Annonce
København

Hashen flytter fra Christiania

Politiet har set de første tegn på, at det åbenlyse hashmarked på Christiania så småt er ved at forsvinde - for at etablere sig andre steder i byen.

Det åbenlyse hashsalg er begyndt at sive fra Christiania til andre steder i København. Efter de seneste måneders pres - ofte med mere end én razzia om ugen mod Pusher Street - er hashmiljøet nu ved at finde andre steder i København, hvor det lukrative marked, hvorpå ifølge politiet omsættes for et trecifret millionbeløb, kan fortsætte.

»Der er grøde i miljøet i øjeblikket, og der er en øget interesse for at etablere sig rundt omkring i byen. Man er i øjeblikket ved at positionere sig og diskutere, hvem der må være hvor i fremtiden,« siger chefen for narkoafdelingen ved Københavns Politi, kriminalinspektør Ole Wagner.

Nye hashklubber

Politiet er derfor stærkt opmærksomt på, hvor et fremtidigt marked flytter hen, og der holdes øje med lokaliteter på blandt andet Nørrebro. Ole Wagner har, siden regeringen i maj krævede den åbenlyse hashhandel fjernet, vurderet, at der vil åbne en række nye hashklubber i København.

»Det er klart, at man overvejer, om man vil blive på Christiania, flytte butikken eller opgive. Det virker naturligt, at man i øjeblikket overvejer at flytte, og det er vores opmærksomhed rettet imod,« siger Ole Wagner.

Torsdag var der som sædvanlig gang i hashhandelen i Pusher Street, men der er tydeligt færre handlere end for få måneder siden. Efter nedrivningen af boderne står pusherne nu ved små borde og varmer sig ved tændte olietønder. Det hører dog med til billedet, at flere af pusherne traditionelt holder ferie i de koldeste måneder.

Ved Christianias indgange står også de vagter, som holder et vågent øje med personer, der bevæger sig ind på Fristadens område. Netop vagterne er der særlig opmærksomhed omkring i øjeblikket, da det er kommet frem, at de i nogle tilfælde ulovligt har kropsvisiteret folk, de har fundet mistænkelige, ligesom flere af dem er begyndt at maskere sig.

Skærpet situation

Vagterne bruges for at beskytte de handlende i Pusher Street, der bliver alarmeret, når der er politi på færde. De følger nogle gange efter politiet efter aktioner på Christiania for at sikre sig, at politiet er kørt helt tilbage til Politigården og ikke kommer igen.

Den skærpede situation på Christiania understreges af, at politiet flere gange er blevet mødt med stenkast og enkelt gange med sømmåtter ved besøg på Fristaden. Desuden har politiet beslaglagt harddiske med ca. 100 fotos og i nogle tilfælde navne på politifolk, så pusherne ved, hvem der skal holdes øje med.

Ingen besættelse

Mens kriminalpolitiet tager sig af efterforskningen og holder øje med hashmarkedet, er det ordenspolitiet, der skal rykke ind med styrker for at fjerne hashhandelen. Lederen af ordenspolitiet i København, chefpolitiinspektør Kai Vittrup, siger, at man vil gå langt for at undgå konfrontationer på Christiania.

»Vi skal ikke optræde som en besættelsesmagt og risikere, at folk fra udlandet tager hertil for at slås med politiet. Vi vil fjerne hashhandelen som lovet, men forsøge at undgå konfrontationer,« siger Kai Vittrup.

carsten.christensen@jp.dk
jesper.stein@jp.dk

null
Følg
Jyllands-Posten
SE OGSÅ
Lej en handicappet
Frantz Christophersen er dværg og direktør for et bookingbureau, der har specialiseret sig i at udleje handicappede statister.
Annonce
Annonce
Forsiden lige nu
Annonce
Annonce
Indland
Annonce
Annonce

Jyllands-Posten anvender cookies til at huske dine indstillinger, statistik og målrette annoncer. Når du fortsætter med at bruge websitet, accepterer du samtidig brugen af cookies. Læs mere om vores brug her