Tre års fængsel for dødskørsel

Den hidtil hårdeste straf for grov kørsel faldt tirsdag i Østre Landsret efter dødsulykke på Frederikssundsvej i Brønshøj.

Straffen for at køre groft uforsvarligt blev i går skærpet markant, da Østre Landsret idømte den 22-årige Bekim Sadikovski tre års fængsel for under et kapløb gennem København at have dræbt to mennesker og kvæstet en kvinde så alvorligt, at hun mistede sit 26 uger gamle barn. Ulykken skete på Frederikssundsvej i Brønshøj i oktober i fjor.

Der findes ikke tilsvarende sager, men da retten i går skulle tage stilling til strafudmålingen, kunne anklager og forsvarer kun henvise til sager, der i en vis grad ligner den aktuelle, og som har givet mellem 8 og 18 måneders fængsel.

Uacceptabelt

»Jeg er meget tilfreds med resultatet. Retten har givet os medhold i, at der er brug for skærpelser i den slags sager, og at det er helt uacceptabelt, at der køres om kap tværs gennem byen. Det sender forhåbentligt et signal til andre unge mænd, der mener, at biler er et stykke legetøj. De bør i fremtiden sætte sig hjem foran computeren, hvis de skal køre ræs,« sagde vicestatsadvokat Anne Birgitte Stürup efter domsafsigelsen.

Det lykkedes hende at overbevise nævningerne om, at Bekim Sadikovski i sin Ford Escort havde kørt om kap med en fortsat ukendt bilist. Dermed var der tale om skærpende omstændigheder i forhold til det uagtsomme manddrab, som den unge mand havde erkendt. Bekim Sadikovskis forsvarer, Steen Bech, ankede på stedet strafudmålingen til Højesteret.

»Det er et eklatant brud på den hidtidige retspraksis, og jeg er rystet over den forskelsbehandling, dommen er udtryk for. Det kan føles, som om at der gøres forskel på, at man hedder Bekim frem for Søren,« sagde Steen Bech.

Andre læser

Mest læste

Del artiklen