Christiania vil aflive myterne

Med en stor rapport ønsker christianitterne at slå hul i myterne om en fristad, hvor affaldet flyder, og hvor infrastrukturen er ustruktureret. Hos regeringspartiet Venstre er begejstringen behersket.

Jagtsæsonen på myter blev onsdag indledt på Christiania. Ifølge beboerne bygger regeringens udgangspunkt for at ville normalisere Fristaden på så mange usandheder, at de nu har lavet en rapport, der skal give deres billede - af deres hjem.

»Der kører en meget værdiladet debat om Christiania, og i den debat er rapportens resultater vigtige. Der er opstået mange rygter og myter om Christiania, men med rapporten kan diskussionen komme til at foregå på et dokumenteret grundlag,« siger Ole Sønderby Petersen, der i går var med til at præsentere rapporten.

Christiania ingen mødding

Christianitterne ønsker bl.a. at aflive myterne om, at affaldsbunker skulle have forvandlet stedet til en mødding, og at der er dårlige forsyninger af vand, el og varme til husene.

Rapporten er lavet af frivillige christianitter. Den beskriver bl.a. Fristadens selvforvaltning, græsrodsarbejde og udviklingen af infrastrukturen de seneste 10 år.

Erfaringerne fra de 10 år får rapporten til at konkludere, at Christianias selvforvaltning har så store værdier, at den skal bevares. Det bliver ifølge Ole Sønderby Petersen kun underbygget af de mange gæster, som hver dag besøger Christiania.

»Vi har tusindvis af besøgende, som er nysgerrige efter at se, hvad vi med vores selvforvaltning har formået at banke op. Folk bruger Christiania til mange ting: rundvisninger, en gåtur eller måske som koncertsted,« siger han.

Christianitterne konkluderer desuden, at den gamle kaserne er blevet omdannet til et rekreativt område og en byfornyet bydel.

»Rapporten viser, at halvdelen af alle boligerne er blevet udvendigt forbedret de seneste 10 år. Næsten alle har i dag vand og toilet i husene, og vores affaldssystem har udviklet sig fra at være en traktor med lad til i dag at være en genbrugsstation for hele området på Christianshavn,« forklarer Mette Pagode, der præsenterede Fristadens infrastrukturelle udvikling.

Boykot af konkurrence

Regeringen har nedsat et Christiania-udvalg. Det udvalg har udskrevet en idékonkurrence, som skal komme med bud på, hvordan man kan normalisere Fristaden. Den konkurrence har christianitterne boykottet.

»Den er så langt ude, at vi ikke kan deltage. Ikke et eneste sted bliver mennesket på Christiania nævnt. Det er helt tydeligt, hvor regeringen vil hen, og desværre har den ikke virket særlig interesseret i en dialog med christianitterne,« siger Mette Pagode.

Det er tvivlsomt, om den nye rapport kommer til at skabe et bedre forhold mellem parterne. Venstres Christianiaordfører, Ulrik Kragh, understreger, at den ikke ændrer ved regeringens udgangspunkt.

»Det diskvalificerer stadig Christiania til at eksistere på et særligt lovgrundlag, at der bliver solgt hash, at der ikke bliver sikret ordentlige arbejdsvilkår for politiet, og at der ikke er styr på trafik- og parkeringsforhold i Bådsmandsstræde,« siger han.

»En forbedring af infrastrukturen behøver ikke at betyde, at tingene er tilfredsstillende. Det er jo ikke svært at forbedre sig, når udgangspunktet er dårligt,« konstaterer Ulrik Kragh.

Rapporten om Christiania kan ses på www.christiania.org

benjamin.munk@jp.dk

Andre læser

Mest læste

Del artiklen