Ædle riddere i Ulvedalene

Der er lagt op til sand middelalderstemning, når Det Kongelige Teater indtager Ulvedalene i Dyrehaven med forestillingen Ivanhoe til sommer.

Blankpudsede rustninger, vrinskende friserheste og bedårende skønjomfruer er elementerne i Det Kongelige Teaters stort opsatte teaterforestilling "Ivanhoe" i Dyrehaven.

Det Kongelige Teaters operachef, Kasper Bech Holten, og scenograf Christian Friedländer står for at omdanne Ulvedalenes kuperede landskab til Middelalderens England, hvor den barske og romantiske historie om den tapre ridder Ivanhoe finder sted.

»Landskabet i Ulvedalene kalder ligefrem på sådan en teaterforestilling om Ivanhoe, som både er for drenge og piger. Det er jo en rigtig drengerøvshistorie med voldsomme kampscener, lanseturneringer, krige og natlige hekseprocesser. Samtidig er det også en fængslende kærlighedshistorie, der kan få pigerne til at drømme sig langt væk. Stykket skitserer også alle de politiske spændinger, der var på dét tidspunkt. I det hele taget ønsker vi at vise både børn og voksne, hvad teater også kan være, og give dem muligheden for at opleve en eventyrhistorie, man kan leve sig ind i på alle planer,« forklarer Kasper Bech Holten.

Ivanhoe skal spilles af Nikolaj Lie Kaas, der ingen problemer har med at se sig selv i helterollen.

»Det var nemt at sige ja til rollen som Ivanhoe. For mig er en helt én, der har modet og troen på kærligheden, og det har jeg. Kasper (Bech Holten, red.) gjorde det også let for mig at sige ja, for han er en dygtig mand, og bare dét at vi er på samme alder, får mig til at føle mig i trygge hænder,« siger Nikolaj Lie Kaas, der allerede i folkeskolen pløjede sig igennem historien om Ivanhoe.

Kendte skuespillere

En række af tidens kendte skuespillere er med i årets forestilling. Heriblandt Sonja Richter ("Elsker dig for evigt") og Charlotte Munck ("En kort en lang"), der skal spille de to skønheder Lady Rowena og Rebecca, som kappes om Ivanhoes gunst.

»Det er fantastisk at få lov til at spille rollen som Rebecca. Jeg så filmen første gang som helt lille og har været vild med den lige siden. Egentlig ville jeg gerne have været med til at fægte i kampscenerne, for jeg må nok indrømme, at jeg er lidt af en drengerøv. Men den mørke Rebecca har nogle evner til at kunne helbrede folk med urter, så hun er lidt mystisk, og det, synes jeg, er spændende,« siger Charlotte Munck.

Krig og kærlighed

Stykket handler i korte træk om den adelige Ivanhoe, der vender hjem til England fra kong Richard Løvehjertes korstog for at finde sin gamle identitet. Men intet er som før, og i sin søgen efter sit sande jeg udkæmper han drabelige krige for sin konge og samtidig også for kærligheden. For undervejs i stykket forelsker han sig i den smukke, jødiske Rebecca, og så er der ellers lagt op til det helt store trekantsdrama.

Middelaldercentret fra Nykøbing Falster deltager i ridderturneringerne og bidrager med 23 hollandske friserheste og autentisk våbenudstyr, så den ægte middelalderstemning breder sig i Ulvedalene. Martin Spang Olsen sørger for at indøve action-scenerne mellem de gode og onde riddere, og foruden Det Kongelige Teaters skuespillere medvirker Sportsrideklubben i Klampenborg samt Elverhøj Koret, og Lyngby-Taarbæk Harmonikaorkester besætter pladserne i orkestergraven.

Et andet univers

I scenografien indgår fem høje tårne, hvoraf de tre ude i landskabet forbindes med flere hundrede meter stof i farverne sort, rød og hvid for at omkranse området.

»Meningen er, at publikum skal få fornemmelsen af, at de bevæger sig ind i et andet univers fyldt med rustninger, levende ild, farvestrålende kostumer og en vaskeægte kastemaskine i sorttjæret træ bygget efter Middelalderens principper,« fortæller Kasper Bech Holten.

Jørgen Ljungdahl og Jokum Rhode har skrevet manuskriptet efter Sir Walter Scotts verdensberømte ridderroman fra 1791.

runa.pihlmann@jp.dk

"Ivanhoe" har premiere

den 5. juni og spiller

frem til den 29. juni.

Billetter kan købes på

Billetnet fra i dag.

Andre læser

Mest læste

Mest læste Finans

Giv adgang til en ven

Hver måned kan du give adgang til 5 låste artikler.
Du har givet 0 ud af 0 låste artikler.

Giv artiklen via:

Modtageren kan frit læse artiklen uden at logge ind.

Du kan ikke give flere artikler

Næste kalendermåned kan du give adgang til 5 nye artikler.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke gives videre grundet en teknisk fejl.

Ingen internetforbindelse

Artiklen kunne ikke gives videre grundet manglende internetforbindelse.

Denne funktion kræver Digital+

Med et Digital+ abonnement kan du give adgang til 5 låste artikler om måneden.

ALLEREDE ABONNENT?  LOG IND

Denne funktion kræver Digital+

Med et abonnement kan du lave din egen læseliste og læse artiklerne, når det passer dig.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke tilføjes til læstelisten, grundet en teknisk fejl.

Forsøg igen senere.

Del artiklen
Relevant for andre?
Del artiklen på sociale medier.

Du kan ikke logge ind

Vi har i øjeblikket problemer med vores loginsystem, men vi har sørget for, at du har adgang til alt vores indhold, imens vi arbejder på sagen. Forsøg at logge ind igen senere. Vi beklager ulejligheden.

Du kan ikke logge ud

Vi har i øjeblikket problemer med vores loginsystem, og derfor kan vi ikke logge dig ud. Forsøg igen senere. Vi beklager ulejligheden.