Annonce
København

Hashhandel fortsætter ufortrødent

Der er ikke længere boder, men den åbenlyse hashhandel på Christiania var i går fortsat i fuld gang. Søndagens aktion ændrer ikke noget ved politiets strategi.

Det åbenlyse hashsalg på Christiania fortsætter.

Besøgte man Fristaden i går, kunne man således ved selvsyn konstatere, at selv om boderne i Pusher Street er revet ned, bliver det brede sortiment af ulovlige rusmidler nu blot solgt fra små borde eller fra resterne af de hashboder, der indtil søndag udgjorde symbolet på det åbne salg.

Omkring de små hashudsalg lå resterne af boderne som pindebrænde, mens der rundt omkring blev fejet og ryddet op efter rydningen.

Foran både Christianias hovedindgang i Prinsessegade og ved indgangen i Bådsmandsstræde stod de sædvanlige hårdtpumpede vagter og holdt øje med alt og alle, der bevægede sig ind på området.

Det var med andre ord næsten "business as usual".

»Det overrasker egentlig ikke, og så længe der foregår en åbenlys hashhandel på Christiania, så ændrer det ikke ved politiets strategi. Boderne har kun været kulissen omkring den omfattende handel, og aktionen søndag var formentlig blot et indspark i den politiske debat om Christiania,« siger chefkriminalinspektør Per Larsen, Københavns Politi.

Suveræn beslutning

Nedrivningen har været planlagt gennem længere tid, men det var først sidste søndag - en uge før aktionen - at pusherne blev enige om en endelig dato for Pusher Street i sin hidtidige udformning. Det skete efter et voldsomt internt pres fra christianitterne, der til sidst fik pusherne til at give efter. Argumentet var, at christianitterne på den måde kunne vise samarbejdsviljeover for regeringen, men det var pusherne selv, der suverænt tog beslutningen om at rive boderne ned.

En uændret strategi fra politiet betyder, at ambitionen fortsat er at fjerne den ulovlige handel fra Fristaden. Dermed rykker det lukrative hashmarked, der i København skønnes at have en værdi af 750 mio. kr. årligt, til andre bydele og ejendomme i hovedstaden, og det vil have flere fordele, vurderer politiet.

»Det er nemmere at bekæmpe enkelte hashklubber eller lejligheder end at bekæmpe markedet på Christiania. Det er klart, at ingen uden videre opgiver så stort et marked, men det vil foregå langt mere i det skjulte. Det betyder, at det er vanskeligere og måske mere risikabelt for kunderne at opsøge pusherne, for de ved aldrig, om politiet lige har været dér eller lige er på vej. I sidste ende vil det forhåbentlig betyde, at kundegrundlaget for hashhandelen reduceres,« siger Per Larsen.

Normaliseringsplan

Ifølge politiet er hashmarkedet delt op mellem flere aktører: rockergrupperne, en gruppe fra Nørrebro samt selvstændige hashgrossister.

De skal efter Pusher Streets opløsning fordele markedet mellem sig, og selv om nogle formentlig mister omsætning og penge, har politiet hidtil skønnet, at den kamp vil foregå uden krig, da det igen vil betyde tabt omsætning for det kriminelle miljø.

Regeringen forventer ingen ændringer i den planlagte normaliseringsproces af Christiania på grund af søndagens aktion. Det betyder, at der i løbet af en måned fremlægges en helhedsplan for området. Den skal danne grundlag for et lovforslag om normaliseringen, der ventes vedtaget i Folketinget inden sommerferien.

carsten.christensen@jp.dk

null
Følg
Jyllands-Posten
SE OGSÅ
Lej en handicappet
Frantz Christophersen er dværg og direktør for et bookingbureau, der har specialiseret sig i at udleje handicappede statister.
Sexslaver på Vesterbro
Danske mænd er glade for de afrikanske prostituerede, som nu i rekordstort antal er kommet til landet. De er smukke og og virker, som om de er glade for sex, siger mændene.
Annonce
Annonce
Forsiden lige nu
Annonce
Annonce
Indland
Annonce
Annonce

Jyllands-Posten anvender cookies til at huske dine indstillinger, statistik og målrette annoncer. Når du fortsætter med at bruge websitet, accepterer du samtidig brugen af cookies. Læs mere om vores brug her