Supermodel på pension

Maud Bertelsen var en af Danmarks kendteste fotomodeller, og hendes ansigt var på forsiden af verdens førende modemagasiner. I dag kan hun gøre status over et liv med mange kontraster.

»Du kan ikke savne ting. Jeg savner min afdøde søster og bror og mine katte, men for mig er et arbejde et arbejde. Og det gælder, uanset om du vasker trapper eller er fotomodel i Rom.«

Ordene kommer fra Maud Bertelsen, som ikke er bitter over, at de mange gyldne øjeblikke, hun har oplevet, er borte. I 1960'erne og 1970'erne var hun stjernemodel. Hun arbejdede sammen med de dygtigste fotografer i branchen, og billederne af hende blev bragt i verdens førende modemagasiner. I dag er hun 63 år og kan gøre status over et liv med store kontraster, fra misbrugt barn til feteret supermodel i Rom, Milano og Paris, og fra forkælet romersk frue til arbejdsløs i Danmark. Undervejs har hun oplevet, hvordan ungdom og skønhed er i høj kurs, mens gråt guld kasseres. Hun lever i en mindre lejlighed på Grøndals Parkvej, men selv om rammerne om hendes liv langt fra er højglanspolerede, har hun et humør og en samling minder i bagagen, som ikke mange pensionister kan matche. Hun taler højt, gestikulerer, griner og kan stadig kunsten at sætte 30 ansigter op foran et kamera på 60 sekunder. Hendes negle er lange og lyslilla og matches af øjenmakeuppen og trøjen. Hun er i sorte læderbukser, og i det korte pjuskede hår ses ikke ét gråt hår. Gode geners fortjeneste, siger hun.

Til syden

De første år af Maud Bertelsens omtumlede liv var triste. Hun blev svigtet af sine forældre og voksede op hos flere forskellige plejefamilier. Trods den barske start på livet, hvor hun også blev udsat for seksuelt misbrug og vold, var hun i stand til at holde fast i en stærk livskraft, og det var den kraft, som senere førte hende ud i verden. Som 15-årig blev hun ung pige i huset, og efter et intermezzo som telefonistinde hos KTAS i Nørregade, rejste hun til Spanien. Rejsen blev et vendepunkt. Hun tog af sted ud fra en instinktiv følelse af, at dér måtte hun ned. Og sandt nok. Sydens temperament passede til den unge Maud.

»Jeg følte mig hjemme i Syden med det samme, og det undrede mig, at den følelse var så stærk, indtil jeg fandt ud af, at jeg er i familie med dem,« siger Maud Bertelsen. Hun stammer nemlig fra taterne, der fandt til Nordjylland, hvor de blandede sig med deres absolutte modsætning, sindige jyske bønder. I Spanien blev Maud opdaget, og snart fik hun modelopgaver for bl.a. Camel og Coca-Cola, ligesom hun fik mindre filmopgaver i franske og italienske film. Da hun kom hjem til Danmark, fortalte hun, at hun var et hit i Spanien. Bagefter rejste hun til Paris og fortalte, at hun var stor i Danmark - og brugte samme teknik over for sine italienske kontakter. Inden længe slog hun sig permanent ned i Paris. Hun var alligevel dernede to gange årligt for at gå mannequin for de store modehuse, og opgaverne blev flere og flere.

»Jeg tog til Paris, fordi jeg ville være bedre, og fordi mulighederne var mange flere end hjemme i Danmark. Jeg arbejdede usandsynligt meget og havde en pragtfuld tid.«

I begyndelsen af 1960'erne boede hun på samme hotel som den senere så navnkundige, danske modefotograf Gunnar Larsen.

»Vi boede på et mindre hotel i Rue d'Argout, jeg i værelse 15 og han i værelse 18, og vi arbejdede sammen i mange år. Når han fremkaldte sine billeder, brugte han badeværelset og lod sine billeder svømme rundt i badekarret, før de blev hængt på tørresnoren ovenover.«

I 1963 mødte Maud Bertelsen Cary Grant, som var i Paris for at indspille filmen "Charade" sammen med Audrey Hepburn.

