Skævvridning af støtte til hjerneskadede børn

Kontorchef i Socialministeriet Birgitte Lundblad skrev i Jyllands-Posten d. 6. juli et svar på et indlæg fra Larz Thielemann, bestyrelsesmedlem i foreningen Hjerneaktiv.

I Birgitte Lundblads indlæg anfører hun, at »Det er endda muligt at få støtte til alternative behandlingsmetoder, som f.eks. Doman- eller Family Hope-metoden ... det har været muligt siden 2002 i kraft af en forsøgsordning.«

Den halve sandhed

Flotte ord, desværre er det kun den halve sandhed. Det er muligt at få støtte efter forsøgsordningen, hvis den pågældende kommune, hvor familien bor, ønsker at gå med i ordningen. Problemet er, at det for kommunerne er en "kan"-ordning og ikke en "skal"-ordning. Derfor har mange kommuner takket nej til at deltage.


Resultatet er, at familier, der bor 10 km fra vores familie, kan få støtte, alt imens vi årligt må finde over 100.000 kr. og forsøge at finde frivillige hjælpere til at hjælpe med træningen. Altså ud over at vi økonomisk bliver stillet værre, er vores træning alt andet lige også mindre effektiv, da den er afhængig af frivillige hjælperes velvilje.

Vi har overvejet at flytte til en anden kommune, men vil de også støtte efter kommunesammenlægningen, og hvor lang tid vil forsøgsordningen vare? Det kunne blive en dyr beslutning at flytte for derefter at erfare, at ordningen stoppede - og i vores situation har vi ikke råd til dyre beslutninger!

Landsdækkende ordning

En sådan skævvridning kan da ikke være i Socialministeriets interesse. Jeg opfordrer socialministeriet til, at man, indtil man får videnskabelig dokumentation for, at hjemmetræning efter Doman-metoden virker, gør ordningen landsdækkende, således at hjerneskadede børn og deres familier ikke bliver tilsidesat blot på grund af en kommunegrænse.

Videnskabelig dokumentation? Igen særbehandles der, da der for specialinstitutionernes vedkommende ikke afkræves dokumentation. Grunden til diskussionen om videnskabelig dokumentation er for mig at se blot en måde at forhale og forhindre, at der lukkes op for anderledes metoder end netop dem, man har praktiseret i specialinstitutionerne i de sidste mange år.

Hvorfor er man bange for at tænke ud over de rammer, der har været gældende i mange årtier i vores velfærdssamfund? Det undrer mig, at man ikke vil støtte, da resultaterne af metoden foreligger - og de er meget positive i langt de fleste tilfælde. Derudover er metoden billigere for staten, både nu og her, men også langsigtet.

Jeg kan slutte med lidt "uvidenskabelig dokumentation". Vores datter, der nu er to år gammel, blev spået et liv som grønsag, hvis hun vel at mærke overlevede den første svære tid. Hun var funktionelt blind og stærkt påvirket af tre slags medikamenter mod epilepsi (trods medicinen havde hun alligevel anfald) og en masse andet medicin til at tage sig af diverse bivirkninger, muskelspændinger m.m.

Markant forbedring

I de halvandet år, vi har fulgt Doman-metoden, har vi smidt medicinen, hun er anfaldsfri, og hendes helbred er blevet markant forbedret. Mavesonden, som længe var på tale, er nu helt ude af billedet. Hun kan for resten se næsten normalt nu og er så småt ved at lære at krybe.

Flere læger har kaldt det mystisk og et mirakel, men de vil ikke give æren til vores hjemmetræning og Domans programmer. Videnskaben vil hellere tro på mirakler? En enkelt læge (veluddannet og i en høj stilling) har dog oplyst, at han er sikker på, at træningen virker, han ønsker dog ikke at stå frem. Hvad er det, han er bange for?

Vi har i de halvandet år, vi har lavet programmet med vores datter, sparet kommunen for ca. 200.000 kr., i forhold til hvis hun havde været på en institution. Vi har sparet samfundet for epilepsimedicin de seneste otte måneder. Mavesonden og dertilhørende operationer og relaterede sygdomsforløb har vi også undgået (jeg tør ikke sætte pris på, hvad operationer og gentagne hospitalsindlæggelser koster, men det kan ikke være billigt). Derudover har hendes generelt gode helbred forhindret mange hospitals- og lægebesøg.

Vi synes derfor kun, at det ville være fair, hvis stat/kommune ville støtte vores bestræbelser på, at vores datter bliver så god som overhovedet muligt. Både set ud fra et menneskeligt perspektiv, men så sandelig også, fordi der er god økonomi i at få hjerneskadede børn på ret køl.

Jeg afventer med spænding et svar.

Andre læser

Mest læste

Mest læste Finans

Giv adgang til en ven

Hver måned kan du give adgang til 5 låste artikler.
Du har givet 0 ud af 0 låste artikler.

Giv artiklen via:

Modtageren kan frit læse artiklen uden at logge ind.

Du kan ikke give flere artikler

Næste kalendermåned kan du give adgang til 5 nye artikler.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke gives videre grundet en teknisk fejl.

Ingen internetforbindelse

Artiklen kunne ikke gives videre grundet manglende internetforbindelse.

Denne funktion kræver Digital+

Med et Digital+ abonnement kan du give adgang til 5 låste artikler om måneden.

ALLEREDE ABONNENT?  LOG IND

Denne funktion kræver Digital+

Med et abonnement kan du lave din egen læseliste og læse artiklerne, når det passer dig.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke tilføjes til læstelisten, grundet en teknisk fejl.

Forsøg igen senere.

Del artiklen
Relevant for andre?
Del artiklen på sociale medier.

Du kan ikke logge ind

Vi har i øjeblikket problemer med vores loginsystem, men vi har sørget for, at du har adgang til alt vores indhold, imens vi arbejder på sagen. Forsøg at logge ind igen senere. Vi beklager ulejligheden.

Du kan ikke logge ud

Vi har i øjeblikket problemer med vores loginsystem, og derfor kan vi ikke logge dig ud. Forsøg igen senere. Vi beklager ulejligheden.