En søndag på Amager

Vor reporter tog Metroen til Vestamager uden at have ærinde der. Det var der heller ingen andre, der havde.

Vi stiger ned under jorden, men der er noget, der mangler. Lugten af tis, simpelt hen. Den fede, kvalmende stank af urin plejer at være en del af undergrundsoplevelsen, fra New York til Hovedbanegården, men den er her ikke endnu, tværtimod; her lugter lidt kunstigt, lidt af tandlæge, men først og fremmest nyt, nyt, nyt, og når man ad sagte rulletrapper glider ned i dybet, har man det, som når man tager en ny rekvisit i besiddelse. Fladerne er så rene og så glatte, så stålsat uberørte, at det føles en smule uvirkeligt.

Endnu har menneskene ikke indtaget Metroen, sat deres præg, slidt på trinnene, råbt og skreget, leet og grædt, levet et stykke liv. Endnu har intet elskende par taget afsked på en Metroperron, ingen ulykkelig kærlighed er blevet tudet ud i en kold kupé, ingen branderter båret hjem i et mørkt hjørne, Som vi står her søndag morgen på Nørreport, er vi turister i vores egen by, og vi er stadig tilstrækkelig få til rigtigt at mærke transportmidlet, maskinerne, de lydefri mekanismer, vi ser det hele, som det skal fungere - og formodentlig også kommer til at fungere, problemfrit, upåklageligt, selv om man selvfølgelig standser op et eftertænksomt øjeblik ved synet af et dusin uniformerede brandmænd, der er på vej ned i Metroen og taler om, at de må se at finde den "bomnøgle".

Rejsen til Jordens indre er og bliver en rejse til det ukendte, og der er hausse i det denne weekend, alle vil under jorden.

Forældede busser

Busturen ad Gammel Kongevej synes pludselig trist og forældet med dens ublide opbremsninger, dens sure vinterstemning og dens frie udsyn til en sjappet søndagsmorgen, og er der ikke noget underlig hengemt og trist over det store S ved Vesterport Station, der pludselig ligner noget fra en gammel Erik Balling-film. Den gamle Nørreport-nedgang er glemt af verden, folk fylkes om glaspaladset på den anden side ad gaden, i dag vil vi have M, vil vi, M for Metro, om end vi denne dag i virkeligheden ikke rigtig skal bruge den til noget.

Vi er bare glade. "Hej Metro", som der står på banneret, endnu en understregning af denne uformelle hilsens universelle gyldighed.

Så her står vi altså på den nye perron, alle bærende vore metrohalsbånd som påbudt, synligt til enhver tid, og vi tripper lidt, mens vi prøver at undgå at se på hinanden. Et skilt fortæller om S-togene, et andet skilt om Metroen til Vestamager.

"11 minutter", står der, og hvad betyder det så? Er det turens varighed, eller er det så længe, vi skal vente, men det kan vel ikke passe, og den trappe der må vel så være ...

»Mogens, det må være her ...«

Det må det ja, men det er godt, man ikke skal noget, men bare er på søndagstur med eventyrblik og et barn ved hånden.

Ens stationer

Inde i toget er der allerede trangt. Lugten af nyt plastic slår igennem, og fremmedheden understreges af det nye underjordiske syn; Kgs. Nytorv ligner Christianshavn, der igen ligner Nørreport, der er ingen forskel.

Alle stationer ligner en blanding af møntvaskeri og B&O-udstillingslokale, det er dansk, det er designet, men det er ikke i dag, det skal stå sin prøve, det kommer med tiden.

Ved Islands Brygge kommer solen. Vi glider op i lyset, op i virkeligheden, eller den virkelighed, der skal komme - man bygger stadig. Et ældre ægtepar bærer tavsheden som et stykke mur imellem sig, det er, som om lyset også er en lettelse for dem, noget at se på.

»Det er godt nok vådt,« siger manden, konen svarer ja, for det er det, vådt, mudret, vandpytter i sand, sådan ser Metroens rute ud. Stationen introduceres som "Universitetet", man tager forskud på glæderne, og professorerne og de studerende får fornøjelsen af at være den festlige mand, der skal muntre selskabets kedelige bord lidt op. De skal skabe livet herude, det er tanken, og vi får se.

