Annonce
København

Hip-hop i medborgerhuset

Hip-hop, break og scratch-musik pumper gennem medborgerhusets store sal. Flere og flere mennesker er ved at samle sig i en cirkel med ansigterne og opmærksomheden vendt mod én ting: Det som foregår inde i cirklen.

»Kan man også gøre det med sin krop?« udbryder en pige, mens hun stirrer intenst på knægten, der drejer hastigt rundt og som pludselig - med en impuls, som det er umuligt at se, hvorfra kommer - stopper op og står musestille: på én arm!

22-årige Nasra Rashad er en af de knap 200 unge, der er mødt op i Ahlefeldtsgade. Allerførst for at se den åbne jam og derefter for at overvære en konkurrence med tre discipliner:

Shows, hvor grupper kan vise deres indstuderede koreografi; 2'n'2 Break Battle, hvor to dansere "kæmper" mod hinanden. Og så den åbne konkurrence, hvor deltagere og tilskuere danner en cirkel, og hvor man kan byde ind, når man har kigget sig mod til, taget tilløb. Og når man så har danset sig modig nok til at lave en rigtig spektakulær finte, kommer belønningen med det samme: spontane klapsalver fra kammeraterne. Her bliver en flot præstation virkelig værdsat.

»Det er svært, det de gør. Det er noget, man skal øve sig på hele tiden. For mange af dem, som danser her, er det hele deres liv,« fortæller Nasra Rashad, mens hun kigger med forundring, beundring og forbløffelse på de skiftende dansere i aftenens første jam.

»Jeg bliver så glad af at se på det.«

Det er hun ikke den eneste, der gør. Hele vejen rundt i cirklen er smilene store, og der er masser af oprigtige knus og kram mellem knægtene og tøserne - mange af dem i oversize bukser og de næsten obligatoriske kasketter eller bandanas.

»Der er en meget kærlig omgangsform, også fordi det handler om at vende aggressionerne til fredelige konkurrencer. Det er en af hovedideerne i hip-hop-kulturen,« fortæller Anders Merrild, der selv er inkarneret hip-hop'er og medarrangør af aftenen.

Anders Merrild røg med på hip-hop'en, da den - som en kæmpe modebølge - væltede ind fra USA i midten af 1980'erne. Da var han 13 år. Nu er han 30. Men han danser stadig, selvom han indrømmer, at der er ting, han er holdt op med at gøre:

»Det er ligesom med rock'n'roll. Da den kom frem, var det også utænkeligt at spille rock'n'roll som 40-årig. Men i dag render de, der er vokset op med kulturen, jo stadig rundt i slidte cowboybukser. Det samme gælder hip-hop-kulturen. Når den bliver ældre, så bliver de mennesker, der brænder for den, også ældre.«

På egne betingelser

Alderen og erfaringen bruger Anders Merrild nu på at hjælpe andre dansere med at finde frem til deres egen stil. Og med at skabe et rum, hvor der er mulighed for det - på de unges egne betingelser. Et sted, hvor de kan gå hen at træne, og hvor de kan møde andre med samme interesse for dansen - på tværs af grupperinger.

»De unge har lyst til at være sammen på en måde, hvor de selv skaber værdisættet. Uden om de etablerede og officielle foreninger,« fortæller Anders Merrild.

Det er blevet til hip-hop-projektet "To the Beat". Den faste base er i Ahlefeldtsgade, hvor der er begynderundervisning og åben træning, hvor man kan hænge ud, snakke, kigge, spørge - og træne.

»For det er sådan, man bliver bedre. Og man kan selv vælge, hvad man vil blive bedre til. Man skal jo helst have sin egen stil. Det er det, det også handler om: Jagten på den unikke stil, der kan skabe danseren et navn.«

En af de dansere, det er lykkedes at skabe sin egen stil - og et navn - er 23-årige Sarah Voulund. Efter et etårigt kursus på den københavnske private danseskole Steps har hun videreuddannet sig i Los Angeles og i London, hvor hun nu bor og arbejder som danser. Lige nu er hun på et kort besøg i Danmark - dels for at være med i TV3's "Baren", dels for at stå for aftenens konkurrence og åbne dansejam, hvor hun ønsker at give de forskellige dansere lejlighed til:

»...at nyde hinanden og have det sjovt. Finde ud af, at det ikke kun drejer sig om penge, men at det også handler om kunst og hygge. At være kreative og motivere hinanden. Også selv om vi kommer alle mulige steder fra. I aften er her breakere, dansere, der underholder på scener og på videoer. Og koreografer, der har lavet numrene til store stjerner - og så folk, som bare danser for at holde kroppen i gang.«

Og det er ikke kun vidt forskellige forudsætninger, deltagerne er kommet med. De er også kommet fra hele Danmark.

