet for.

»Det er rigtig sjovt. Man kan få fart nok på til at hoppe og lave tricks på ski eller snowboard, og det er klart en fordel, når man lever i et land, hvor der ikke er rigtige skibakker,« siger Thomas Alsbirk.

Tricks i luften

Han er ikke vild med at tippe sine egne odds i konkurrencen, men han mener, at den 30-årige politimand og snowkiter Anders Mark er et godt bud.

Dagens konkurrence tæller disciplinerne kapløb og freestyle, hvor man laver forskellige kite-tricks, som f.eks. at rotere 360 grader i luften og tage trapezen over i den anden hånd. Men vinden er alt andet end gavmild og freestyle-disciplinen må derfor aflyses.

»Ahh, det er noget bøvl,« lyder det fra Anders Mark, der ikke desto mindre alligevel får nok fart på i kapløbet til at gafle førstepladsen foran de øvrige deltagere.

Sløv vind

»Det er ærgerligt, at der ikke er mere vind i dag. Det fede er, når vinden trækker i en. Det er faktisk en meget økologisk sportsgren i modsætning til f.eks. vandski, hvor man bliver trukket efter en båd. Man bliver afhængig af det. Afhængig af at komme ud i naturen og have det sjovt med sine venner,« siger Anders Mark.

Thomas Alsbirk er også lidt slukøret over, at vinden ikke fandt vej til Kløvermarken i går.

»Jeg er skuffet over, at vi ikke fik mere vind, men glad for, at vi fik kørt race og fik sagt godt nytår til hinanden. Man ses jo mest om sommeren, når man kitesurfer. Nu håber jeg bare på, at der kommer noget vind de næste par dage. Så kan det være, at vi holder DM 2006,« griner han.

Andre læser

Mest læste

Del artiklen