Respekt og britisk rygrad

Bunken af blomster ved den britiske ambassade vokser.

Stearinen fra de mange lys er smeltet på kantstenene i indkørslen til den britiske ambassade på Østerbro.

Flaget er på halv på flagstangen ved siden af den stol og det bord, der er stillet frem i græsset. På bordet ligger kuglepenne og en kondolancebog, men mange har også valgt at vise deres respekt ved at lægge personlige hilsner sammen med den voksende buket af blomster og kort i græsset.

»We love England«, står der på den seddel fra en mand, der har skrevet, at han er fra Irak. Ved en anden buket ligger et A4-ark i plasticchartek, hvoraf det fremgår, at blomsterne er lagt på vegne af danske muslimer.

En anden har skrevet en bøn til Gud: »Tag krigens frygtelige trussel fra os. Led de styrende med dit råd, og dæm op for folkets lidenskaber.«

En usynlig fjende

Skotske Scott McFarlene er taget ud til ambassaden, fordi hans ven er blevet frarøvet sit pas under et besøg i København. Han er stadig chokeret over terrorbomberne, da han både har familie og venner i London.

»Det er frustrerende. Terroren er nærmest som en usynlig fjende,« siger han.

Bag Scott McFarlene har en arbejder tilkaldt politiet, da der er efterladt en sort taske ved to containere. Gitterporten til ambassaden går op, og et par medarbejdere fra ambassaden taler med betjentene, der forsigtigt undersøger tasken.

»Det er ikke noget, vi gør hver gang. Man må vurdere situationen fra gang til gang, men anmelderen har selv rørt ved tasken og sagt, at den var let. Hvis der var sprængstof i den, ville den være tungere,« konstaterer den ene af betjentene, da den kvinde, som ejer tasken, er dukket op i gaden og kan afsløre, at der er tale om en pusletaske.

Rolige englændere

Uden for Charlie's Bar i Pilestræde står der et par barnevogne parkeret. Indenfor er stemningen blandt de fortrinsvis engelske gæster afslappet. Jim Titley levede i London, da IRA sprængte bomber og skabte frygt i byen.

»Den typiske britiske attitude er "stiff upper lip". Man skal ikke få os ned, og folk bliver lidt irriterede over, at de ikke kan gøre de ting, som de plejer. Sådan var det også i gamle dage,« siger han.

Jim Titley har tjekket, at familien i England er o.k. Hans første reaktion på torsdagens bombesprængninger var chok. Derefter kom vreden og frustrationen.

»Vi går ikke omkring og smider bomber. IRA er stoppet, og det er de røde brigader også. Men der er ingen måder at fortælle terroristerne, at de ting, som de gør, ikke er en god idé,« siger Jim Titley.

På vej til London

Ingelise Jørgensen var på vej til at booke en flybillet til netop London, da hun hørte, hvad der var sket. Hun fortæller, at hun to gange har været tæt på bombesprængninger i England. Den ene gang reddede en frokost hende fra at gå ind i en butik i Oxford, der var spærret af, da hun kom tilbage, og en anden gang var hun på vej til Docklands i London, da en 50 kg stor bombe sprængte i bydelen. Den 22. juli sidder hun igen i et fly på vej til den engelske hovedstad.

»Der er ingen, som skal hindre mig i det. Jeg siger som dronningen: Jeg vil ikke finde mig i det,« siger hun.

Fra baren i den ærkebritiske pub langes der udsøgte øl over disken. Bartenderen forstår godt folks bekymring og frygt:

»Men der dør masser af mennesker og børn hver dag. Kan folk ikke også blive skræmt af sult, hungersnød, folkemorderne og aids-problemerne,« spørger han. På syngende engelsk.

Andre læser

Mest læste

Del artiklen