Hoteller kritiseres for deres handicapforhold

Der er for få handicapvenlige hoteller i København, mener lederen af Center for Ligestilling af Handicappede.

Hvis en handicappet skal finde et hotelværelse i København, kan det blive noget af en opgave.

Mogens Wiederholt, leder af Center for Ligestilling af Handicappede, er højst utilfreds med tilgængeligheden på de københavnske hoteller.

»Det er et stort problem for handicappede at finde et handicapvenligt hotel, hvor de for eksempel kan komme omkring med deres kørestol, finde en parkeringsplads og selv klare sig på toilettet,« siger Mogens Wiederholt.

Selv om de fleste hoteller reklamerer med handicapvenlige faciliteter, forholder det sig efter hans mening ofte anderledes.

»På et hotel har vi været ude for, at en kørestolsbruger fik skruet døren af, når han skulle ud og ind af sit værelse. Det er grotesk,« mener Mogens Wiederholt.

Kjeld Andersen sidder i kørestol og har sammen med JP København besøgt to hoteller. Begejstringen er ikke overvældende.

»Det er på ingen måde handicapvenligt. Hvis jeg skulle bo her i 14 dage, ville jeg ikke komme i bad,« siger Kjeld Andersen og henviser til hotel Copenhagen Strand.

Minister tilfreds med regler

Økonomi- og erhvervsminister Bendt Bendtsen (K) er godt tilfreds med den danske byggelovgivning på hotelområdet, der erklærer, at bygninger indrettes og udformes, så de er tilgængelige for alle.

Til de handicappedes blad Lighedstegn, der udkommer i dag, bliver ministeren spurgt, om han vil sikre, at byggelovgivningen lever op til sit formål på hotelområdet.

»Det er min opfattelse, at bygningsreglementets regler om indretning af bl.a. WC-rum i hoteller i deres nuværende form varetager tilgængelighedshensynene ganske hensigtsmæssigt,« siger Bendt Bendtsen.

I 1995 fastslog Bygningsreglementet, at en tredjedel af hotelværelserne skal være tilgængelige, men det er ikke altid tilfældet.

»Hotellerne fortolker tilgængeligheden forskelligt, og det er et problem. I stedet burde det gøres lovpligtigt med mere detaljerede beskrivelser af, hvad der skal til, for at et hotel kan kategoriseres som tilgængeligt for handicappede,« siger Mogens Wiederholt, der gerne så, at alle hotelværelser var handicapvenlige.

Andre læser

Mest læste

Del artiklen