»Fordi det er sådan et arrangement, man har brug for. Det gør, at breakerne og danserne har lyst til at blive dygtigere,« fortæller en semi-professionel breaker fra Århus, Jata. Som en del af aftenens øvrige deltagere, fortæller Jatas hudfarve, at etnisk dansker, det er han i hvert fald ikke.

»Jeg kommer fra Sri Lanka,« siger han. »Men her gør det ikke noget. Her er alle venner. Hip-hop og break er godt for integrationen,« kommer det på Århus-dialekt og med et lunt glimt i øjet.

Konkurrencen skulle være startet kl. 20.00, men der er så vild gang i jam'en, at arrangørerne ikke nænner at stoppe det. Og klokken er langt over 21.00, da cirklen opløser sig, og lyset på scenen bliver tændt. Nu kan aftenens konkurrence starte.

»Det var på tide«, stønner to piger. »Vi er her kun for at se vores veninde danse, og vi har allerede ventet to timer.«

Med fuld kraft - både på nervøsiteten og energien - giver den ene gruppe efter den anden sit bud på et danseshow anno 2002.

De meget musikalske Copenhagen City Lockers vandt bedste show. I 2'N'2 Battle var det parret Mark og Thanh, der bedst mestrede den svære blanding af aggressiv konfrontation og humor.

Stof til eftertanke

Og Style Battle blev ikke overraskende vundet af den 20-årige David Boyd, der fremviser en imponerende blanding af kropslig kontrol og menneskeligt rørende fortællinger. En form, som han har med fra hjemlandet Californien, hvor arrangementer som aftenens er meget udbredte.

»Derovre gør man det for at holde ungerne væk fra gaderne,« siger David Boyd med et smil, før han fortsætter - som stof til en lille alvorlig eftertanke: »Det giver os unge en mulighed for at gøre noget med vores liv.«

lone.nyhuus@jp.dk

Info: Se mere i Medborgerhuset i Ahlefeldtsgade eller på www.tothebeat.dk, hvor arrangementskalenderen ligger.

Følg
Jyllands-Posten
SE OGSÅ
Havfrue-mord efterforskes stadig
I ni måneder har en omdiskuteret tv-fotograf været sigtet for groft hærværk mod Den lille Havfrue. Københavns Politis drabsafdeling, der stadig efterforsker sagen, ønsker ikke at forklare, hvorfor sagen trækker ud.
Annonce
Annonce
Forsiden lige nu
Annonce
Annonce
Indland
Annonce
Annonce
Med luksusliner gennem Norges vilde kystlandskaber
Krydstogter kan noget helt specielt, hvis man gerne vil opleve flere feriedestinationer på én gang. Men med Silver Spirit bliver den vanedannende gode mad og det meget høje serviceniveau også en del af oplevelsen. 
Se flere
Biler
Legendarisk Jeep kører ind i fremtiden
Jeep Wrangler har stort set ikke ændret sig siden slutningen af 1980’erne, men næste år kommer klassikeren i en ny udgave. Essen er stadig den gamle Jeep tilsat mere komfort og et design med glimt i øjet. 
Se flere
Spånplade: Hele Danmark arbejder for Kronospan
Når danskerne afleverer træ på den lokale genbrugsstation, arbejder de for Kronospan i Pindstrup, der fabrikerer spånplader til bl.a. køkkener, skriveborde og gulve. For når Kronospan fremstiller spånplader, er 75 procent af træet genbrugstræ, hvor rigtig meget af det stammer fra landets genbrugsstationer. Der er penge i genbrug – en omsætning på ca. 500 mio. kr. årligt. 
Se flere

Jyllands-Posten anvender cookies til at huske dine indstillinger, statistik og målrette annoncer. Når du fortsætter med at bruge websitet, accepterer du samtidig brugen af cookies. Læs mere om vores brug her