Med mor til popkoncert

Pakistans første og største popidol kom i weekenden hele vejen fra sit hjemland til Høje Gladsaxe. Samira Ghaus og hendes mor, Gulzar Ghaus, tog bilen fra Bagsværd for at se Junaid Jamshed give koncert i deres hjemland.

Pakistanske piger fra Bagsværd er ikke så forskellige fra danske.

De hviner, når deres popidoler går på scenen. De synes, at mænd er skønne. Og de taler et dansk, som er et UG med kryds og slange værdigt.

Og så alligevel er de anderledes.

De drikker ikke øl, når de går til koncert. De drikker cola.

De snupper heller ikke lige en hotdog i pausen. De spiser en kebab eller en omgang tandoorikylling, som sælges fra varmekasser i forhallen. De danser ikke. De sidder ned til koncerten.

Og så tager de deres mødre, kusiner og nevøer med til koncert.

»Jeg har taget min mor med i aften, så vi kan lave noget sammen. Vi har faktisk ikke så meget til fælles. Det er ikke som danske piger, der går ud og køber tøj og smykker og går på café med deres mor. Det gør vi ikke,« siger Samira Ghaus.

Pædagogmedhjælper

Samira er 22 år og til daglig pædagogmedhjælper i en vuggestue. Hun er født og opvokset i Danmark.

Det er Samiras mor, Gulzar, ikke. Hun er hjemmegående husmor og kom til landet for 30 år siden.

I aften mor og datter til deres første koncert sammen. Samira har før været til koncerter med sine to kusiner.

Det er Gulzars første koncert.

Gulzar, Samiras kusiner og Samiras treårige nevø, Saef, er kommet for at høre det store pakistanske popidol Junaid Jamshed.

Samira slår ud med hånden over mængden. Række efter række af røde træstole er stillet op i den store hal. Ikke én er tom.

»Hvis du ser dig omkring, er det mest familier, der er her. Især pigerne og deres mødre sidder sammen. Der er mange af mine veninder, som ikke må gå til koncert for deres fædre. Men hvis familien er med, så er det noget andet, « siger hun og smiler til sin mor, mens hun oversætter til pakistansk.

Mens Samira taler flydende dansk og pakistansk, har hendes mor stadig lettest ved sit modersmål.

Når min elskede kommer

"Mahi awega" - "når min elskede kommer", synger en kvinde klædt helt i rødt. Kvinden står på scenen i den anden ende af hallen. Hendes navn er Fahira Parvaiz.

Ligesom aftenens store stjerne har hun tilbagelagt de mange tusinde kilometer fra Pakistan til Danmark for at give koncert i Høje Gladsaxe Hallen denne aften.

I hundredvis af pakistanere fra Tyskland, Sverige og Danmark er kommet for at se hende og Junaid Jamshed.

Mens Fahira Parvaiz' stemme klinger ud over lydanlægget og når de bagerste rækker med en enorm kraft, svarer kvinder og mænd, børn og gamle igen.

De jubler, hujer og klapper og går så meget amok, som placeringen på deres røde træstole tillader.

Mor Gulzar har stillet sandalerne på gulvet, lagt benene op på stolen foran og fundet sig godt tilbagelænet til rette. Samira og hendes to kusiner er til gengæld rykket helt ud på stolekanten. De klapper og bevæger overkroppen i takt til tonerne fra tablatrommerne og den elektriske guitar.

»Jeg ville ønske, der var et dansegulv,« siger Samira.

Kusinerne nikker samstemmigt, mens de rokker, og deres lange, løse hår svinger fra side til side.

I byen uden tørklæde

Samiras sorte skulderlange hår er løst. Et par sorte bukser stikker frem under den knælange røde satinkjole. Over kjolen har hun slynget et sort sjal.

Bukserne kalder hun "bajama", kjolen er en "gameez", og sjalet kaldes for "dubatta".

Ved nærmere eftersyn bærer alle de tilstedeværende kvinder en dubatta.

Samira forklarer, at en dubatta er obligatorisk. I Pakistan, hvor hun kun har været et par gange i sit liv, går alle kvinder stadig med dubattaen om hovedet.

Det er der næsten ingen, der gør i Bagsværd, hvor Samira kommer fra.

