Røver skudt i benet af betjent

For anden gang på en måned blev en mand i går eftermiddag skudt af politiet. Politifolkene følte sig truet af en supermarkedsrøver og skød ham i låret. Manden er uden for livsfare.

Et banalt røveri mod en Irma-forretning på Vesterbro udviklede sig søndag eftermiddag dramatisk, da politiet skød den formodede røver i låret på Otto Krabbes Plads på Vesterbro.

Ifølge den centrale vagtleder ved kriminalpolitiet i København jagtede politiet røveren kort efter røveriet. Klokken 15.10 blev en mand, der svarede til signalementet af Irma-røveren, opdaget af en patrulje ved Otto Krabbes Plads.

»I første omgang blev manden råbt an af politiet. Herefter opstod der en trusselssituation, som vi endnu ikke kender detaljerne på. Derefter skød politiet varselsskud, men trusselssituationen fortsatte, hvorefter en politimand skød manden i låret,« siger den centrale vagtleder, der oplyser, at dramaet fandt sted mellem klokken 15.10 og 15.19.

En lægeambulance og ambulance blev rekvireret til gerningsstedet, og manden var sent i går eftermiddags på operationsbordet på Rigshospitalet. Han blev umiddelbart meldt uden for livsfare. Der forelå ingen oplysninger om røverens alder eller øvrige oplysninger om den ramte person.

Statsadvokat inddraget

Når politiet affyrer skud, er det rutinemæssigt statsadvokaturen, der skal undersøge de nærmere omstændigheder, og derfor ønskede Københavns Politi i går ikke at kommentere sagen yderligere.

Statsadvokatassessor Anne Birgitte Stürup, København, var ved 16-tiden på vej til Vesterbro for at besigtige gerningsstedet. Efterfølgende skulle hun afhøre de implicerede politifolk og - hvis det var muligt - offeret samt eventuelle vidner.

Anne Birgitte Stürup sagde sent søndag eftermiddag til Ritzau, at hun først forventede at kunne udtale sig nærmere om skudepisoden mandag morgen, men hun bekræftede, at politiet havde skudt varselsskud, før der blev skudt mod manden.

Skød for en måned siden

Det er blot en måned siden, at ansatte ved Københavns Politi sidst skød mod en person.

Den 1. april blev en 28-årig mand ramt af et enkelt skud og dræbt efter en hidsig biljagt tværs gennem København. Undervejs havde den 28-årige kørt en ældre kvinde ned på Amagerbrogade, før en patrulje nåede frem til ham og affyrede et enkelt dræbende skud på Amager Fælledvej/Røde Mellemvej på Amager. Den sag efterforskes i øjeblikket ligeledes af statsadvokaten for København.

Dagen efter skyderiet på Amager blev en kriminalassistent fra Køge Politi tiltalt for vold med døden til følge, efter at han skød og dræbte en 17-årig mand under et kioskrøveri på Ølby Station i november i fjor.

Kriminalassistenten er i øjeblikket suspenderet, mens han venter på retssagen, der formentlig finder sted i slutningen af maj.

Tre blev skudt i fjor

Det er sjældent, at politiet føler sig så truet, at de skyder og rammer personer. Af den netop offentliggjorte årsstatistik fra Rigspolitiet fremgår det, at tre personer i 2002 blev ramt af politiets skud - heraf to med dødelig udgang. 16 gange blev våbnet dog affyret mod personer. Fra 1998 til 2001 blev 14 personer ramt af skud fra politiet. Sidste år trak betjente pistolerne 266 gange og affyrede i alt 29 skud - heraf var halvdelen varselsskud.

I forbindelse med skudsagen fra Amager blussede debatten om politiets nye 9 mm Heckler & Koch-våben op. Kritikere mener, at våbnene er for kraftige, men en intern undersøgelse i politiet viser, at halvdelen af de personer, der de seneste år er blevet dræbt af politiet - otte på ti år - er blevet ramt med de gamle 7.65 mm Walther-pistoler.

carsten.christensen@jp.dk

Andre læser

Mest læste

Del artiklen