En grundtvigiansk gadedreng

Skoleinspektør Michael Olesen forsøger at bringe gensidig respekt og en rar omgangstone ind i hverdagen på Grundtvigskolen. Det giver et bedre arbejdsgrundlag for elever og lærere på en skole i et socialt belastet kvarter, mener han.

Mange vil huske Michael Olesen som skoleinspektøren, der rullede et gammelt plasticatlas ud i nyhederne på TV. Det gamle verdenskort var fra 1955 og viste, at DDR og Sovjetunionen eksisterer i bedste velgående.

Michael Olesen ville fortælle politikerne, at skolens økonomi var så dårlig, at den ikke havde råd til at skifte de utidssvarende kort ud.

Michael Olesen er ikke bange for at sætte fokus på sig selv, hvis det er til fordel for skolen. Han er blevet hånet for seancen med det gamle Europakort. Blandt andet har embedsmænd og politikere i kommunen i al venskabelighed ytret, at "nu var de trætte af at se ham rulle gamle plastickort ud".

Selv på lærerværelset siger et par lærere med glimt i øjet, at "Michael da vist altid har været lidt medieliderlig".

»Det er korrekt, at jeg har været en del i pressen, men det er jo til skolens og elevernes bedste. Og så står jeg gerne frem. Vi kan gøre mange ting selv, men hvis malingen hænger ned fra væggene, og ungerne får splinter i røven, så er det umuligt at motivere dem til en skolegang. Det kniber med økonomien og skolens fysiske tilstand, og det synes jeg, at politikerne skal vide,« fortæller skoleinspektøren.

Renovering udskudt

Ikke mange ting er anderledes, siden skolen blev bygget i 1938 for 1.364.050 kroner. Skolen er for eksempel tidligere blevet lovet, at plexiglasruderne i aulaen ville blive skiftet ud. En udgift på mellem 600.000 og 800.000 kr. Men renoveringen bliver hele tiden udskudt.

»Pengene lader vente på sig, og imens regner det ind gennem vinduesrammerne,« siger skoleinspektøren.

Gennemtræk i mere overført betydning er der også på skoleinspektørkontoret. Lærere og elever kommer ind for at spørge eller fortælle om et eller andet, der rører sig på gangene. Og med en dyb, umiskendelig københavneraccent svarer inspektøren, så godt han kan, mens han stopper piben med endnu en gang Rød Orlik.

I en pause fra alle spørgsmålene farer den lille vævre krop op og tager et sort-hvidt billede ned fra dets plads på hylden bag den åbne dør. Billedet vækker minder. Det er taget på Michael Olesens første skoledag i 1962.

»Jeg glemmer aldrig selv, hvordan det er at være en lille knægt, der går i skole. Af og til tager jeg skolefotoet ned fra hylden og tænker tilbage på dengang, jeg selv sad på skolebænken,« fortæller Michael Olesen.

Alle mod alle

Han bliver en anelse fjern i blikket, mens han fortæller om en skolegang, der af og til var som en stiv tumleplads, hvor alle var mod alle. Eleverne var mod lærerne. Lærerne mod eleverne. Eleverne mod eleverne, og sågar var lærerne også mod lærerne.

»Men sådan skal det sgu helst ikke være her på Grundtvigskolen. Jeg forsøger at se tingene fra børnenes synspunkt,« næsten insisterer inspektøren.

Og det princip er hele grundtanken bag den måde, Michael Olesen driver skole på: Gensidig menneskelig respekt tilsat en rar omgangstone.

»Det skal være rart at komme i skole. Men det betyder ikke, at vi ikke har regler. Vi skal have respekt for hinanden. Det giver de bedste rammer for en god dag,« siger Michael Olesen, inden han igen vender tilbage til det med indemiljøet. Han roser politikerne i København for at gøre noget og henviser til, at politikerne nu har bevilget en pose penge til nye møbler, nye bøger og renovering på skolerne.

Optimist

»Hvordan pengene bliver fordelt, ved vi jo ikke endnu. Men jeg vil se pengene, før jeg tør tro på det. Jeg håber, at de bliver fordelt, så de kommer flest skoler til gavn,« anbefaler Michael Olesen og kommer samtidig med lidt af en opsang til de politisk ansvarlige.