»Han og jeg klikkede med det samme. Han inviterede mig ud at spise og ville sende en chauffør hen efter mig på mit hotel, men jeg syntes ikke, det var fint nok til, at han skulle hente mig der, så jeg fik forhindret afhentningen og kørte selv. Vi spiste et skønt sted og gik arm i arm op og ned ad St. Germain des Pres, hvor alle skulle hilse på ham, og hver anden forvekslede ham med Gary Cooper, men det havde han prøvet så tit.«

Gav sine penge væk

Samme år medvirkede Maud Bertelsen i en film af Bent Christensen - "Hvad med os?". Filmrollen indbragte hende året efter en filmpris i San Fransisco. Hun indspillede også flere plader, men modelbranchen vandt opmærksomheden, og selv om hun ikke har gemt alt, og efter eget udsagn absolut ikke hører til de systematiske samlere, fylder scrapbogen meget. Præcis som i dag, da Maud bogstaveligt talt ikke sidder ned i 10 minutter ad gangen, forbandt hendes kunder hende med de mange danselignende bevægelser, hun gjorde foran kameraet.

Hun er stolt over, at hendes evner som stylist og makeup-artist var så sikre, at hun ofte blot blev overladt tøjet, smykkerne osv., og så var det op til hende selv at style tingene.

I 1969 slog Maud Bertelsen sig ned i Milano - »byen hvor man tjener sine penge, hvorpå man tager til Rom og bruger dem«.

I Italien fik hun et navn som "kvinden med de 100 ansigter", og hun fik en karriere, der bragte hende i magasiner som Vogue, Harpers Bazar, Linia Italiano, Belle og Amiga.

Maud Bertelsen har ikke sat de mange penge, hun har tjent, i sin lejlighed. Derimod har hun tapetseret med egne og andres malerier, loppefund, fotos af hende og hendes to døtre og minder fra et langt liv.

»Mange undrer sig over, hvor min formue er, men den har jeg glædet andre mennesker med. Jeg havde mange venner i Paris, som havde pengeproblemer, og så gav jeg dem penge, vel vidende at jeg ikke ville få dem igen. Jeg er typen, der aldrig selv har manglet eller skyldt penge. Dyre vaner har jeg aldrig haft, og fordi jeg fik lov at bære så meget smukt tøj i mit arbejde, havde jeg ikke behov for at eje det selv. Heller ikke i dag går jeg op i tøj, jeg har en mink i skabet, men jeg går næsten ikke med den.«

Slaraffenland

I sin lange modelkarriere blev Maud Bertelsen kendt for, at hun kom til festerne alene - og gik alene.

»Jeg arbejdede hårdt, og jeg havde det altid sådan, at når jeg var færdig med opgaven, strøg jeg hurtigt makeuppen af og smuttede i mit eget tøj. Jeg gjorde ikke meget ud af at feste, og jeg husker faktisk kun én gang, hvor jeg gik direkte fra fest, hjem for at putte fugemasse i ansigtet og så på arbejde.«

Da hun var 35 blev det meste af modelarbejdet afløst af behagelig lediggang. Hun levede som alenemor til Camilla, da hun mødte romeren Sergio, som blev hendes mand og far til hendes anden datter, Sara.

»Jeg var næsten 40 år, da jeg fik Sara, og det var sidste udkald for at få et barn til. Min mand bad mig om at hygge mig og lade være med at arbejde. Jeg, der havde arbejdet hårdt, siden jeg var 15 år, og som ikke selv havde haft en barndom med en mor og far, kunne nu hente mine piger fra skole hver dag, tage dem på udflugter, male, fotografere og købe, lige hvad jeg havde lyst til.«

Da Sara var 14 år, valgte Maud Bertelsen at rejse hjem fra Rom. Det var sidste udkald, hvis datteren skulle omplantes i dansk jord, og efter 17 år var ægteskabet med Sergio stødt på grund. Hun ønskede at leve alene igen, og hun drømte også om at komme til at arbejde hjemme i Danmark.

