Passagerer kan afhjælpe stress

Jobbet som buschauffør er blandt de fire hårdeste i Danmark. På mandag ind- leder Frederiksborg Amt en kampagne, der er mål- rettet passagererne.

De har nemlig et medansvar for chaufførernes stress.

Buschauffører dør tidligere end gennemsnittet. De har en overhyppighed af hjertesygdomme, lungekræft og rygsygdomme. Næsten alle lidelser, der kan være forårsaget af stress. Nu skal passagererne med smil og tolerance være med til at gøre hverdagen lettere for de belastede chauffører.

På mandag får buspassagerer ni forskellige steder i Frederiksborg Amt stukket en pjece i hånden fra det lokale arbejdstilsyn.

"Husk! Din buschauffør er på arbejde, nu hvor du er på vej, så ta' hensyn", står der blandt andet i pjecen, der giver gode råd til, hvordan man kan lette chaufførernes arbejdsdag.

Stress i Europa

Kampagnen er et led i den europæiske arbejdsmiljø-uge, hvor alle medlemslande sætter fokus på, hvordan man kan gøre Europa til et sundere sted at arbejde. Fokus er forskelligt landet over, men kun i Frederiksborg Amt har man valgt at sætte chaufførernes arbejdsvil- kår under lup. Dette dels gennem et fyraftensmøde på tirsdag for chaufførerne og altså dels gennem kampagnen målrettet passagererne.

»Passagererne får vi normalt aldrig fat i. Med denne her kampagne har vi friere hænder,« siger Tina Lynge fra Arbejdstilsynet i Frederiksborg Amt.

Skulle nogle passagerer blive fornærmet over at modtage pjecen, understreger Tina Lynge, at meningerne om, hvorvidt det er chaufførerne eller passagererne, der skaber et dårligt miljø, er delte.

»Det er et meget lille mindretal, der skaber problemer. Folk må opfatte pjecen, som de vil. Det her er ikke ment som en løftet pegefinger,« siger hun.

Tiltrængt fokus

At der er behov for ekstra fokus på området, er direktør i Arbejdsmiljøinstituttet og speciallæge i arbejdsmedicin Ib Andersen ikke i tvivl om.

»Buschauffører er langt oftere udsat for blodprop i hjertet end de fleste andre grupper. Faktisk ligger de på det dobbelte af det nationale gennemsnit. Der er ikke tvivl om, at en stor del af blodpropperne skyldes stress,« siger han.

Også lungekræft er en udbredt lidelse blandt chaufførerne, idet mange chauffører ryger for at slappe af, når de holder pause eller efter en stresset arbejdsdag. Ifølge Ib Andersen skyldes en del af stressen den voldsomme trafik i især københavns-området, der hele tiden kræver chaufførernes fulde opmærksomhed og gør det vanskeligt at overholde faste køreplaner, men også passagerernes stress har en afsmittende effekt.

»Det er selvfølgelig rigtigt, at sure passagerer kan være med til at give buschaufførerne et højere blodtryk,« siger han.

Også i Hovedstadens Udviklingsråd vækker kampagnen begejstring.

»Noget af det, der gør chaufførerne stressede, er, at vi lader vores aggressioner over eksempelvis en forsinket bus gå ud over dem. Chaufførerne skal selvfølgelig være serviceorienterede og professionelle, men som passager kan man gøre meget for at forbedre stemningen i bussen,« siger trafikdirektør Johannes Sloth.

Han vil bringe initiativet op ved næste møde i HUR's dialogforum, hvor der sidder repræsentanter fra entreprenørerne og fra chaufførernes fagforeninger.

»Jeg kan ikke afvise, at vi vil lade os inspirere af initiativet fra Frederiksborg Amt,« siger han.

mette.hovmand@jp.dk

Andre læser

Mest læste

Del artiklen