»Jeg tror, at politikerne til tider glemmer at tænke visioner til bunds og overveje, hvordan det påvirker vores økonomi. Politikerne gør det naturligvis ikke af ond vilje, men de glemmer virkelig, at skolerne kommer i problemer på grund af hurtige og kortsigtede løsninger,« siger Michael Olesen. Som eksempel på den lidt hurtige beslutningsproces nævner han påbuddet om at indføre EDB på skolerne.

»Vi skal helst have en computer per syv elever. Vi fik tilskud til anskaffelse af computerne, men vi skal selv holde systemet ved lige. Derudover skal vi betale håndværkerregningerne til opsætning. Det går ud over budgettet til nye bøger og møbler. Problemet er bare, at EDB jo ikke erstatter bøgerne, men giver en ekstraudgift. Det udhuler simpelthen vores økonomi,« understreger Michael Olesen. Han forstår i øvrigt ikke, at skatten skal sættes ned i København.

»Jeg tror, at folk godt vil betale skat, hvis de kan se, at pengene bliver brugt til noget fornuftigt. Det koster jo at drive noget anstændigt,« siger han og siger samtidig nej til brugerbetaling.

Drengerøv

Skoleborgmester Per Bregengaard (EL) kalder Michael Olesen for lidt af en drengerøv, der har det rigtige tag på de hårde drenge. Og Michael Olesen har da heller ikke noget imod "drengerøvsprædikatet."

»Jeg er jo ikke den autoritære eller gammeldags type. Tværtimod kan jeg ikke lide faste principper. Ofte bruges principper blot til at dunke hinanden i hovedet med. Men ja, jeg føler egentlig, at jeg har meget godt tag på drengene. Det gælder egentlig bare om at løse konflikter,« siger Michael Olesen.

Inspektøren startede på lærerseminariet som 27-årig. Indtil da havde han været vidt omkring som maler, sjakbajs, jord og beton- og havnearbejder. Men interessen for skolen kom for alvor, da han var skolebetjent på Gasværksvejens skole på Vesterbro.

Efter årene på seminariet vendte han tilbage til Vesterbro som lærer på Matthæusgade Skole. Her blev han klasselærer for de ældre klasser. Og han har intet mod at arbejde på skoler med en forholdsmæssig stor koncentration af elever med mange sociale problemer og en høj koncentration af tosprogede elever. Tværtimod.

Dialog

»Jeg har en svaghed for et kvarter med den type børn. Selv er jeg opvokset i et lidt barsk kvarter. Derigennem har jeg en forståelse for den type mennesker, der bor i Nordvest,« fortæller Michael Olesen.

Grundtvigskolens placering i et område med store sociale problemer giver mange socialsager med ressourcekrævende børn og forældre.

»Jeg bruger meget af dagen til at løse konflikter. Men konflikter er tit og ofte et spørgsmål om misforståelser. Det har givet bonus. Tidligere brugte jeg tre timer om dagen. Det gør jeg måske om ugen nu. Det er en lang proces, men jeg mener, at det kan betale sig. Lidt ligesom den dialog, vi må have med forældrene til tosprogede forældre, når børnene ikke må have svømning eller ikke vil deltage i religionsundervisning,« siger Michael Olesen.

Repræsentant for forældrene og skolebestyrelsesformandHelene Martelli tilskriver Michael Olesen, at Grundtvigskolen er kommet af med den dårlige stemning. Hun har selv to drenge på skolen og har set, hvordan forandringerne har ændret skolen til det positive. Hun roser Michael Olesen for ikke at være bange for at prøve noget nyt.

Rygter

Da Michael Olesen kom til Grundtvigskolen for fire år siden, havde skolen en del problemer med omdømmet. Skolen var blevet kendt som en med mange problemer. Problemer, som Michael Olesen i dag har svært ved at definere, fordi han mener, at en del af dem udsprang af rygter. Men enkelte konflikter var der.

Klikedannelser mellem nogle af de tosprogede elever kammede over. Der var slåskampe mellem grupper fra Grundtvigskolen og en naboskole. Det fik nogle forældre til at fravælge Grundtvigskolen som skole for deres børn. Alt sammen problemer, som Michael Olesen ikke mener eksisterer på skolen i dag.

Skoledagen blev længereNoget af det første, der blev ændret på skolen, var det psykiske arbejdsmiljø blandt lærerne.

