Pusher sat fri - advokater venter flere løsladelser

Dommen i den første Christiania-sag har betydet, at en pusher i en anden sag er blevet løsladt, fordi han næppe får en straf, der er længere end den tid, han allerede har siddet fængslet.

Forsvarerne for de tiltalte pushere fra Christiania vejrer nu morgenluft og mulighed for at få en del af deres klienter løsladt fra den langvarige varetægtsfængsling.

Torsdag besluttede Københavns Byret nemlig at løslade en 43-årig mand, som var tiltalt for at have solgt i alt 32 kilo hash. Han har siddet fængslet siden marts og blev løsladt med henvisning til den første dom i hele Christiania-komplekset, som faldt onsdag.

Her blev en 24-årig mand idømt et års fængsel for handel med 10 kilo hash - 10 måneder for selve handelen og to måneder fra en reststraf. Anklagemyndigheden ville have ham dømt for i alt 30 kilo, men det godtog retten altså ikke.

Den 43-årige blev løsladt, fordi han allerede har siddet fængslet så længe, som han ville kunne komme til at afsone.

»Min klients sag ligner til forveksling den sag, hvor den 24-årige mand blev idømt 10 måneders fængsel for 10 kilo. Og derfor valgte dommeren altså at løslade ham nu med henvisning til dommen mod den 24-årige,« siger advokat Poul Helmuth Petersen.

Løsladelsen ventes at kunne få stor betydning for de mange andre pushersager fra Christiania. Flere forsvarere, hvis klienter er tiltalt for kvanta af den størrelsesorden forventer nu, at retten løslader dem, da de næppe vil få en straf, der er længere end den tid, de allerede har siddet varetægtsfængslet.

Begæring om løsladelse

Niels Forsby er advokat for en 40-årig mand, der er tiltalt for at have solgt i alt 24 kilo hash.

»Løsladelsen stiller jo sagen i et lidt andet lys, og jeg vil derfor på mandag begære min klient løsladt. Han har i forvejen siddet fængslet unødvendigt længe, og hans sag kommer først for til februar og afsluttes i april. Til den tid vil han have siddet fængslet i 13 måneder. Og efter dommen i onsdags er det næppe sandsynligt, at han får så høj en straf,« siger Niels Forsby.

Advokat Irene Zehngraff har en klient, som er tiltalt for salg af 25 kilo hash.

»Såfremt min klient ikke er løsladt inden for få dage af anklagemyndigheden, vil jeg indbringe spørgsmålet for retten og begære min klient løsladt, ,« siger Irene Zehngraff.

Omgående kæring

Det er dog et håb, som ikke bliver opfyldt. Løsladelsen af den 43-årige mand blev nemlig omgående kæret af anklagemyndigheden, som i hele komplekset mod pusherne har valgt den strengest mulige linje.

»Vi har kæret den pågældende løsladelse til landsretten. Umiddelbart ændrer onsdagens dom ikke vores opfattelse af fængslingsgrundlaget - heller ikke i øvrige sager,« siger politianklager Bo Øskov fra Københavns Politi.

Politiadvokat Carsten Egeberg, Københavns Politi, udtrykte onsdag tilfredshed med resultatet af dommene i den første Christiania-sag, hvor der ud over dommen til den 24-årige faldt en dom til en 38-årig mand på halvandet års fængsel for salg af 25 kilo hash - anklagemyndigheden ville have ham dømt for 114 kilo.

»Det er blevet fremstillet, som om dommen var en sejr for politiet, men for det første blev de idømt langt mindre straffe for langt mindre kvanta end anklagemyndigheden havde lagt op til. Og for det andet ankede anklageren dommen på stedet. Det har jeg lidt svært ved at kalde en sejr ,« siger Poul Helmuth Petersen.

I april blev en pusher idømt to et halvt års fængsel for handel med 40 kilo hash i Pusher Street. Hans sag blev afgjort hurtigt, da han tilstod. 36 af de pushere, der blev anholdt i forbindelse med politiets rydning af Pusher Street 16. marts i år, sidder fortsat varetægtsfængslet. Højesteret har netop afgjort, at fængslingen i en enkelt sag er i orden.

carsten.christensen@jp.dk

jesper.stein@jp.dk

Andre læser

Mest læste

Del artiklen