17-årig fængslet for pigedrab
En 17-årig mand blev mandag varetægtsfængslet for fire uger - de første syv dage i isolation - sigtet for drabet på den 18-årige Anita Staal Pedersen. Hun blev fundet dræbt i sin lejlighed i Gentofte lørdag eftermiddag.
Den høje, spinkle og meget skræmt udseende mand, der i går stod sigtet i et grundlovsforhør for at have dræbt den 18-årige Anita Staal Pedersen, svarede lavmælt på dommerens indledende spørgsmål, før dørene blev lukket med henvisning til mandens unge alder.
Natten til mandag kørte efterforskerne til en adresse syd for København, hvor den 17-årige formodede gerningsmand blev anholdt og sigtet for drabet. Han blev tidligt mandag morgen kørt til Retsmedicinsk Institut for at afgive prøver, der kunne styrke politiets mistanke.
Knivstik i halsen
Manden sad hele dagen i går til afhøring hos kriminalpolitiet, og indtil grundlovsforhøret begyndte sent i går eftermiddag, ønskede Gentofte Politi ikke at kommentere sagen.
»Vi er i en arbejdsfase, og det er for tidligt at melde noget offentligt ud. Men vi har en formodet gerningsmand, som lige skal have lov til at komme med sin forklaring,« siger kriminal-inspektør Jens Holm Madsen, Gentofte Politi.
Den 18-årige kvinde blev fundet lørdag eftermiddag i sin seng af sin mor og stedfar i sin lejlighed på Skjoldagervej i Jægersborg. Hun var blevet stukket med adskillige knivstik i halsen og den øverste del af kroppen, og politiet var i første omgang på ganske bar bund.
Fredag aften tilbragte den myrdede i selskab med et par veninder og en 17-årig mand.
Den sigtede unge mand blev fængslet for fire uger, heraf de syv første dage i isolation. Han skal fængsles i surrogat, så snart der er plads på en institution, besluttede dommeren, der mente, at der var "bestyrket mistanke" om, at den 17-årige er skyldig i drabet.