En gammel rettighed

At få frabeder sig kristendomsundervisning efter ministeriets vejledende læseplan, er ikke et argument mod Ålholms egen glimrende læseplan, som vægter at tage udgangspunkt i alle børns kulturelle og personlige forudsætninger, jf. Bertel Haarders udtalelser til JP København 17.6.

Noget andet er, at læseplanen har nedbragt antallet af fritagne elever på skolen fra 35 til 2. Det er da en succes.

Læseplanen betoner, at der undervises i flere forskellige religioner og andre livsanskuelser. Det er faktisk et krav fra Folketingets og ministeriets side. Det kan ministeren ikke anke, således som det nærmest fremgår af JP's skildring.

V-mærkesag

Det er ikke korrekt, når JP skildrer, at Ålholm Skole - og for den sags skyld også Frederikssundsvejens - har fået dispensation til en særlig læseplan.

At lave lokale læseplaner er en gammel rettighed, som traditionelt har været en mærkesag for Venstre: En skole skal have ret til at sætte sit lokale præg på undervisningen, hvilket både kan være særlige forhold i det omgivne lokalsamfund eller i elev- og forældrekredsen på skolen. Men Venstre er desværre med stormskridt på vej til at antage de samme autoritære, statscentralistiske holdninger, som altid har præget fællerne i såvel Dansk Folkeparti som de konservative.

Respektløst

Højrefløjen mener, at det er mig, der er kilden til problemet, og at jeg kører min egen sag. Det er respektløst over for skolerne. Jeg har ingen andel i deres læseplansarbejde. Det er skolernes eget værk. Jeg synes, at resultatet er godt og fremsynet, derfor støtter jeg det naturligvis.

Jeg har heller ikke min egen fortolkning af loven, som Pia Allerslev (V) hævder.

Jeg deler den med uddannelses- og ungdomsforvaltningens jurister og flertallet i Københavns Borgerrepræsentation, som har taget stilling til spørgsmålet i svaret på Undervisningsministeriets brev om læseplanens lovlighed.

Andre læser

Mest læste

Del artiklen