Kvinde forsøgt voldtaget i Husum

Da en 20-årig kvinde natten til lørdag var på vej hjem, blev hun pludseligt antastet af tre drenge og tilsyneladende forsøgt voldtaget i den københavnske bydel Husum.

Ifølge kriminalpolitiets centrale vagtleder var kvinden stået af toget på Husum Station og på vej hjem ad Islevhusvej, da hun ud for en internetcafe bemærkede tre drenge.

De fulgte efter hende og forsøgte at få hende i tale. Da hun bad dem passe deres egne sager, begyndte de at tage på hende, og til sidst blev hun hevet med ind i en indkørsel, hvor de prøvede at trække tøjet af hende.

Kvinden skreg dog så højt og gjorde så meget modstand, at overfaldsmændene opgav og stak af.

De beskrives alle som 16-17 år. To af dem var danske af udseende, Den ene beskrives som muskuløs af bygning med mørkeblondt, pjusket hår. Mens den anden var spinkel og meget drenget at se på. Den sidste var jugoslavisk af udseende.

/ritzau/

231540 CET MAR 02

Andre læser

Mest læste

Del artiklen