Gladsaxes nye førstemand

På trods af 24 år i byrådet er Karin Søjberg Holst (S) ikke en af Gladsaxes mest synlige politikere. Mandag aften erstatter hun afdøde Ole Andersen som borgmester.

Da et hjertestop onsdag den 10. juli i Gladsaxe Svømmehal afsluttede Gladsaxes borgmester Ole Andersens liv, befandt afløseren til hans politiske toppost sig over 1000 kilometer væk.

Byrådets socialdemokratiske gruppeformand Karin Søjberg Holst fik besked over mobiltelefonen, mens hun var på ferie i Bretagne med sin mand. Og selv om hun stadig havde mere end en uge til at udforske de nordvestfranske landskaber, tog det hende ikke lang tid at beslutte sig til at vende hjem.

»Ferien var slut. Ligegyldig hvor smukke områder vi kørte igennem, kunne vi ikke lade være at tale om det. Jeg var jo også formand for byrådsgruppen, og vi skulle holde møde. Da vi ikke kunne ændre vores flybillet, valgte vi at køre i udlejningsbilen hjem,« siger Karin Søjberg Holst.

Post siden 1913

Siden da har telefonen i enderækkehuset i Mørkhøj kaldt på hende ofte. Socialdemokratiet i Gladsaxe, der har siddet på borgmesterposten siden 1913, havde end ikke overvejet at køre en kronprins i stilling. Og Ole Andersens død kom overvældende for den 57-årige Karin Søjberg Holst - på flere måder.

Siden 1968 har hun kendt Ole Andersen og hans kone, Hanne, der var i Folketinget indtil for nylig. Derfor var det både en god ven og læremester, hun mistede.

»Jeg er tæt på dem og har arbejdet meget sammen med Ole, men der er mange ting, jeg ikke kender til. Hvordan gjorde han egentlig? Det daglige arbejde som borgmester kender jeg ikke meget til. Og det bliver sikkert ikke nemt at overtage posten i sådan en situation. Jeg må øve mig,« siger Hanne Søjberg Holst og løfter øjenbrynene ved udsigten til opgaven.

Hun har respekt for sin forgængers politiske tæft.

»Jeg beundrede hans måde at forhandle på. Han var eminent god til at lytte og skabe kompromiser, så ingen følte sig snydt. Og så kunne han skabe en rigtig god stemning ved budgetforhandlingerne,« siger Hanne Søjberg Holst, der som kommende borgmester skal præsentere et budgetoplæg om få uger.

Blodtørstig opposition

Først skal hun dog vælges som ny borgmester i aften, hvor byrådet holder ekstraordinært møde. Med støtte fra SF, de radikale, Enhedslisten og Skraldelisten bliver det en formssag, for alle partierne står ved konstitueringsaftalen, de indgik efter valget sidste år.

Alligevel skal hun som grøn borgmester ikke forvente borgfred fra start. Det signalerer politikere fra Venstre, Dansk Folkeparti og CD, som Jyllands-Posten har talt med.

Være usynlig

De anser Karin Søjberg Holst for at være usynlig og håber derfor på et system-skifte ved næste kommunalvalg.

»Hun er et sødt og ordentligt menneske, men spørgsmålet er, om hun er rå nok. Det tegner til et embedsmandsstyre de næste tre år. Men så bliver det nemmere for os ved næste valg,« siger Bjarne Rasmussen fra Venstre.

Klaus Kjær fra Dansk Folkeparti kalder Karin Søjberg Holst for en overgangsperson.

»Hun kan blive en ny Tove Smidth (overtog posten i 1974 efter Erhard Jacobsen og overlod den til Ole Andersen i 1983 midt i valgperioden, red.) og køre i tre år uden visioner og egentlig udvikling. Vi har tænkt os at køre hårdt på hende politisk,« siger Klaus Kjær.

CDs Lone Yalcinkaya kalder hende for "usynlig" og peger på, at hun med godt 500 personlige stemmer ved sidste valg ikke er nogen stemmesluger. Dog roser hun Karin Søjberg Holst for åbenhed.

Åbenhed er vigtigt

»Hun ringede selv rundt til partilederne og fortalte, at hun skulle være borgmesterkandidat. Det er en åbning, og jeg håber, at hun kan skabe et mere åbent arbejdsklima,« siger Lone Yalcinkaya.

Åbenhed er et begreb, som Karin Søjberg Holst lægger meget i. Hun forklarer, at Tove Smidth ud over Ole Andersen har været en af de lokalpolitikere, som har gjort størst indtryk.

»Hun sagde engang, at ens første reaktion ikke blot skal være et nej. Den åbenhed kan jeg godt lide. De fleste politikere vil noget godt, men på forskellige måder. Og i et byråd kan man bedre forhandle på tværs af blokke end på Christiansborg, hvor linjerne bliver trukket meget skarpt op,« siger Karin Søjberg Holst og nævner Anker Jørgensen, når talen falder på politiske forbilleder.