»Jeg havde faktisk regnet med at begynde, hvor jeg slap. Ikke i modelbranchen, men gerne inden for TV, musik eller skuespil. Jeg havde så meget energi og lyst, men det er, som om Danmark ikke har villet se andre sider af mig end modellen.«

TV-vært i København

Det lykkedes hende at blive værtinde for et TV-program ved navn 50+ på Kanal København, hvor hun i seks udsendelser satte fokus på modne menneskers liv og erfaringer. Hun skulle lave halvanden times direkte udsendelse hver gang og var meget optaget af sin rolle. Derfor gjorde det også ondt, at udsendelserne ikke kunne fortsætte.

»Jeg havde ideer liggende til 20 programmer til, og jeg følte, at jeg med TV-arbejdet kunne tale det grå gulds sag og give noget af mig selv og min kærlighed til mennesker. For mig var det næste kapitel i mit liv, der skulle begynde. Derfor var jeg også kommet hjem til Danmark så tidligt i mit liv, men jeg havde nok været for optimistisk,« siger Maud Bertelsen.

Hun måtte konstatere, at det var svært for en godt 50-årig eksmodel at sætte en ny karriere i gang.

»Jeg gjorde den erfaring, at man ikke har brug for nogen på min alder. Det er jeg ikke bitter over, men jeg blev ked af det, for jeg føler, at jeg havde kunnet give noget.«

Værnepligten er ovre

Efter TV-jobbet arbejdede Maud Bertelsen som booker for Swinging Copenhagen Jazz Festival, hvor hun stod for at finde orkestre og spillesteder. Som altid arbejdede hun i højeste gear, hvilket medførte, at hun i 1997 fik en blodprop i hjertet.

»Jeg har det nok sådan, at jeg går for meget op i tingene, når jeg gør noget. Jeg kørte så hårdt på, at jeg endte på skadestuen på Hvidovre Hospital, fordi jeg følte mig mærkeligt tilpas.«

Blodproppen førte til pensionering og til, at Maud Bertelsen holdt op med at søge flere job.

»I begyndelsen ventede jeg stadig på, at der skulle ske noget, men efterhånden har jeg vænnet mig til, at jeg ikke er så optaget, som jeg gerne ville have været. Nogle gange kan man synes, at ens talent er smidt i rendestenen, og det kan ærgre mig, at jeg ikke holdt fast i sangen, da jeg havde muligheden, men på den anden side: nu er værnepligten overstået. Jeg er pensioneret og kan gøre, hvad der passer mig.«

I dag lever hun for sine to døtre, den ene bor i København, og den anden i Amsterdam. Hjemme i lejligheden lever hun som et hulemenneske, som hun udtrykker det. Et hulemenneske, der kan lide at lave god mad og at hygge sig med musik og med at skrive, samt med sine venner - få men gode. I modsætning til de fleste danskere elsker hun en grå himmel og regnvejr, men humørmæssigt kan hun en gang imellem godt savne sine landsmænd fra tiden i Rom. Dem føler hun, at hun går bedre i spænd med. Og sådan er det nok: Hos hende er den vilde tater stærkere end den stilfærdige jyde.

jpk@jp.dk

Andre læser

Mest læste

Mest læste Finans

Giv adgang til en ven

Hver måned kan du give adgang til 5 låste artikler.
Du har givet 0 ud af 0 låste artikler.

Giv artiklen via:

Modtageren kan frit læse artiklen uden at logge ind.

Du kan ikke give flere artikler

Næste kalendermåned kan du give adgang til 5 nye artikler.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke gives videre grundet en teknisk fejl.

Ingen internetforbindelse

Artiklen kunne ikke gives videre grundet manglende internetforbindelse.

Denne funktion kræver Digital+

Med et Digital+ abonnement kan du give adgang til 5 låste artikler om måneden.

ALLEREDE ABONNENT?  LOG IND

Denne funktion kræver Digital+

Med et Digital+ abonnement kan du lave din egen læseliste og læse artiklerne, når det passer dig.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke tilføjes til læstelisten, grundet en teknisk fejl.

Forsøg igen senere.

Del artiklen
Relevant for andre?
Del artiklen på sociale medier.