Førligheden på et bræt

En række af Europas bedste skatere dyster i en nylagt bowle på Vesterbro. Det føles lidt som at surfe, mener arrangøren, som ikke kan garantere for deltagernes lemmer.

I virkeligheden vender rødderne tilbage til rødderne i dag. Når en bunke af Europas bedste skatere mødes på Enghavevej for at dyste i Vans Bowl Masters 2004, genopliver de en uddød konkurrenceform. I hvert fald på disse brætgrader.

Efter en årrække uden en egentlig bowle i hovedstaden byggede CPH Skatepark for et halvt år siden et eksemplar i den lyse skateboardhal på Vesterbro. I morgen skal den så lægge træværk til nogle af de hundredevis af tricks, man kan udføre på et bræt med hjul under.

Bowlen, der er en slags rampe med rundinger og krumninger i stedet for kanter, er i virkeligheden dér, hvor skaterne udviklede tricks tilbage i 1970'erne, da streetsporten eksploderede i USA.

»Til at begynde med brugte man jo bare skateboardet til at køre på lige vej med. Men så rullede nogle af de unge forbi villakvarterernes svømmepøler, der var tømt for vand i vinterhalvåret. Her fandt de hurtigt ud af, at det gav helt andre muligheder,« fortæller William Frederiksen.

I dag findes der ikke tal på, hvor mange ekvilibrist iske gebrækkeligheder en skatebowle kan rumme. William Frederiksen beskriver den som en racerbane, hvor der med hjælp fra centrifugalkraften bliver pumpet friktion i kuglelejerne, ligegyldig hvordan man vender. Faktisk kan bowl-disciplinen ikke sammenlignes med de to andre skatediscipliner, nemlig "street" og "rampe".

»Det er en meget anderledes følelse, man får. Det er lidt mere som at surfe, mere glidende,« beskriver CPH Skateparks daglige chef.

Offervillige skatere

Han forventer et noget ældre deltagerfelt end sædvanligt ved eftermiddagens konkurrencer på Vesterbro. Ikke blot fordi der er pæne pengepræmier på spil, men også fordi at erfaringen vejer tungt, når man har med en længe glemt sportsgren at gøre.

»Hvis det havde været en streetkonkurrence, var det sandsynligvis 15-18-årige drenge, der ville vinde det hele. Men sådan går det nok ikke denne gang. De yngre skatere har jo ikke kunnet nå at blive rigtig skrappe i bowlen endnu. Der er et stort spring fra en almindelig rampe til bowlen,« mener William Frederiksen, som personligt har sat al kropsvægt på et bræt i en 20 års tid.

Den erfarne skater afviser JP Københavns forsigtige spørgsmål, om sådan en bowle måske er mindre farlig end de drabeligt høje ramper, som brætfolket normalt farer op- og nedad.

»Nej,« halvejs griner han. »Bowlen har allerede krævet sine ofre. Brækkede arme, ben og den slags. Men de vender jo tilbage alligevel.«

rune.skyum@jp.dk

Vans Bowl Masters ruller

af stablen fra kl. 12 til 24

i CPH Skatepark på

Enghavevej 78.

Arrangementet er støttet

af DIF's Københavnerpulje.

Andre læser

Mest læste

Del artiklen