Bil kørte ind i fodgængere

Endnu en sag om unges bilræs med ét dødsoffer til følge. Roskilde Politi overvejer i øjeblikket, hvad en 18-årig mand skal sigtes for.

Han mistede mandag aften herredømmet over sin bil, som formentlig med alt for høj hastighed kørte ad Frederiksborgvej direkte mod en gruppe fodgængere. Flere sprang for livet, mens en 56-årig kvinde blev ramt og dræbt på stedet.

For nylig blev en ung mand fra København idømt tre års fængsel for at have dræbt to og forårsaget en abort hos en kvæstet, da han kørte ræs i Brønshøj. Og så sent som i går blev en 54-årig mand fremstillet i grundlovsforhør i Haderslev sigtet for samme overtrædelse af straffeloven, der giver mulighed for at straffe bilister, som kører groft uagtsomt, langt hårdere end hidtil.

»Vi skal have genafhørt flere af de stærkt chokerede vidner og have svar på de tekniske undersøgelser, før vi tager stilling til, hvad den unge mand skal sigtes for. Vi har naturligvis også ulykken fra Brønshøj i tankerne. I vurderingerne indgår, om den unge mand har kørt for stærkt, og om han har kørt direkte ræs eller om kap,« siger politiinspektør Michael Kristiansen, Roskilde Politi.

56-årig døde

Ulykken skete ved 22-tiden, da den unge mand med tre venner i bilen kom kørende ad Frederiksborgvej med retning mod Roskilde. Da den lille Peugeot 206 med høj fart kørte over et vejbump, der netop skal nedsætte hastigheden på vejen, mistede den 18-årige mand kontrollen over bilen, som kørte imod en gruppe fodgængere. På nær den 56-årige kvinde nåede alle at springe væk, inden peugeoten rullede rundt og endte på taget.

Bilisten har foreløbig oplyst, at han mistede kontrollen over bilen, fordi en anden bil kørte på tværs af vejen. Politiet ville i går genafhøre den 18-årige, der netop havde fået kørekort, for at få hans endelige forklaring af hændelsesforløbet, ligesom der er taget blodprøve på manden for at vurdere, om han var påvirket af alkohol.

De unge mænd i bilen slap alle med lettere knubs.

Andre læser

Mest læste

Del artiklen