USA's Picasso

En sværvægter inden for popkunsten også kaldet USA's Picasso, den snart 80-årige amerikanske Robert Rauschenberg, er kommet til København. Galleriejerne Luise og Jens Faurschou har netop åbnet en lille soloudstilling.

1960'er-stemningen har indfundet sig i Galleri Faurschou i St. Strandstræde 21. I det lille galleri på første sal er det blevet tid til et gensyn med en af popkunstens tunge drenge: amerikanske Robert Rauschenberg.

Galleriejerne Luise og Jens Faurschou viser rundt på udstillingen, som har fået navnet "Robert Rauschenberg - Works from the 1960s". Ægteparret har netop slået dørene op for udstillingen.

Her kan man opleve omkring 15 karakteristiske Rauschenberg-værker, heriblandt en stribe silketryksmalerier og en af hans tidligste interaktive vægskulpturer, "Dry Cell" fra 1963.

Hr. og fru Faurschou fløjter pludselig om kap hen imod mikrofonen for at aktivere den roterende skive i midten af den bizarre "Dry Cell".

»Mange laver interaktive ting i dag. Men Rauschenberg lavede allerede en interaktiv installation i 1963, og den fungerer stadigvæk,« konstaterer Jens Faurschou.

Fra kunstnerens samling

Selv om vi er i et galleri, er der for en gangs skyld ikke tale om en salgsudstilling. Værkerne er derimod udlånt af blandt andre Louisiana, et par samlere og måske mest interessant af Robert Rauschenberg selv.

»Over årene har vi lært Rauschenberg at kende, og derfor er muligheden opstået for at låne tingene forskellige steder fra. Det kan man bare ikke lade være med, når nu man har chancen,« siger Luise Faurschou.

»Det er sjældent herhjemme, at museerne kan tillade sig at lave sådan en snæver udstilling som denne her. De skal lave blockbuster-udstillinger og have nogle besøgende. I gamle dage var det mere almindeligt på museer, da de ikke var så afhængige af besøgstallene,« siger Jens Faurschou.

Passionerede fans

Med til historien hører, at både Luise og Jens Faurschou er passionerede Rauschenberg-fans.

»Vi har beskæftiget os med Rauschenberg i mange år. Den første udstilling, vi arrangerede, var på Ordrupgaard i 1994. For os er han "the big master",« fastslår Jens Faurschou.

Luise Faurschou uddyber:

»Rauschenberg har været så utrolig revolutionerende og nyskabende i sine samtider. Det har han været hele produktionen igennem. Han er helt usædvanlig, fordi han hele tiden laver nybrud. Hver gang et nyt medie bliver opfundet, drager han det ind. Han vil hele tiden videre og er ekstremt nysgerrig. Det er han stadigvæk. Og han fylder 80 år til efteråret.«

»Der er en årsag til, at man kalder Robert Rauschenberg for USA's Picasso. Ligesom Picasso har han dels haft sine forskellige perioder, dels har han haft en utrolig indflydelse på sin eftertid,« siger Jens Faurschou.

Samtidig med Andy Warhol udviklede Robert Rauschenberg silketrykket. Mens Warhol udråbte sig selv til maskine og havde travlt med at reproducere Marilyn Monroe og Campbell's suppedåser igen og igen, gik Rauschenberg anderledes til værks.

Han saksede løs af massemediernes billedstrøm og miksede de mange udklip til flimrende collager, der bagefter fik en omgang abstrakt ekspressionisme med malerpenslen.

Månefartøjer og sport

Månefartøjer, politiske personligheder, militærfolk, tankstationer, motorvejens skilteskov, ørnen - det amerikanske nationalsymbol - sportskampe og hverdagens banale brugsting løber sammen i Rauschenbergs tidstypiske US-ikonografi.

»Godt nok henviser Rauschenberg til det amerikanske rumprogram og ørnen, men det er vigtigt, at han også har hverdagsobjekter med. Meget karakteristiske er vandtårnene i New York. Værkerne skal ikke forstås som en kritik af massemedierne. Rauschenberg tager det ind, du ser i dagligdagen, i en registrering af det liv, vi lever,« fortæller Luise Faurschou.

Konstant eksperimenterede popkunstneren også med forskellige materialer for at afprøve maleriets grænser. Skelsættende var det, da han sidst i 1950'erne opfandt en ny teknik. Ved at gnide på bagsiden af et billede, fugtet med terpentin eller lightervæske, kunne han overføre fotografier og udklip fra aviserne til papir. De såkaldte "transfer drawings" blev bagefter bearbejdet som malerier.

»I 1962 opdagede Rauschenberg silketrykkets vidunderlighed. Med den teknik kunne han tage elementer fra fotografiet eller massemedierne og overføre dem til lærredet og nu i præcis den størrelse, han ønskede,« siger Jens Faurschou og peger på "Renascence" fra 1962, der er Rauschenbergs aller-første silketryk.

Rauschenberg rykker

Det var silketryksmalerierne fra begyndelsen af 1960'erne, der sikrede Rauschenberg den store pris "Den gyldne løve" på Venezia Biennalen i 1964.

»Man har nok allerede dengang haft diskussionen, om maleriet var dødt. Men Rauschenberg får massemediet med ind i maleriet igen,« pointerer Jens Faurschou.

Luise Faurschou supplerer:

»En af årsagerne, til at Rauschenberg er meget større end de fleste andre, er, at han stadigvæk har enorm betydning for mange unge kunstnere. Hvor maleriet i 1990'erne for mange var et slidt udtryksmedie, er det kommet stærkt igen. 1960'er-værkerne er brandhistoriske, men viser stadigvæk, at Rauschenberg rykker.«

I forbindelse med udstillingen er der udkommet et katalog med forord af Jens Faurschou og en artikel om Robert Rauschenberg af kunsthistoriker Mikael Wivel.

"Robert Rauschenberg - Works from the 1960s"

Galleri Faurschou

St. Strandstræde 21

Tir.- fre. 11-17, lør. 11-14

Til 2. juni

Andre læser

Mest læste

Mest læste Finans

Giv adgang til en ven

Hver måned kan du give adgang til 5 låste artikler.
Du har givet 0 ud af 0 låste artikler.

Giv artiklen via:

Modtageren kan frit læse artiklen uden at logge ind.

Du kan ikke give flere artikler

Næste kalendermåned kan du give adgang til 5 nye artikler.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke gives videre grundet en teknisk fejl.

Ingen internetforbindelse

Artiklen kunne ikke gives videre grundet manglende internetforbindelse.

Denne funktion kræver Digital+

Med et Digital+ abonnement kan du give adgang til 5 låste artikler om måneden.

ALLEREDE ABONNENT?  LOG IND

Denne funktion kræver Digital+

Med et Digital+ abonnement kan du lave din egen læseliste og læse artiklerne, når det passer dig.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke tilføjes til læstelisten, grundet en teknisk fejl.

Forsøg igen senere.

Del artiklen
Relevant for andre?
Del artiklen på sociale medier.