Familien vandhund i vandland

Søndagsmotionister, legebørn og elitefolk med hang til vand tog søndag en tur til Gentofte. Her åbnede Kildeskovshallen skodderne for en verden af vand i lange baner. Et vandkulturhus på 2600 nye kvadratmeter.

Som en varmedis hænger luften over hallen. Skrig og skrål skærer gennem den tætte luft, rammer de grå, rå betonvægge og bliver kastet tilbage til bassinets badegæster. Glædesskrål.

Børnene skråler af glæde, fordi de har fået et helt nyt land at indtage. Et vandland på 2600 kvadratmeter.

»Det er godt, at der er så meget plads, for så er der plads til alle de mennesker, som gerne vil være her. Det var her ikke før. Og så er der kommet rigtig meget sjovt legetøj. Også sådan en stor skumgummiting, man kan sejle rundt på,« siger Kristian Moltved på syv år.

Kristian har selv taget hele familien med på åbningsdagen.

Familieflåde

Langs kanten på 50 m-bassinet sidder fætre og kusiner på rad og række. Fem af slagsen er der i alt.

Der bliver lagt råd i flokken på fem. Fætter Rasmus Moltved på 12 år, den ældste i flokken, er ved at udtænke en plan for, hvordan familien skal få kapret familieflåden tilbage.

Flåden er en kæmpe rød og grøn skumgummiklods, som nogle større drenge har hugget og er ved at føre ned i den fjerneste ende af verdenshavet.

Missionen glemmes så hurtigt, som den opstod, da Bent Moltved, far til tre af de fem, kommer hen til kanten. Han inviterer hele flokken hen under varmere himmelstrøg.

Seks gange Moltved tager turen i bare tæer og badetøj henover det brune flisegulv og ned i hallens anden nye oase et 60 kvadratmeter småbørns- og varmtvandsbassin.

Generationers vandhunde

»Jeg kan svømme,« siger syvårige Kristian Moltved stolt. Han mener selv, at han har mestret disciplinen, siden han var fem år, men der må far Bent korrigere.

»Vi ville gerne have haft Kristian til svømning tidligere, men da vi flyttede til Gentofte for to år siden var ventelisterne til svømmeklubberne på op til halvandet år. Kristian fik en plads for knapt et år siden. Nu svømmer han hver torsdag her i Kildeskovshallen,« siger Bent Moltved.

Familien Moltved håber, at de mange nye kvadratmeter kan give plads til flere på svømmeholdene.

Bedstemor Bodil Moltved, som også er med til åbningen af den nye hal, har selv i en menneskealder været svømmelærer i den gamle Kildeskovshal. Og alle hendes børnebørn går selvfølgelig til svømning. Familien Moltved indtog søndag den nye Kildeskovshal, og de har tænkt sig at komme, så tit de kan.

Andre læser

Mest læste

Del artiklen