Breaking
Få breaking news via vores app | Få nyheden på mail
Annonce
København

Fra novicer til computer-nørder

Stadig flere kvinder og stadig flere ældre går på nettet. En net-café i Hillerød bragte 10 kvinder sammen i et givende netværk.

Det er ikke børnebørn og gigtsygdomme, der er på tapetet, når IT-netværket "Musvitterne" mødes hver fredag i Hillerød. De 10 kvinder i 60'erne diskuterer bits, ram og pixel og udfritter gruppens mest garvede computerbruger, Hanne Fachmann, for nye oplysninger om mulighederne på computeren.

Mens mange af dem mødte op uden at kunne andet end at åbne deres PC og skrive lidt i Word eller spille syvkabale, leger de nu med billedbehandling på computer, surfer på nettet og mailer med hinanden og familien.

For Hanne Fachmann begyndte interessen for nettets muligheder tilbage i 1996, da hun trak sig tilbage efter 35 år i familiefirmaet og overlod det til sine døtre. Hun fornemmede, at nettet rummede et eller andet. Hun vidste ikke hvad, men hun ville i hvert fald ikke snydes for noget.

»Jeg havde læst og hørt så meget om internettet, at jeg var blevet nysgerrig. Jeg meldte mig til alle mulige kurser hos HK-moduldata og oplevede at sende min første email - til hvem kan jeg ikke huske, for jeg kendte ikke nogen på internettet,« fortæller Hanne Fachmann.

Underviste unge

I begyndelsen var hendes uvidenhed total. Af det første kursus i internet-søgning forstod hun ikke spor. Alt var nyt. En udfordring, som hun ikke kunne lade gå sin næse forbi.

En viceskoleinspektør i Kolding, som hun tilfældigt fandt via hans hjemmeside, var venlig at besvare alle hendes begynder-spørgsmål, og allerede året efter følte Hanne Fachmann sig så godt klædt på, at hun selv begyndte at undervise i PC-kørekortet på Hillerød Ungdomscenter. Her stod hun i spidsen for et hold med 28 børn i alderen 10-13 år, og sammen med medhjælperen Sebastian på 15 år fik hun lært børnene at surfe på nettet, sende emails og fremstille hjemmesider.

»Som underviser af unge havde jeg til sidst min gang på indtil flere skoler, men selv om jeg spiste min madpakke på lærerværelserne, følte jeg ikke, at jeg hørte til. Lærerne gad ikke rigtigt snakke med mig og lagde i mange tilfælde stor afstand til computer-verdenen: "Om jeg så bliver fyret, vil jeg ikke have noget at gøre med EDB", som en af dem sagde til mig.«

Mødte ligesindede

Undervisningen på skoler og ungdomsskoler var ensomt arbejde, følte Hanne Fachmann. Hun savnede kontakten med kolleger og kunder, som hun havde på sin tidligere arbejdsplads. Og hendes egen familie kunne ikke helt følge hende i den store interesse for computerens fagre verden. Hun løste flere opgaver, bl.a. lavede hun Kulsvierskolens hjemmeside, var i en periode "Bedste på nettet" - brevkasseredaktør på DR - og fik også opgaven at bygge den lokale ældresags hjemmeside, som har 50 daglige besøgende.

Men først med Ældre Sagens net-café, som åbnede dørene i september i fjor, fik hun direkte kontakt med jævnaldrende computer-brugere. Hver uge mødes netværket, og Hanne Fachmann nyder at dele ud af sin viden og snakke med ligesindede.

»I dag har jeg det sådan, at jeg står op, sætter kaffen over, tænder for computeren og forventer noget positivt. Jeg var så glad, da jeg cyklede hjem forleden efter at have mødtes med et par af veninderne fra computer-netværket. Jeg følte, at jeg nu på en ordentlig måde var ved at træde ind i den tredje alder,« siger Hanne Fachmann, der snildt kan bruge fire-seks timer dagligt foran skærmen.

En brølende tiger

Lis Stephensen lærte Hanne Fachmann at kende via net-cafeen. Hun købte selv sin første computer som 60-årig, fordi hun som førtidspensioneret sygeplejerske var begyndt at føle sig ensom uden daglig kontakt med kollegerne på sygehuset.

»Jeg er lidt skør med katte, og i Kattens Værn her i Hillerød var der en ung frivillig, som tog initiativ til at installere en gammel computer, hvor han lagde information om internatets 30-50 katte ind på EDB. Det fascinerede mig at arbejde på computeren, og jeg købte hurtigt en brugt bærbar til mig selv, der hurtigt viste sig at være ubrugelig,« siger Lis Stephensen.

Ikke længe efter investerede hun 14.000 kr. af arven fra sin far i en ny computer med CD-rom-drev og printer.

Efter flere kurser i EDB-behandling mødte hun sidste efterår op i Ældre Sagens net-café, fordi hun gerne ville være sammen med andre, og fordi hun savnede nye udfordringer rent computer-mæssigt. Men net-cafeen har givet hende meget mere end det. Nemlig en lille flok net-veninder, som hun dagligt er i kontakt med. »Før jeg mødte Hanne, havde jeg højst mailet med 10 personer. Hun sendte mig en flot tiger, som satte i et ordentligt brøl, så jeg nær var faldet ned ad stolen.«

Selv har hun smidt sit gamle 24-binds leksikon ud og erstattet det med et leksikon på CD-rom, og hun har fået tættere kontakt med sin familie i Jylland, som hun nu mailer bl.a. dugfriske billeder med. »Jeg gør ting, som jeg ellers ikke ville have gjort. Jeg skrev f.eks. til Politikens "At tænke sig"-redaktør i anledning af, at han fik en pris. Han skulle vide, hvor meget "At tænke Sig" har betydet for mig gennem 50 år som Politiken-læser, og tænk dig, så svarede han!«

jpk@jp.dk

Følg
Jyllands-Posten
SE OGSÅ
Tv-kokken Nikolaj Kirk: Politik i køkkenet
Nikolaj Kirk ligner en spasmager med sit sjove hår og kvikke retorik. Det er han også. Men han er også en seriøs mand med madpolitiske meninger, som han gerne slår til lyd for i foredrag, gennem sit køkken og i sine kogebøger.
Annonce
Annonce
Forsiden lige nu
Annonce
Annonce
Indland
Annonce
Annonce

Jyllands-Posten anvender cookies til at huske dine indstillinger, statistik og målrette annoncer. Når du fortsætter med at bruge websitet, accepterer du samtidig brugen af cookies. Læs mere om vores brug her