Balladen om bussluse
Christianshavnere og politikere dirrer af harme, fordi Vej & Park først i november 2005 forventer, at en lovet mekanisk bussluse er på plads på Holmen.
Christianshavnerne åndede for to måneder siden lettede op, da et stort politisk flertal sikrede dem en længe ønsket mekanisk bussluse, der effektivt kan forhindre, at trafikken til Holmen ledes igennem den i forvejen belastede Prinsessegade. Nu holder de atter vejret. Vej & Park regner ikke med, at slusen er på plads før i november 2005.
Begrundelsen er, at broen til Nyholm skal renoveres til sommer, og mens arbejdet står på, er der kun én mulighed for at komme til og fra Holmen - via Prinsessegade og Danneskiold-Samsøes Allé, hvor slusen skal placeres.
»Det kan let opfattesr, som om Vej & Park prøver at politisere sagen og undgå den beslutning, som politikerne har truffet. Forvaltningen har jo hele tiden været uenig i den beslutning,« siger Morten Lind, talsmand for Christianshavns Lokalråd.
Morten Lind henviser til, at forvaltningen i sin tid anbefalede politikerne at vedtage en trafiksanering af Prinsessegade i stedet for den mekaniske sluse, som kun tillader busser og beboere med særlig licens at køre igennem. Han forlanger busslusen etableret hurtigst muligt.
Sagen lugter
Politikerne i bygge- og teknikudvalget er lige så overraskede over Vej & Parks udmelding som Morten Lind. SF og Enhedslisten forlanger, at tidsplanen for slusen tages op på næste møde i udvalget. Ole Hentzen (K) er »rasende« og kræver en skriftlig orientering fra Vej & Park.
»Det er en kæmpeoverraskelse for mig, at det skal udskydes til november, idet forvaltningen så sent som inden for de seneste to måneder har fået tilkendegivet et politisk krav om, at slusen skulle etableres nu,« siger han og henviser til, at udvalget gav opbakning til den mekaniske sluse i oktober.
»Vejdirektørerne oplyste på dette møde intet om den forestående renovering af Nyholmsbroen, så dette var ubekendt for flertallet, da det tilkendegav, at det ønskede den mekaniske sluse etableret. Jeg forudsætter, at udvalgets medlemmer straks bliver skriftligt orienteret om forvaltningens nye planer,« hvisler Ole Hentzen, der ligesom Morten Lind synes, at sagen lugter af bevidst obstruktion.
»Vi gør, hvad vi kan«
Det afviser direktøren i Vej & Park, Ole Bach, pure.
»Jeg er aldeles overrasket over, at nogen tror det. Vi går ikke og politiserer eller laver andre øvelser. Men hvis man vil se spøgelser, så kan jeg ikke forhindre det,« siger han og understreger, at Vej & Park faktisk gør, hvad gøres kan for at opfylde politikernes beslutning.
Det tager bare tid af to grunde, forklarer Ole Bach. For det første fordi den mekaniske sluse skal i udbud. For det andet fordi renoveringen af Nyholmsbroen ikke kan gå i gang, før det igangværende arbejde på Frederiksholmbroen er afsluttet. Der er nemlig kun de to broer til Holmen.
»Hvis vi overhovedet kan nå at få slusen etableret, inden arbejdet på Nyholmsbroen går i gang, så gør vi det,« understreger han.