Ishøj får milliontilskud fra staten

Ishøj Kommune blev reddet på målstregen. Et ekstratilskud på godt 16 mio. kr. fra Indenrigsministeriet betyder, at kommunen kan leve op til skattestoppet.

Borgerne i Ishøj Kommune kan ånde lettet op.

Tidligere på måneden bebudede borgmester Ole Bjørstorp (S) ellers en skattestigning på 0,3 procent og serviceforringelser for blandt andre ældre, skoleelever og kontanthjælpsmodtagere. Grunden var, at kommunen manglede 15 mio. kr. for at få budgettet til at hænge sammen i 2003.

Fredag bevilgede Indenrigsministeriet godt 16 mio. kr. til den slunkne kommunekasse. Det betyder, at Ishøj klarer skærene denne gang.

»Vi havde søgt om 20 mio. kr. Vi får 15,9 mio. Vi er selvfølgelig glade for, at vi har fået de fleste af vores ønsker opfyldt. Til gengæld har vi så lovet regeringen, at vi holder skatten i ro. Og nu kan vi også undgå de værste besparelser og bevare serviceniveauet,« siger Ole Bjørstorp.

Farligt signal

I Ishøj er de glade. I regeringen er de glade. Men hos en ekspert på kommunalområdet ringer alarmklokkerne.

Jens Blom-Hansen, lektor i statskundskab ved Århus Universitet, ønsker ikke at forholde sig til den konkrete sag, men advarer imod, at regeringen bliver for blødsøden.

»Det er jo et frygteligt signal at sende ud i den kommunale verden, at en kommune, hver gang den har økonomiske problemer, bare kan beklage sig til regeringen og så få nogle ekstrapenge. Hvis regeringen vil give kommunerne penge for at overholde skattestoppet, begynder det jo at blive lidt grotesk,« siger Jens Blom-Hansen.

Ifølge ham kan konsekvensen blive, at kommunerne kommer rendende i ny og næ for at få ekstrabevillinger, når de ikke kan få budgettet til at hænge sammen.

Frem og tilbage

I Ishøj Kommune kan borgmester Ole Bjørstorp ikke se, hvordan kommunen skulle have klaret sig uden den ekstra kapitalindsprøjtning.

Årsagen til, at kommunen i første omgang kom i økonomiske vanskeligheder, var, at kommunen i juli fik 14,8 mio. kr. færre end i fjor.

Det var Indenrigsministeriet, der skar en tredjedel af Ishøjs andel i puljen for vanskeligt stillede kommuner væk.

Det nye tilskud på 15,9 nye millioner fra det selvsamme ministerium falder derfor på et tørt sted.

Det har ikke været muligt at få en kommentar fra indenrigsminister Lars Løkke Rasmussen (V).

anna.thejsen@jp.dk

Andre læser

Mest læste

Del artiklen