Amagercenteret har i hvert fald lugtet lunten. Allerede ved Nørreport uddeltes løbesedler, kom hid, kom hid, 25 procent rabat og en fadøl til 15 kroner, men ægteparret er ikke imponerede.

»25 procent hos McCoy, det har de jo haft de sidste 14 dage, det er der ikke meget udsalg ved.«

Så det skal vi ikke, så skulle vi også have været mod Amagerbro, og nu vil vi bare køre og køre. Og se. En halvmaraton kommer forbi til jyske turisters fascination.

»Mor, hvorfor skal de løbe,« spørger pigen medlidende, og moderen svarer:

»Det skal de heller ikke. De har selv valgt det ...«

Det er jo det. Men de gør det nok kun i dag, for det tager sin tid at løbe, og netop tiden er et afgørende argument for bygherrerne i det, der engang skal blive bydele. Mellem traktorer, campingvogne og kraner står store skilte med minuttal, så meget til Kgs. Nytorv, så meget til lufthavnen, byplanlægningens fremtidsmusik går på enkle, tunge akkorder, vi mangler bare menneskene, den levende musik.

En familie blev skilt

Et drama, grundlæggende menneskeligt, udspiller sig dog på Station Ørestad. Dørene lukkes, en kvinde bliver skilt fra sin familie, hun ser det grå, førerløse tog køre bort, og fortvivlelsen i hendes ansigt er afgrundsdyb, rædselsvækkende at se til. Skønt dette jo sagtens kunne være sket på Valby Station med et almindeligt S-tog, men så havde det på en eller anden måde været slet så uhyggeligt, det nye, det farlige, det underjordiske sætter den kedelige oplevelse i relief, for hvad sker der, når man bliver væk på en Metrostation?

Helt fortabt er man ikke. Metroen er nok førerløs, men venligsindet på dagen, den uniformerede konduktør hedder Helle og er parat til at smile og få det hele til at glide gelinde. Dog, ingen uden halsbånd lukkes ind. Og en ældre mand må - stående på Sundby perron - finde sig i dagens tristeste besked: Ingen adgangstegn - så må du tage toget eller sådan noget.

Kunstige stemmer

Men Helle er ikke alene om at hjælpe kunderne, hun har kunstige stemmer til hjælp. Stemmerne synes forskellige og nøje udvalgt. Toget kører til Vestamager, oplyser en ungdommeligt kælen stemme, sådan lidt hen ad TV 2 Zulu, mens en mere gammeldags klingende dame med en naturlig myndighed - fra dengang der var sporvogne og naturlig myndighed til - fortæller, at næste station er Christianshavn.

Men venligheden har stemmerne til fælles, en lys skandinavisk venlighed, så fjernt fra den skrattende stemme i New Yorks nådesløse subway, hvor ordene kommer som geværsalver, 14th Street, stand clear of revolving doors ...« Derovre og dernede er der en truende em af vold og ulmende kriminalitet, den harske lugt blander sig med angstens sved, som slet ikke synes at kunne nå herned til den splinternye københavnske Metro.

Måske fordi den stadig er på prøve.

Dette har Metroen nemlig til fælles med de nordjyske motorveje, at den forventes at skabe, hvad den nævner. Vestamager er en vedtagelse, politisk af sin art, en rammebeslutning som foreløbig står tom og rungende hen. Det er det underlige ved at køre i Metro denne søndag. Man kommer ingen steder hen. Bevares og med al respekt. Borgere i Sundby og i Lergravsparken er naturligvis godt kørende allerede, men for os andre er der noget foreløbigt, noget indtil videre over hele arrangement, og man kan ikke lade være med at studse, når beskeden kommer:

»Næste station Nørreport - toget kører ikke videre. Forlad venligst toget, og husk at tage alle deres ejendele med.«

Okay da, vi skal nok gå. Men har man sat M for Metro, må man også sige A, B, C & D og gerne i en vis fart, første etape giver appetit på flere. Og Metroen bliver ikke rigtig, bliver ikke for alvor, før man kan køre i (gerne formålsløse) cirkler, før planens næste skridt bliver realiserede, før man kommer byen rundt under jorden, fra det ene sted til det andet og ikke bare til en mark på det vestlige Amager.

niels.lillelund@jp.dk

Andre læser

Mest læste

Del artiklen