Polske håndværkere rejser hjem

Ny aftale sætter punktum i den bitre faglige strid i Espergærde, hvor 12 polske arbejdere siden september har istandsat Socialdemokratiets tidligere kursusejendom, Solhavegaard.

Der bliver ingen dansk jul til de 12 polske bygningshåndværkere, som i de seneste tre måneder har istandsat den konfliktramte Solhavegaard i Espergærde.

Det er nemlig lykkedes fagbevægelsen, med forbundet Træ-Industri-Byg i spidsen, at få en aftale i stand med firmaet Baltic Holding, som har hyret de polske arbejdere via det polske byggefirma Partner Investment. Ifølge aftalen skal de polske arbejdere være ude af Danmark senest den 17. december, og samtidig forpligter Baltic Holding sig til ikke at bruge uorganiserede udenlandske virksomheder i fremtiden.

Dermed er der sat punktum i den bitre faglige strid om Socialdemokratiets tidligere kursusejendom, som er ved at blive omdannet til luksuslejligheder.

Glæde i fagforbund

»Vi er stadig af den opfattelse, at det polske firma er et ulovligt firma, dannet til lejligheden. Men den sag ligger i dag hos politiet og Told & Skat. Det er ærgerligt, at det ikke lykkedes os at indgå overenskomst med polakkerne. Men vi er glade for, at vi med aftalen sikrer, at firmaet ikke kan bruge billig polsk arbejdskraft i fremtiden,« siger Bent Rasmussen, formand for Træ-Industri-Byg i Nordsjælland.

Fagbevægelsen beskylder firmaet bag Solhavegaard, Baltic Holding, for at benytte underbetalt polsk arbejdskraft til istandsættelsen. Derfor har demonstranter fra flere forskellige fagforbund gennem flere måneder demonstreret og blokeret indgangen til Solhavegaard for at forsøge at tvinge Partner Investment til at indgå dansk overenskomst.

Men Baltic Holding og Partner Investment har hele tiden holdt fast i udstationeringsreglerne, som gør det muligt for firmaer at udstationere medarbejdere i andre EU-lande i op til tre måneder til lønnen i hjemlandet. Baltic Holding afviser alle beskyldninger om underbetaling.

»Alt er foregået efter bogen. Politiet har været på byggepladsen for at se vores papirer, og hvis tingene ikke var i orden, havde det nok lukket os for længe siden,« siger Svend Andersen, medejer af Baltic Holding.

Intet at tabe

Svend Andersen mener, at Baltic Holding ikke har noget at tabe ved at indgå aftalen med fagbevægelsen.

»Vores kontrakt med Partner Investment udløb alligevel i slutningen af december, og vi har fulgt vores tidsplan. Derfor er det faktisk omkostningsfrit for os at indgå den her aftale, fordi vi ikke har brug for udenlandsk arbejdskraft til at gøre arbejdet færdigt,« siger Svend Andersen, som forventer, at lejlighederne i Solhavegaard vil være indflytningsklar den 1. maj 2005.

På grund af de mange sager om misbrug af udstationeringsreglerne arbejder Beskæftigelsesministeriet i øjeblikket på en række stramninger af de nuværende regler. Og det er der stort behov for, mener formanden for Træ-Industri-Byg i Nordsjælland.

»Nu har vi fået lukket en enkelt sag, men straks dukker der 10 nye op. Derfor er det utrolig vigtigt, at vi nu får klarlagt problemet politisk,« siger Bent Rasmussen.

knud.brix@jp.dk

Andre læser

Mest læste

Del artiklen