Længere ventetid på Metroen
Trods meldinger om det modsatte viser det sig nu, at Metroens ODS-system alligevel ikke er godkendt. Intervallet mellem togene bliver muligvis fordoblet som kompensation for manglende sikkerhed.
Det virker nu mere og mere sandsynligt, at københavnerne kommer til at vente længere på togene i den nye Metro, end de er blevet lovet.
»Vi har foreslået Ørestadsselskabet, at de ændrer intervallet mellem Metro-togene fra treethalvt til syv minutter,« siger direktøren for Jernbanetilsynet, Flemming Lund.
Hvis intervallerne bliver ændret, vil det betyde, at den forventede ventetid mellem togene i myldretiden vil blive på minimum syv minutter. En væsentlig forringelse af Ørestadsselskabets ambition om, at Metroens kunder i myldretiden på visse stationer højst skal vente tre minutter på det næste tog.
I Ørestadsselskabet har man ikke lyst til at fortælle, om Flemming Lunds forslag vil blive fulgt.
»Hvis vi vælger at ændre intervallet mellem togene, vil det ikke give nogen praktiske problemer, men det må givetvis give en lille serviceforringelse for passagererne,« siger Ørestadsselskabets kommunikationschef, Bo Dybkær.
Baggrunden for, at Jernbanetilsynet ønsker at øge tiden mellem hvert tog, skal findes i de sikkerhedsgodkendelser, som det prestigefyldte projekt stadig mangler.
»Hvis der er længere mellem togene, vil det også give medarbejderne bedre tid til at reagere, hvis der sker et uheld,« forklarer Flemming Lund.
Blandt de ankepunkter, som Jernbanetilsynet stadig har, før en endelig godkendelse kan gives, er bl.a. en godkendelse af Metroens omstridte ODS-system. Et elektronisk overvågningssystem, som skal sikre, at Metro-togene automatisk stopper i det øjeblik, en person befinder sig på banelegemet ved en af stationerne.
Ørestadsselskabet mente i sidste uge, at godkendelsen at ODS-systemet var lige på trapperne, men det stiller Flemming Lund nu spørgsmålstegn ved.
»På det punkt mangler vi lige den sidste dokumentation,« siger han.
Det har Bo Dybkær ingen kommentarer til:
»Nu arbejder vi hårdt for at aflevere de sidste papirer inden onsdag morgen, og så må vi se, hvad Flemming Lund siger,« fortæller han.