Navlestrengen under havnen

Otte meter under bunden af Københavns havn arbejder en flok mænd med at reparere el-, vand-, gas- og kloakledninger, der går som en navlestreng mellem Sjælland og Amager. Der er knap nok plads til hjelm og skuldre i de klaustrofobisk trange rør - og 1.500 liter koldt vand fosser ind hvert minut.

Det smager dovent af salt - vandet, der vælter ned i store mængder fra loftet og ud af de nøgne kalkvægge. Tyve meter oppe pløjer den ene turbåd efter den anden forbi med turister. Knap så langt oppe svømmer der forhåbentligt et par fisk, og længere nede bor der sikkert cykler, indkøbsvogne, ølkapsler og krabber i skøn forening.

Alt det er svært at samle tankerne om, når man forsøger at holde balancen på et snasket stykke træ i en trang, mørk og råddent lugtende tunnel tyve meter under havnens overflade.

»Ja, tunnelen her er godt 150 år gammel og hugget direkte ud af kalkbunden - det tog to år, og der er ikke gjort noget ved den siden, så den må jo holde fint. Det er imponerende,« siger kvartermester Benny Fledelius fra Københavns Energi roligt og klapper hårdt til den våde kalkvæg.

»Men her er meget vådt. Der siver mindst 1.500 liter vand ind i tunnelen i minuttet ovenfra, så vi må bare håbe, at vandpumpen ikke går i stå,« konstaterer Benny Fledelius med et tørt smil.

Hakket i havbunden

Vi er en fodboldbanes længde fra Knippelsbro og 20 meter under vandets overflade. Her ligger to gamle rør på tværs af havnebassinet og forbinder Sjælland og Amager med el-, vand-, gas- og kloakledninger.

De to 125 meter lange navlestrenge blev til med hakker og rå muskelkraft fra straffefanger i henholdsvis 1856 og 1900. Hakket ud af den rå kalk - og intet andet. Sådan står rørene stadig den dag i dag, og hvert niende år pumpes havnevandet ud af rørene, så Københavns Energi kan tjekke, om det hele stadig holder sammen, som det skal.

Fra et hul ved havnekajen på Gammel Dok går det stejlt ned i undergrunden. Oppe på overfladen kan man så småt ane lyden af alt det vand, der plasker ud fra tunnelens vægge, og i bedste guldminestil krænger man sig ned i undergrunden via næsten lodrette træstiger med en sikkerhedsline klipset i ryggen på sikkerhedsvesten.

For trangt

Nede på bunden trækker den 150 år gamle tunnel sig hurtigt sammen - blot 3 meter bred, 3,5 meter høj og skummelt oplyst af slatne lamper langs væggen klæber tunnelen sig til skuldrene af en, mens havnevandet trommer løs på sikkerhedshjelmen. Et par slidte stykker træ går på tværs af tunnelloftet med nogle meters mellemrum. Ellers er intet afstivet, og den planlagte opmuring af tunnelvæggen blev hurtigt droppet.

»Man skal være meget ligeglad med trange steder for at arbejde hernede. Jeg er selv ret kold på det område, men nogle steder hernede bryder jeg mig ikke om at arbejde. Der er det simpelthen for trangt,« fortæller Benny Fledelius, mens vi langsomt holder balancen på de to slanke og fedtede planker, der gør det ud for fortovet mellem vandrør, el- og gasledninger.

Det tager 16 timer at tømme de to tunneler for vand, og så kan arbejdet begynde med at finkæmme de to tunneler for slitage, rust og fejl.

»Vi plejer ikke at finde de store ting. Det er oftest små reparationer, og denne gang var blandt andet nogle af el-ledningerne faldet ud af deres holdere,« siger Benny Fledelius og kanter sig langs gasledningerne, der har fået mokket et ordentligt læs jernbanesvæller over sig for at holde den lette gas nede.

Sidste mand

Tunnelen er hakket ind i kalken med en svag hældning, så alt vandet i bunden fosser over mod kajen ved Havnegade. I den ende står Klaus Christensen og holder vagt. Der skal altid stå en mand i hver ende af tunnelen, når der er folk dernede - for en sikkerheds skyld.

»Det er mit job at komme sidst ud, hvis her bliver oversvømmet, der går hul på gasledningerne, eller andet går galt. Dejligt job, ikk'?« griner Klaus Christensen, så hans tænder lyser svagt op i mørket.

Til højre for Klaus Christensen kan man via en lille tunnel på tværs skimte den nyere tunnel fra 1900, som kun indeholder kloakledningen. Til gengæld fylder den hele den smalle tunnel, så al færdsel skal foregå på knæene og med hovedet først hen over kloakledningen.

»Ledningen skal skiftes om godt 40 år. Tingene holder godt hernede, og forebygger man rusten, så beskytter saltvand glimrende. Det er faktisk hårdest for materialerne, når vi tømmer tunnelerne, og luften begynder at tære løs. Bare se på væggene. De er mange steder hvide af luften,« siger Benny Fledelius.

Vi vender rundt, kravler tilbage over vandledningen, holder tungen lige i munden henover det enlige bræt. Fotografen kæmper med en sort affaldssæk for at holde saltvandet væk fra sin følsomme elektronik, mens han koncentrerer sig om ikke at træde skævt på vej mod hullet og træstigerne op til virkeligheden.

Det plejer at tage en fire-fem måneder at sikkerhedstjekke de to tunneler. Der er stadig godt en måneds arbejde tilbage, før Københavns Energi hiver stikket i pumperne ud og lader de gamle tunneler oversvømme igen.

jpk@jp.dk

Andre læser

Mest læste

Del artiklen