»Han er et imponerende menneske. Han har virket meget nysgerrig og åben, men ikke for enhver ting. Han virker som et menneske, der hviler i sig selv.«

Opbakning hjemmefra

De tre byrådskollegers skudsmål tager hun afslappet.

»Jeg er rå nok. Jeg har været til en del møder gennem årene, hvor man ikke just er gået fra hinanden som de bedste venner. Jeg er ikke så let at kyse, og så har jeg opbakning hjemmefra. Ole Andersen var god til at komme overalt, og det skal jeg lære. Men det bliver skægt. Jeg kan lide at møde nye mennesker, og politik giver netop en muligheder for at komme ind, hvor man ellers aldrig havde drømt at gå hen. Så med hensyn til synlighed siger jeg: Vent til om et år. Jeg kan godt overraske.«

Lokalpolitisk erfaring mangler hun ikke. Siden 1978 har hun været formand for en række skiftende udvalg: Teknisk udvalg, biblioteks- og kulturudvalg, teknik og miljø, undervisningsudvalget og siden 1998 børne- og undervisningsudvalget.

Alligevel er det svært for hende at fremhæve nogle af sine politiske bedrifter.

»Sådan arbejder vi jo ikke. Jeg kan jo ikke sige, at det kun er mig, der har skabt noget. Det er foregået i fællesskab,« siger hun og nævner alligevel Gladsaxes 10. klasses-center.

Hård periode

»Da vi som en af de første kommuner ville samle 10. klasserne på et center, gjorde modstanden stort indtryk på mig. Det var som om, man ikke troede på, at vi ville noget godt. Det var en hård periode, men jeg er glad for, at vi stod fast, for i dag er der udbredt tilfredshed med centret,« siger Karin Søjberg Holst.

Hun kender kommunen som sin baghave, for hun har levet i den, siden hun var et år. De første 30 år boede hun forskellige steder inden for en kilometer i Buddinge-området, med undtagelse af 3-4 år på et kollegium i Høje Gladsaxe.

Pendlet i 13 år

Alligevel har hun de sidste 13 år pendlet for at gå på arbejde på kursusejendommen Metalskolen i Jørlunde ved Slangerup, hvor hun som bibliotekar blandt andet underviser tillidsfolk i at søge informationer.

Med den livslange tilknytning til Gladsaxe ønsker hun ikke noget grundlæggende ændret i kommunen.

Når JP København spørger til hendes mål, forklarer hun, at hun vil bevare det høje serviceniveau og den forholdsvis gennemsnitlige skatteprocent på 20,5 - en balancegang, som hun mener kan blive vanskelig de næste år.

Overskredet budgetter

På det seneste har børne- og undervisningsudvalget, som hun kommer fra, overskredet sine budgetter. Det skyldes stigende udgifter til lærernes løn og undervisning af anbragte børn - et område, som Karin Søjberg Holst vil have gjort noget ved.

Hendes politiske modstandere vejrer morgenluft, og bibliotekaren fra Metalskolen i Jørlunde erkender, at hun har meget at lære. Men lægger samtidig op til, at hun kan overraske.

»Det er forfærdeligt, når børn får en dårlig oplevelse af skolen, for den følger dem resten af livet. Vi har nogle børn, som er vanskelige at undervise, og dem skal vi have skabt nogle tilbud til,« siger Karin Søjberg Holst.

I rækkehusets stue hænger skitser og malerier, som hendes mands datter har udført. På to af dem griner sangerinden Björk med glimt i øjet.

Over havedøren på en hylde står videokassetter med populære spændings- og kærlighedsfilm opmarcheret, og Karin Søjberg Holst forklarer, at hun interesserer sig for kultur uden at være feinschmecker.

»Jeg interesserer mig mest for historie og malerkunst og går på en del udstillinger. Jeg kan også godt lide film, men det er ikke altid, at vi har tid til at gå i biografen.«

Principielt god

Gladsaxe Kommunes plan om et kulturhus foran rådhuset kalder hun principielt god, om end hun ikke mener, at kommunen er i stand til at finansiere det alene.

»Vi mangler både øvelokaler og en koncertsal. Vi har et frodigt foreningsliv, men mangler steder, hvor musikerne kan udfolde sig. Nu har vi afsat 500.000 kroner til et ideoplæg, og så må vi se, hvad det bringer. Jeg har ikke mødt nogen, der forestiller sig, at vi skal bruge 100 millioner kroner eller mere på det. Vi må finde ekstern finansiering, og det kunne komme med f.eks. forretninger i under-etagen og måske et hotel,« siger Karin Søjberg Holst.

Ligesom sin forgænger svømmer hun hver uge i Gladsaxe Svømmehal. Det kan dog blive ændret, når hun til december som borgmester skal indvi en ny svømmehal i Bagsværd.

»Der er også motionsbaner, så måske skal vi svømme hver lørdag derovre,« siger Karin Søjberg Holst.

jpk@jp.dk

Andre læser

Mest læste

Del artiklen