Leder: Sejlende turister

FOR PRÆCIS ET ÅR siden kom forslaget frem. Der skulle bygges en særlig flyterminal ved Langelinie, således at byens mange tusinde krydstogtpassagerer, der senere på dagen skal videre med fly fra Kastrup, let og bekvemt kan tjekke deres bagage ind.

Ofte lægger de til kaj ved Langelinie om morgenen, mens deres fly først afgår sent på eftermiddagen eller om aftenen. Hvad stiller disse mennesker op med sig selv og deres bagage i de mange timer? Ja, de fleste tager formentlig direkte til lufthavnen, indskriver bagagen og sætter sig til at vente. At skrumple rundt på oplevelsestur i Københavns gader med kufferterne på slæb, virker næppe tillokkende for ret mange.

BAG DET gode og servicemindede formål med den nye Langelinie-terminal gemmer der sig en særdeles kontant beregning af, hvor mange ekstra penge de omkring 80.000 krydstogtpassagerer, der rejser videre via Kastrup hvert år, kunne finde på at lægge, hvis de kunne bruge deres ventetid inde i selve byen, behageligt fri for bagage. En hurtig indkøbstur på Strøget eller frokost i Tivoli ville uden tvivl blive det givtige resultat for mange af disse krydstogtturister.

Det er som sagt i disse uger for et år siden, forslaget kom frem. Tilsyneladende arbejder man stadig på ideen. Tanken er nu, at næste år vil blive året, da terminalen kan stå færdig.

Forhåbentlig har parterne mere end bare håb at have forventningerne i. Vi taler nemlig om rigtig mange penge, der helt unødvendigt denne sommer går uden om København, blot fordi terminalen ikke står færdig allerede nu. Er det, fordi de interesserede parter ikke kan blive enige om, hvem der skal finansiere projektet, eller er der andre forhold, der blokerer for denne oplagte idé, som allerede med stor succes bruges andre steder i verden, hvor lignende ventetidsforhold gør sig gældende.

SELV OM MAN umiddelbart skulle mene, at dette måtte være et privat foretagende, hvor turistorganisationer, handelsstandsforeninger og lignende måtte stå inde for finansieringen, bør også Københavns Kommune være en positiv medspiller, der kan sætte gang i processen.

En sådan terminal vil nemlig både skabe nye arbejdspladser og bringe øget omsætning til byen.

Andre læser

Mest læste

Del artiklen