»Der er kun tre tidspunkter, hvor jeg har tørklæde på: når jeg beder, når jeg læser Koranen, og når jeg er i moské.

Det er mest de ældre her, der går med tørklæde om hovedet,« siger Samira og vender hovedet mod scenen, hvor aftenens næste gæst er ved at gøre sin entré.

Manden vi venter på

En lind strøm af pakistansk og enkelte engelske fraser strømmer ud af munden på aftenens habitklædte konferencier.

»The man we have all been waiting for is here,« bekendtgør han.

Tre piger på bagerste række rejser sig. De klapper taktfast, mens de hujer. Flere piger længere fremme stemmer i. Også Samira og kusinerne må op at stå.

Et stort pigesuk går gennem salen. Den store sorte, skinnende læderjakke over de stramme læderbukser får den to meter høje, mørke mands skuldre til at se endnu bredere ud, end de formentlig er. »Når man ser en mand som ham, glemmer man alle sine sorger,« hvisker den ene af kusinerne og fniser lidt over sin egen bemærkning.

Han lagde Pakistan ned i slutningen af 1980'erne med kæmpehittet "Dil Dil Pakistan" - "Pakistan er vores hjerte, Pakistan er vores liv". Junaid Jamshed, er for første gang i Danmark.

Den store mand rækker hånden ud mod publikum, og publikum svarer igen ved at række hænderne over hovedet, mens de klapper, tramper og brøler ham i møde.

»Er jeg i Islamabad eller er jeg i København. Jeg kan ikke mærke forskel," råber Junaid Jamshed tilbage til sit publikum, som svarer ved at klappe højere endnu.

Junaid Jamshed synger.

Han synger om de pakistanere, som er flygtet til Danmark og resten af Europa. Han synger om, hvordan de må savne Pakistan. Og hvordan de nu må have vænnet sig til at bo i deres nye lande.

Der er stille i salen nu.

Lille Saef er faldet i søvn i farmor Gulzars arme.

"Dil Dil Pakistan"

Men Saef får ikke lov til at sove resten af natten.

Junaid Jamshed har meget mere i posen, og publikum har meget mere lungekraft at give af.

I mere end to timer skiftevis synger og taler han til sit begejstrede publikum.

Folk strømmer op til ham. For at give hånd og for at få foreviget sig selv og det store popidol på et farvebillede i en hal i Høje Gladsaxe.

Under aftenens allersidste sang får Samira sit ønske opfyldt.

Junaid Jamshed slutter af med hittet over alle hans hits, "Dil Dil Pakistan", og halvdelen af salen lader røde træstole være røde træstole og strømmer op foran for at danse med.

Samira og kusinerne danser med. For pakistanske piger danser kun - næsten - ikke.

anna.thejsen@jp.dk

Andre læser

Mest læste

Mest læste Finans

Giv adgang til en ven

Hver måned kan du give adgang til 5 låste artikler.
Du har givet 0 ud af 0 låste artikler.

Giv artiklen via:

Modtageren kan frit læse artiklen uden at logge ind.

Du kan ikke give flere artikler

Næste kalendermåned kan du give adgang til 5 nye artikler.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke gives videre grundet en teknisk fejl.

Ingen internetforbindelse

Artiklen kunne ikke gives videre grundet manglende internetforbindelse.

Denne funktion kræver Digital+

Med et Digital+ abonnement kan du give adgang til 5 låste artikler om måneden.

ALLEREDE ABONNENT?  LOG IND

Denne funktion kræver Digital+

Med et abonnement kan du lave din egen læseliste og læse artiklerne, når det passer dig.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke tilføjes til læstelisten, grundet en teknisk fejl.

Forsøg igen senere.

Del artiklen
Relevant for andre?
Del artiklen på sociale medier.

Du kan ikke logge ind

Vi har i øjeblikket problemer med vores loginsystem, men vi har sørget for, at du har adgang til alt vores indhold, imens vi arbejder på sagen. Forsøg at logge ind igen senere. Vi beklager ulejligheden.

Du kan ikke logge ud

Vi har i øjeblikket problemer med vores loginsystem, og derfor kan vi ikke logge dig ud. Forsøg igen senere. Vi beklager ulejligheden.