»Vi så på, hvad vi kunne gøre noget ved bare ved at gøre det, og så gjorde vi det,« siger Michael Olesen.

En kreativ lærer foreslog, at man gjorde skoledagen ét kvarter længere. Dét kvarter blev brugt til at forlænge frikvarteret mellem 2. og 3. time.

»Dagen bliver langt mindre stressende for alle parter, fordi tingene ikke er så hektiske fra starten,« siger han og nævner skolens indeordning.

Eleverne må nu være inde i klasserne i frikvarteret. Michael Olesen fortæller, at der tidligere var en gængs forestilling om, at børnene ville smadre hele molevitten, hvis de var alene i klasserne, og derfor blev de lukket ud i gården eller de indre fællesarealer.

»Med indeordningen viser vi eleverne tillid, og dermed føler de sig mere og mere ansvarsfulde. Nu skal det heller ikke blive for lyserødt, for selvfølgelig er der masser af ballade, men så tager vi fat i ballademagerne. Med ansvarsfølelsen tror jeg, at eleverne kan lide at være her på skolen, og det er vigtigt,« pointerer Michael Olesen.

Planter giver liv

Efter et halvt års forsøgsperiode og med et par justeringer gjorde skolen indeordningen permanent, og i dag er der ganske få, der vil tilbage til den gamle ordning, fortæller inspektøren.

Alle ændringerne er små synlige forandringer i det daglige. De har meget stor betydning for det psykiske arbejdsmiljø for såvel elever som lærere. Han ønsker, at menneskelige og faglige ressourcer skal komme til udtryk.

»Vi skal turde forandringer. Det bliver der en bedre skole af,« fortæller Michael Olesen om de psykiske rammer for dagligdagen på skolen, inden han igen bliver afbrudt af en spørgelysten lærer.

»De krukker, vi har talt om, er på tilbud nu, Michael,« siger hun spørgende.

»Jamen, skulle vi så ikke slå til,« svarer Michael.

»Vi tror lidt på, at det hjælper med lidt grønne planter på skolen. Det giver ligesom lidt mere hygge, og ungerne lader dem sgu stå,« siger Michael Olesen, inden han giver sit bud på, hvordan elever og lærere oplever ham som skoleinspektør.

»Jeg håber, at andre ser mig som én, de kan stole på og henvende sig til med alle problemer. Men jeg er ikke den klogeste her på skolen, så det er måske ikke altid, at jeg løser tingene på den mest hensigtsmæssige måde. Men vi prøver da at tale om tingene,« slutter inspektør Olesen og lever dermed ganske godt op til et af

N.F.S. Grundtvigs ordsprog: "Enighed i det væsentlige."

lasse.schmidt@jp.dkSKoleinspektør Michael Olesen



  • 47 år
  • Fraskilt, tre børn: En dreng på 13 år og to piger på 15 og 19.
  • Startede selv i 1.klasse på Prinsesse Charlotte Gades Skole på Nørrebro.
  • Skiftede til folkeskolen på Vigerslev Allé Skole i Valby i 1962.
  • Startede på seminariet i 1982.
  • 10 år som lærer på Matthæusgade Skole på Vesterbro.
  • To år som viceskoleinspektør på Hillerødgade Skole på Nørrebro.


Andre læser

Mest læste

Mest læste Finans

Giv adgang til en ven

Hver måned kan du give adgang til 5 låste artikler.
Du har givet 0 ud af 0 låste artikler.

Giv artiklen via:

Modtageren kan frit læse artiklen uden at logge ind.

Du kan ikke give flere artikler

Næste kalendermåned kan du give adgang til 5 nye artikler.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke gives videre grundet en teknisk fejl.

Ingen internetforbindelse

Artiklen kunne ikke gives videre grundet manglende internetforbindelse.

Denne funktion kræver Digital+

Med et Digital+ abonnement kan du give adgang til 5 låste artikler om måneden.

ALLEREDE ABONNENT?  LOG IND

Denne funktion kræver Digital+

Med et abonnement kan du lave din egen læseliste og læse artiklerne, når det passer dig.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke tilføjes til læstelisten, grundet en teknisk fejl.

Forsøg igen senere.

Del artiklen
Relevant for andre?
Del artiklen på sociale medier.